slangejagt ved aftensmaden !

En dag havde vi endelig fået taget os tid til at spise sådan forholdsvis tidligt. (Hernede ender klokken ofte med at blive mange når man spiser, da det tager tid at lave mad, fx skal grønsagerne desinficeres i et kvarter først) Vi sad faktisk og nød en rigtig dejlig middag, og dem er vi faktisk gode til at lave!

Snakken går og vi hygger. Vores nabo går forbi med en af hendes veninder. Pludselig skriger de voldsomt, og lige foran os kryber der så en halvanden meter lang slange forbi os. Vi skriger alle voldsomt, og hoppe op på verandaen. Patience (vores nabo) får så kaldt en af de fyre der også bor på vores compund, og så begyndte der ellers en slangejagt med lygter. De kunne ikke finde den, og den tanke var vi ikke så glad for, da det er lidt skræmmende at vide der er slange omkring ens hjem.

Noget tid efter hører vi en masse mænd råbe. Vi løber ud og ser hvad der sker. Så løber alle mændene rundt og brækker små træer i stykker for at få fat i en kæp, for nu har de fundet slangen. Det viser sig så at slangen ligger på en gammel bil der står lige ved siden af os, lige ved vinduesviskerne. Tanta (en af mændene) tager en pind og smadrer ellers bare til, så ruden flækker. Han fik den ikke helt, for lidt efter gik hans fætter ellers amok nede ved et af hjulene.

Til sidst endte det med at de fik den, og nøj hvor de glade. De opførte sig alle som små drenge der lige havde fanget et lille dyr eller sådan noget. De synes også lige at vi skulle ud og se hvordan den ser ud, sådan en slange. Så jeg var helt tæt på, og føj! Det var lidt ulækkert. Det viste sig så at slangen ledte efter et sted hvor den kunne lægge sine æg. De havde smadret slangen så meget at æggene bare hang ud. AD!

Men her er lige et billede af de glade mænd og den maste slange.

Three Sisters Rock

Sidste lørdag var det tid til endnu en tur ud i naturen, og se noget af den smukke natur der er her i Nigeria. Godt nok er jeg her på den tid af året, hvor alt er tørt og næsten intet er grønt. Men vi tog Alex og Mette og vores kære chauffør med ud til nogle bjerge, der hedder Three sisters rock en meget tidlig morgen. For i den her varme, så skal man helst gøre det hele så tidligt som muligt, så ikke bliver brændt af solen.



Det tog ca. to timer at køre ud til bjergene. Men efter vi havde kørt de første 10 km, begynder det lige pludselig at ryge op fra vores motor. ”Åh åhh...” Tænkte vi alle sammen, og håbede inderligt på at vi stadig kunne komme afsted. Troede den var helt gal med vores bil. Som vi efterhånden bruger ret mange penge på at reparere en ny ting hver uge. Men det viser sig så at Donge (chaufføren) havde hældt vand på om morgenen, og så havde han glemt at sætte låget på igen. Så motoren skulle bare lige køles lidt af og så lige noget nyt vand på, og så var vi ellers på vejen igen. Der var virkelig også mange der gloede på os. Det er ikke ofte de ser 7 Baturi'er stående i vejkanten på en stor vej. Men ja, det er man jo efterhånden vant til at de gør.

Da vi endelig kom ud til bjerne ville Donge have os så tæt på som overhovedet muligt. Det skal jo lige siges at vores chauffør er nigerianer, og nigerianere kan finde vej hvor vi andre for længst ville have vendt om. Men han får os hen til foden af søstrene, men så bumper vi også over noget der lignede folks marker og ned i kæmpe hul som vi aldrig troede vi kom op af. Men vores bil kan alt! Motor mi cjow = God bil...

Så begyndte vi ellers opstigningen, og hvor var det dog skønt at bevæge sig ordenligt. Og til vores store glæde kom der mere vind jo højere vi kom op. Det var fedt at klatre rundt på de store sten, og der var også noget udfordring. Jubii... Elsker når der er noget action!

