Vores dejlig bil med chauffør!

Som nogle luksusdyr, så har vi vores helt egen bil med chauffør. Og når vi så føler vi får brug for den, så ringer vi bare... Badamoir = No problem. Vores bil er den her super smarte Toyota minivan, i hvid. (Minder utrolig meget om alle de andre biler hernede)

Vores kære chauffør hedder Donge :) Og ham er vi bare glade for. Han er en lille mand, med en god blandet tøjstil. Det er altid spændende at se hvad han nu har på. Det skifter fra den typiske afrikanske dragt, til hip-hop outfit med hængerøv. Vi synes han er ret sej! Men Donge er vores ven, og når vi på makedet, så følger han os rundt og passer på os og prutter priserne for os. Vi siger bare hvad vi vil have, og så begynder han ellers bare at prutte på Hausa. Der er ikke rigtig andet at gøre end at kigge sig lidt omkring, og se hvad alle andre køber. For det de siger forstår man ikke et hak af.

Vi holder utrolig meget af vores kære, lille bil allerede, og føler det er vores lille skatterbasse! Men den er ikke uden skavanker. Når vi lukker skydedøren, så skal man lige rette på en lille dims så den sidder lige, og så ellers bare smække den i. Men så holder den også. Vi har også været ude for lige at skulle holde den lukket med foden mens vi kørte, men skidt. Det kan vi jo sagtens klare!

Men her forleden havde Donge lige sat nogle af pigerne af, og så sagde han: ”Anne, come. I want to show you something!” Af en eller anden grund, så tror folk hernede at jeg har forstand på alle ting. Men jeg fulgte så med for at hvad han ville vise mig. Han slår så førersædet ned, hvilket jeg jo ikke anede man kunne. Det der kom frem var så karburatoren (eller hvordan det lige staves) fik jeg at vide, og den var beskidt, så vi var nødt til at tage den til mekanikeren for at få den renset, siger Donge. Fint nok, var så mit svar. Men så er det så det at Maiken og jeg skal med. Maiken styrer alle vores pengesager, og jeg, ja... Jeg skulle bare med! Men vi skulle være vidner på at mekanikeren gjorde det rigtig, så vi ikke fik noget forkert sat i! Og her er det tilladt at grine, for vi har da ingen jordisk forstand på hvordan en ordentlig karpurator ser ud.

Vi ankommer så til mekanikeren. Det ligner en kæmpe stor bil gravgård! Der er en del mænd der sidder under nogle stråtage med olie ud over det hele. Ellers så var der ikke andet end bilvrag over det hele. Men der befandt jeg mig så i en times tid ca, og da kapuratoren blev sat i, var det meget vigtigt at jeg så om han gjorde det ordentlig. Og det gjorde han... tror jeg da ;) Men ja... Bare en lille mærkelig oplevelse fra min side.

En tur på markedet.

Hernede er man også nødt til at handle ind. Men det er ikke ligesom derhjemme, hvor man brokker sig over at skulle hoppe op på cyklen og køre ned i den lokale brugs, for man magter det ikke lige. Der er ikke andet at sige, end lucky you! Sådan her handler jeg ind.

For det første så er der altid koldt når man kommer ind i det lokale supermarked hjemme i Danmark, og når du kommer hjem, så smider du det bare ind i dit kolde køleskab. Se det er jo besværligt... Nej! Hernede i det varme afrika, hvor der kun er strøm om aftenen, foregår det hele lidt anderledes.

Vi er ca. på markedet hver anden dag, men når strømmen er så dårlig, er vi nødt til at gøre det oftere, for at maden ikke bliver for dårlig.
For det første skal vi have fat i vores chauffør. Men det er som regel ikke noget problem (bortset fra når bilen ikke lige gider at virke) Men når han så er ankommet, er det ellers bare afsted i vores superfede minivan.

Hernede kører man som død og ulykke. Det er virkelig et stort virvar af biler og chappere (motorcykeltaxier), som kører ud og ind mellem hinanden. Men det er ikke kun billisterne der er noget galt med. Vejene er virkelig, VIRKELIG dårlige. Der er huller og forskellige former for andre ting i asfalten, så man bumler bare derudaf. (Det er lidt skræmmende at indrømme, men jeg tænker faktisk ikke mere over at jeg sidder og hoppe i en halv time af gangen...) Og når man så endelig er kommet op i fart, så står der pludselig et par får midt på vejene, og de flytter sig ikke! Hornet i bund og holder farten indtil du er 2 meter fra dem, så bremser man også, for hvis man kører et får ned, så skal man af med mange penge! Det er en dyr ejendom hernede.