Jeg ville helst have haft vi besteg storesøsteren, men den var lidt større end jeg lige havde regnet med. Så det blev kun til lillesøsteren, men jeg skulle til toppen, det var hvertfald en ting der var sikkert. Det blev kun Maiken og jeg der kravlede til toppen. Det sidste stykke var ren klippevæg, så man skulle bare stole på at ens sandaler ville stå ordentlig fast. Men det var sjovt, og sikke en udsigt der var fra toppen ud over savannen. Det er nu et dejligt land Nigeria. Her er lige et dejligt naturbillede fra toppen, dejlige udsigt ud over savannen.

Top 8: ”Wauw... Hvor går tingene dog hurtigt i Danmark i forhold til Nigeria”

1)Internet
Tålmodighed er en dyd her i Nigeria. Så når man skal på nettet, gælder det om at have en masse vand med, en vifte og helst noget tøj meget løst og ikke så varmt tøj. For når det er 40 grader udenfor, så er det ret varmt i lille rum med omkring 7 computere der kører samtidigt!


2) Opvask
Her skal du koge vandet i et kvarter for at få bakterierne væk, derefter bliver du nødt til at vente på at vandet bliver koldt nok til at du kan holde ud at have nallerne i det.

3) Tøjvask
Her skal du for det første altid sikre dig at der er vand nok til at vaske tøj, og så smider du det hele ned i en stor balje med en masse vand og sæbe. Derefter går du så ellers bage i gang med at skrubbe og skrubbe med hænderne. Jeg har efterhånden fået vabler på mine fingre pga det. Det tager cirka en dag, hvor du er i gang hele tiden. Men så har du også fået ordnet det meste.

4) Drikke vand
Vi har et filtersystem. Så der står en stor sort tønde på vores bord, der ligger der et filter i, hvor der så går et rør ned i en anden tønde på gulvet. Det tager altså et stykke tid med det filtervand, så man skal hele tiden sikre sig at filterne er rene og der er vand i tønden, for filtrene må ikke løbe tør.

5) Skylle ud i toilettet!
Foregår på den gode gamle måde med en øse og så noget vand. Og så må man ellers blive ved til det er væk. Hvis toilettet er ved at stoppe, så er det meget vigtigt at man får det hele væk. Vi har en gang nu haft et stoppet toilet, og det var godt nok ulækkert. Men med en svupper, så går det hele nok. Men sikke nogle jubelskrig der kom, da vi endelig fik det hele skyllet ud... Halleluja!

6) Vaske hænder
Denne simpel ting er man nødt til at være to til, da der ikke er vand i vandhanerne. Så når man trænger til det er man nødt til at høre om der er nogen der gider at være ens vandhane.

7) Handle ind
Det kræver altid noget planlægning. Da man først skal have fat i vores chauffør. For det andet så skal man ofte flere forskellige steder hen, for der er ikke et sted hvor man kan få det hele. Så når man skal handle ind, så tager det minimum én time, men så skal du heller ikke have særlig meget. For man skal også huske på at man lige skal give sig tid til at få pruttet om priserne.

8) Tempoet generelt
Tempoet hernede er virkelig anderledes end derhjemme. Alt går meget langsommere end vi vant til (undtagen når der skal køres bil, det er lige det omvendte!) En af vores venner spurgte mig en gang hvordan det kunne være vi altid gik så hurtigt. Og på det tidspunkt gik jeg ikke stærkt... Overhovedet! Tænkte også at det var godt han ikke skulle ud og gå en tur med min mor. Så ville han da blive chokeret!