Når vi endelig kommer hen til markedet, og for krydset de livs farlige gader. Så er det ikke fordi at det hele bliver mere afslappet. Fra hvert hjørne laver mændene sådan en kysseagtig lyd for at få ens opmærksomhed, og så råber de: ”BATURI, BATURI”. De ser ikke hvid hud når de ser os, de ser bare dollarstegn, hvilket er lidt belastende i længden. Her i går var der en der prøvede at sælge os 5 tomater for 500 Naira, bare fordi vi var hvide. Men heldigvis havde vi vores trofaste chauffør med, som fik dem pruttet ned til 50 Naira. Så vi gik derfra med 5 tomater for 1½ kr. glade og tilfredse.

Men duften på markedet er helt speciel. Forestil jer ekstrem mange forskellige dufter blandet sammen med benzin-os og den klassiske duft af afrikansk sved. Se det, kan man ikke opleve mange steder. Local-market, som er det lille marked vi bor tættest på, er et klassisk, afrikansk marked. Boderne er mast sammen af gamle bliktage og sække som tag. Fluerne svæver over alle grønsagerne og kødet. Mel, ris og sukker står i kæmpe sække udenfor. Så du aner aldrig hvad der har været i! Det er virkelig en speciel følelse at være der, og hver gang jeg er der bliver jeg stadig lige forundret (okay, har også kun været her i knap 3 uger, men alligevel)

Hvis man har besluttet sig at lave rice and stew til aftensmad. Så køber man bare lige nogle tomater, noget chili og noget rødløg. Går hen til nogle mænd, som står dybt inde i markedet. De tager så grønsagerne og for 30 ører så skylle der lige det hele og renser det (altså, på den afrikanske måde. Det er tit der, man lige kigger væk, så man ikke har set hvordan de gør det) Så tænder de ellers en maskine, som ligner lidt motoren på vores gamle græsslåmaskine, hælder grønsagerne ned i og maser med en stor pind. Grønsagerne bliver så dejlig, maste i den utrolige ”velholdte og hygiejniske” maskine. (Den ser så ulækker og klam ud, men pyt med det, det er jo Afrika det her) Det hele ender så nede i en plastic pose, som ligner en lille affaldssæk, og dem får man så under armen, glad og tilfreds som kunde! Puha... Det er lidt overraskende hvordan man kan vænne sig til tingene!

Ulækkerheden i Nigeria!

"How is the sun?" Det er et spørgsmål jeg tit hører fra nigerianerne, og hver gang står jeg med sveden piblende ud af samtlige og porer og svarer: "It's a little bit hot" Og så griner de og ryster på hovedet. Efterhånden begynder de også at synes her ved at være varmt. Men derfor har mændene stadig jakkesæt og strømper på. Samtidig render jeg rundt i så lidt tøj som jeg kan tillade mig, og med det samme jeg er indenfor mine egne 4 vægge, så folder jeg nederdelen op som et lille miniskirt og smider T-shirten så jeg kun har en top på. Så bare rolig, jeg går ikke og fryser hernede som alle jer hjemme i Danmark. Temperaturen nærmer sig hastigt de 40 grader. Men ja det er kun februar, så bare vent til marts.

Som jeg nok har fortalt lidt om, så er Nigeria ret så støvet. Så hver eftermiddag sidder vi og snakker om al den farve vi har fået! Men nej... Snydt! Når du så gnubber dig lidt, opdager du, at det hele bare er skidt, og du faktisk bare så møg beskidt at det halve ville have været rigeligt!

Efterhånden har vi også nogle utrolig mærkelig samtaler, som man derhjemme, ville have været noget så flov over. Men nej ikke hernede! Her forleden havde Sussie og jeg været inde i Playing class (de helt små børn), og sidst på dagen lugter det altid af tis derinde, så man skal være lidt varsom med hvem man tager op, for mange af dem tisser i bukserne. Der er nu også et toilet der, men det bruger børnene ikke. De hiver bare op i kjolen, eller ned i bukserne, og så gå de bare ind og tisser på gulvet. Sådan gør børn hernede! Men ja, Sussie og jeg havde lige fået fri, men det var som at der hele tiden lugtede af tis, men vi tænkte det var børnene. Men til sidst så kom konstateringen, mens vi var ved at hænge vores vasketøj op: ”Jeg er ret sikker på at det er os der lugter af tis!”

Men ja så tænkte I sikkert, at så tog de nok hjem i bad. Men nej, det gjorde vi ikke. For man går ikke bare lige i bad hernede. For det første skal man have timet om man overhovedet har vand nok til det, for det andet så er det rarest at gøre om aftenen, for der sveder man ikke helt så meget. Så vi gik bare tilbage for at skifte tøj, og så tog vi ellers på markedet, og tis kunne vi ikke lugte mere!

Noget andet er vores toilet. Det virker ikke helt optimalt. Når man skal skylle ud, skal du holde slippet nede, mens du hælder vand i. Men for det andet, så er den stadig dårlig til at få det hele ud, og det skal man jo også tænke på man bruger vand på. Vi genbruger vores opvaskevand og sådan noget til det, men man bruger faktisk mere vand på det end man lige tror. Så det er da også sket, at spørgsmålet om det er okay man lige lader en lille bommelom blive liggende, for den vil simpelthen ikke ud, og det tager for meget vand, er blevet stillet. Men det tager man også stille og roligt. For hvis det er vi bruger alt vandet, så skal vi ud og fange vandmændene og prøve at få dem til at forstå hvad vi siger. For de taler nemlig kun Hausa, og ikke engelsk. Suk... Og der ingen lighed mellem de to sprog.

Her er lige et billede af mig, som sveder! Der er virkelig varmt inde i playing class når løfter rundt på de små unger. Men her er jeg sammen med en af de søde, dejlige drenge :D

Hiking ved floden Benue

Vi har i dag været ude og gå ved floden Benue. Det er en kæmpe stor flod, men her i tørretiden er den virkelig bare skrumpet ind til det vi i Danmark ville kalde en stor å. Vi startede ud en tidlig morgenstund, for at vi ikke kom til at gå lige midt i heden. Jimeta, som er den by som Yola er forbundet med, er den varmeste i hele Nigeria!

Først så startede vi med at gå over broen der fører over floden, og sikke en udsigt. Det var så flot. Så kunne man se alle fiskerne der smider deres net ud og kvinderne der står ved bredden og vasker tøj. Men selve naturen var nu også super smuk, med bjergene i baggrunden, helt diset på grund af Hamartanen som ligger over Nigeria i denne tid. Hamartanen er sand fra Saharaørkenen der ligger sig som en stor støvsky over det hele, så det alt sammen virker en smule diset. Det er også den der gør at solen ikke varmer så meget, og at nigerianerne definerer det som den kolde tid. Der er jo kun 35 grader!



Efter broen begyndte vi at gå langs med flodbredden, og endte til sidst med at gå på det som normalt er flodbunden i regntiden, men ikke her i tørketiden, hvor al vand bare er skrumpet ind. Det var virkelig en dejligt tur, og dejligt at få lidt motion. Selvom det var meget varmt!

Da vi kom tilbage tog vi en bid mad fra madpakken, og så havde vores super seje chauffør lige skaffede os en billig tur med en kæmpe kano op af floden. Så der sad vi de næste halvanden time. Det var virkelig en lækker tur og flot tur. Det er nu helt utrolig hvad nigerianere kan få transporteret på diverse transportmidler. Det var så synd for den her fyr, hvis kano var ved at synke, da han havde læsset den for meget, og en for dårlig kano. Flere gange overhalede han os, og så overhalede vi ham senere hvor han står ude og kanoen og øser vand ud med sin sko.

En lille smule hverdag begynder at indfinde sig!

Jeg bor sammen med de 4 andre tøser på skolen REMI, hvor vi har fået nogle hyggelige værelser. Vi skulle have boet 2-2-1. Men nu bor vi 3-2, og så har vi lavet det sidste værelse om til en hyggelig stue. For at gøre det lidt hjemligt så har vi hængt nogle billeder op på væggene (vores souvenirs begynder allerede at hobe sig op) så efterhånden føles det faktisk som hjemme. Vi kan i hvertfald slappe af her, og det er jo det vigtigste. Men det er lidt svært at få noget alene tid, da vi jo som sagt bor på skolen. Så i hverdagene er der børn fra kl. 6 til kl. 17 og de larmer en smule om morgenen. Især når du ikke engang kan gå uden for en dør uden der kommer minimum 5 børn løbende hen mod dig: ”Auntie Auntie” og tager ens hånd.