Yola School 1

Hver mandag og onsdag er jeg henne på en anden skole her i Yola, hvor jeg sammen med Maiken underviser i engelsk i JSS1 og JSS2 (Junior secondary school 1 og 2). Det er virkelig nogle helt andre forhold end på REMI, den skole jeg normalt er på. Lokalerne er meget anderledes. De er mørke og grå. Gulvene er i stykker og rundt omkring ligger der skolebænke som er faldet sammen. Tavlen er så dårlig at når jeg skriver med kridt, så kan du næsten ikke se hvad man har skrevet, og det et tydeligt man ridser ind i træet. Men børnene er super flinke og imødekommende. Lidt for meget faktisk. Vi er ved at have lært dem at de ikke behøver at stå op når de snakker til os.

I de klasser jeg underviser er der elever fra 13 - 17 år. Så de er alligevel ret gamle. Men bare fordi nogle er ældre end andre, gør det dem ikke bedre til engelsk.Hernede er det meget normalt at eleverne ikke har samme alder, da det er forskelligt hvornår de er begyndt i skole, og hvor gode de er. Ofte er det ikke altid de består eksaminerne for at komme videre til næste klasse.

Det er virkelig svært at undervise nogle der ikke forstår engelsk, engelsk på engelsk. (hvis I forstår!) Hver eneste gang du spørg om de har forstået noget siger de bare "yes". Hvis du spørg om det er noget vrøvl lige efter du har spurgt om de forstod det, hvor de så svarede ja, så svarer de bare igen "yes".

Igår da vi var i skole ville vi prøve at lære dem at lytte til engelsk, ved at jeg tog min bærbar med for at spille noget musik, hvor de så skulle så fortælle hvad sangen handlede om. Da jeg spurgte dem om de kendte Mariah Carey, så svarede ham der var bedst til engelsk: "laptop". Ak og ve... Det er lidt en udfordring. Men det er sjovt, og de er rigtig søde ved os.

Her er lige et billede fra klassen...

Til bryllup...

Her i lørdags var vi til bryllup, true Nigerian style! Godt nok anede jeg ikke hvem det var der skulle giftes, men sådan nogle detaljer er vel egentlig bare bagateller. Vi var blevet inviteret af en ven (eller ven og ven, nærmere bekendt) hernedefra. Det er også ham der er principal på den skole, hvor jeg er lærer hver mandag og onsdag.

Det er sådan her i Nigeria, at når man skal til bryllup, så har man det samme tøj på som dem man følges med. Til hvert bryllup er der også nogle farvetemaer. Ved dette bryllup var det skyeblue og en eller mærkelig farve. Men vi havde rigtig været på markedet og lede efter stof i skyeblue, og er altså ikke nemt. Især ikke når der skal være stof nok til 6 kjoler. Hernede køber man nemlig stof i stykker, ofter 6 yards, og så har de ikke mere end det ene stykke stof med det bestemte tryk. Så det er sjældent man ser to med det samme tryk! Men det lykkedes da også at finde noget, det var måske ikke yndlingsstoffet, men det var skyeblue og det var det gældte.
Her er lige et billede af mig i min skyeblue dress.



Vi havde så alle sammen fået syet tøj i det samme stof sammen med Alex og Mette, de to missionærer der er vores kontaktpersoner hernede. Og hvor følte jeg mig dog bare noller (bare for at sige det rent ud) For det første så er det alt for matchende det hele, det er jeg slet ikke vant til hjemmefra. Og så følte man sig så dum når man bare kunne se den kjole man selv havde på rundt omkring, puha... Det blev alt for skyeblue til min stil.

Det hele forgår lidt mere festligt hernede end derhjemme. For det første så har gommen 5 best men og bruden 5 bridesmaids. Og de danser alle sammen ind af kirkegulvet. Jeg kunne faktisk ikke se hvem gommen var før bruden kom og sad ved siden af ham. Bruden bliver ikke fulgt ind af sin far. Hun danser selv ind. Mens hun danser og og musikker er MEGA høj, så sidder de ældre damer og siger en rigtig høj lyd, det minder om sådan et indianerhyl, ai ai ai ai aiiii... Og så i en høj oktav. Det er ret sjovt at høre, og kunne simpelthen ikke lade vær' med at grine første gang jeg hørte det. Mens bruden danser op af kirkegulvet, så kommer faderen og nogle andre vigtige mænd og kaster penge efter hende og på hende. Det er noget med at hvis pengene sidder fast i panden, så giver det rigtig meget lykke, eller sådan noget. Og når man holder bryllup i 40 graders varme, så er der ikke nogle problemer med at få dem til at sidde fast. Så det så lidt sjovt ud når de sådan rendte rundt med penge på panden.

Efter kirken var til reception, som tog plads på en fodboldstadion (Og nu skal I jo ikke tro at der er græs på sådan en, nej nej... Der er bare grus og nogle tribuner, men det er jo også tørketid og afrika) Først blev vi placeret under en teltdug lignende noget, men gik vores chauffør og ven, Donge, hen til ham der havde inviteret os og sagde at det var alt for varmt for Baturi'erne, så vi blev rykket op på tribunen hvor der var noget vind. Og så sad vi ellers godt der, så vi kunne holde øje med det hele.

Men vi kunne ikke sidder der hele tiden, for så skulle vi ned og have taget billede med brudeparret. Vi var jo, ”the friends from Denmark”, så der jeg stod der ved siden af gommen, så fik jeg da også lige ønsket ham tillykke med det hele, og det tror jeg da han satte pris på.

Det meste af receptionen gik så mest ud på at brudeparret stod midt i det hele og dansede sådan lidt frem tilbage, ikke sammen, bare sådan lidt på stedet, og så kom alle deres onkler og tanter, og jeg skal komme efter dig af familie, ud og kastede penge på dem. Havde virkelig ondt af dem, for de stod godt der midt i den bagende sol i mange timer og dansede.
Her er der gang i den typiske stammedans, mens de kaster penge på brudeparret, som står lige til venstre for den blå port.



Det var rigtig fedt at være til bryllup. Virkelig en fed oplevelse, og det er ikke alle der får sådan noget oplevet når de er i afrika. Det skal så lige siges at det var to rige familier der holdte bryllup, så det hele var også rigtig fint. Vi fik skam også serveret mad i paptallerkner, og det var så rice and stew (Nogenlunde det samme som hvis vi fik serveret en hamburger til bryllup), hvis man var heldig så kunne der måske være et lille stykke kød i.
Endnu en god oplevelse til samlingen, der vokser sig større og større.

Watch out - The nigerian papparazzi!!!!

Jeg begynder ligeså stille at få medlidenhed med Britney Spears og alle de andre berømtheder i Hollywood. For det der med at alle kigger efter en... KONSTANT, er ikke altid lige fedt! Det er efterhånden sket flere gange, at folk har stoppet os og spurgt ad om de måtte tage et billede sammen med os. Det er også fair nok, vi tager jo så mange billeder af dem. Så at man engang imellem skal stille sig med nogle vildt fremmede mennesker, mens du ligner lort og lige har været ude med skraldet eller sådan noget, det kan man godt holde til. Men nu er det så også begyndt at tage billeder af os uden at spørge.

Jeg er begyndt at undervise på en skole hver mandag og onsdag. Forleden sad vi til et møde, hvor vi skylle møde de andre lærer på skolen. (Der dukkede kun to op) Men den ene af dem tog lige mobilen op og tog et billede af os, mens vi sad og snakkede med dem! Mage til frækhed... Men selvfølgelig siger vi ikke noget til det. For hvad skulle man lige sige.

Her i weekenden var til et kæmpe stort kirkemøde i den lutherske kirke. Flere tusinde mennesker var samlet, og de kiggede så meget på os. Bare fordi vi var en del hvide mennesker på samme tid. Men det er de jo ikke vant til at se. Vi blev også vist hen til der hvor alle de finde mennesker sad. På forreste række sad alle biskopperne i Nigeria og nogle af de andre rige og magtfulde mennesker. På anden række sad lille Anne fra Danmark, bare fordi hun er hvid! Se det var ret underligt. Og rundt om os stod der omrking 70 mennesker og nedstirrede os som om de var statuer eller sådan noget. Vi skyndte os nu at dele os op, så det ikke virkede så overvældende for dem. Men stadig mens man gik rundt på markedet var der nogen der stak en mobil op i hovedet på en for at tage et billede.

Her er et billede af kirkemødet i Dhemsa. Der var virkelig mange mennesker! Det her er bare en lille del...



Hvor jeg virkelig kommer til at savne al den opmærksomhed jeg får hernede, mens jeg vandrer rundt i mine trek-sandaler uden make-up, i noget meget mærkeligt tøj og med sved over det hele, når jeg kommer hjem til Danmark. Det er faktisk lige pinligt hvor mange hæslige billeder der findes af mig rundt omkring her i Nigeria... Stakkels mennesker... Hehe :)

Leg med børnene i Mbamba Out

Hver fredag eftermiddag er vi ude i en lille, rigtig fattig landsby for at lege med børnene. Det er virkelig en oplevelse hver gang! Vi har nu været derude to gange, og jeg synes virkelig bare det er så livsbekræftende når man er derude.

Der er nok omkring 100 børn samlet i deres lille kirke, og når vi kommer gående mod dem, så styrter de ud og omfavner os. Årh de er bare så dejlige!
I dag da vi kom derud havde vores ven Dan, som er vores oversætter derude, samlet alle børnene i kirken. Da han så fik dem meddelt at vi skulle ud og lege, råbte de alle sammen og løb mod udgangen mens de trak os med ud. Nu skulle vi nemlig ud og synge boggie wuggie, yogi-bear og alle mulige andre sanglege vi har lært dem. Det er så skønt at være derude, og nærmest alt hvad vi laver er et hit, så det kunne jo ikke være meget bedre. Vi har lavet sækkeløb, limbo, sjippetorv, torvtrækning og bankebøf. Ideer er der masser af!

Godt nok er det en super fed oplevelse. Men det er virkelig også fysisk og psykisk hårdt. For det første så forgår det næsten lige i middagssolen. Så når man laver sanglege med omkring 100 børn i omkring de 40 grader og man hele tiden skal være på og synge med og huske alle trinene, er der ret hårdt i længden. For det andet, skal man hele tiden være klar på hvad man skal lege bagefter, hvilken sang vi nu skal synge og det. Der er ret mange ting at holde styr på, samtidig med at minimum 5 børn prøver at gribe fat i din ene hånd.

Vi har lavet den ordning at hver anden gang laver vi en risret til dem, og hver anden gang en lille snack, ofte bestående af kiks, for hvad skal man ellers lige give dem.
Men det er rigtig svært at lave mad til 100 børn. For hvor meget ris spiser 100 sultne afrikanske børn lige? … MEGET! Og hvis ikke de får nok, så skal de skrappe afrikanske madammer nok stå bag dem og sige de skal have mere. Puha... De madammer havde vi lidt problemer med forholde os til den første gang. De ville det ene og det andet, og så var der ikke nok mad, det var ret trættende. Men efterhånden fik vi dem da sat på plads, håber vi da...

Men om aftenen når man er kommet hjem efter en eftermiddag i Mbamba Out. Så er man bare kvæstet! Puha da... Så står den bare på ren afslapning i håbet om strøm en hel aften!

Her er et billede af børnene i en tæt cirkel mens vi synger sanglege. De er så dejlige... Og hver fredag ender det med at mange ingen stemme har tilbage. For når alle 100 børn skal høre dig synge, så skal man skråle til! Og det er hårdt, især i 40 graders varme lige i solen...