Det ”værste” hernede er morgenerne. Det starter med at man lige pludselig vågner og rent faktisk fryser, så man ligger lige og kutter sig. Så falder man i søvn igen og vågner et par timer senere af nogle skide KALKUNER!!! De lyde kalkuner udsender er den værste der kan vække én! Virkelig!! Et kvarter senere begynder skolebussen at starte, den er parkeret udenfor for vores værelse. Hernede starter bilerne altså ikke med det samme, så den står lige og brummer i et par minutter mens speederen bliver trykket i bund, for lige at tjekke om den virker. Nå, men så indgår man endelig det kompromis med sig selv, om at finde nogle ørepropper. Så man tvinger benene ud over sengekanten, og prøver at finde det sted hvor jeg kan kommer ud under mit kæmpe blå myggenet (Har ingen anelse om hvorfor det er blåt!) Endelig finder man så de skide ørepropper i, og så går der et kvarter og så ringer vækkeuret.

Nå, men så bøvler man sig igen ud af sit KÆMPE myggenet igen, og prøver at tage noget tøj på. Man lister ud af døren og tænder for gassen, meget diskret, så ingen børn opdager os, og så skal vi ellers ind og lave havregrød. Det er faktisk en af de tinge der smager som hjemme i Danmark. Havregrøden! Mums... Det er vi godt nok blevet glade for. Men kl. 7.45, så begynder vores dag i skolen hvor vi er lidt i playing class (noget lignende vores vuggestue) og special class (de handicappede børn). I næste uge begynder vi også at hjælpe i klasserne som noget ekstra hjælp. Så det bliver spændende at komme i gang med.



Efter vores dag i skolen, som slutter kl. 12, er det blevet frokost tid, og noget af det vi har spist hernede er brød og bananer. Bananerne er virkelig gode! Dem får vi faktisk en del af i løbet af dagen. Men brød hernede er det samme som hvidt toastbrød derhjemme. Der er intet der hedder groft brød hernede. Hvis man vil have noget groft bliver du selv nødt til at bage det og det eneste du kan få fat i, som det grove, er havregryn. Så ingen kerner! Dem kan vi kun finde i de rugbrødsblandinger vi har med hjemmefra.

Efter vores dejlige, dog efterhånden lidt ensformige frokost, så skal vi ud til vores eftermiddags aktiviteter. Eller hvis der endelig er en fri eftermiddag, så ender det med at en af vores nigerianske venner kommer og tager os med til et eller andet. Puha... Det er ret hårdt når det hele foregår i 37 graders varme. Men det er hyggeligt og dejligt at folk tager sig så godt af os!

REMI – ”Child is Gold”

Fra mandag til torsdag arbejder jeg på skolen REMI. Det er en skole for special need children, altså handicappede. Der går dog flest almindelige børn. I alt går der ca. 460 elever på skolen. Skolens motto er ”Child is Gold”. Deres mål bag skolen, da den blev oprettet, var at blande almindelig børn med de handicappede, så folk ikke fik opfattelsen at the special children, bare skulle gemmes væk derhjemme, og være hårde mod. Men derimod, at børn ikke skulle være bange for hinanden, både de almindelige og de handicappede.

Jeg er virkelig blevet taget godt imod her. Skolens daglige leder hedder Patience er vores nabo, nogle af tøserne deler toilet med hende. Hun er så sød, og vi har det så godt med hende. Nyder virkelig at være her, i sær nu når alle de praktiske ting er faldet på plads.

Det der er tænkt med os, er at vi skal hjælpe i playing class og special class hovedsagligt. Og engang imellem hjælpe inde ved de ældre børn, som en ekstra hjælp, til de børn der har det svært med engelsk og matematik.

Playing class er en slags vuggestue/børnehave. Det er ca. 45 små, mega søde børn, i en alder fra 2 – 4 år. Det er hårdt at være derinde en hel dag. For de skriger og skråler, og snottet render om ørerne på dem! Så meget af tiden går med at trøste os pussenusse omkring dem, og det er virkelig også det de har brug for. Men også bare det at lege med dem. Det er de slet ikke vant til at voksne vil gøre med dem.
Hernede går de voksne rundt med en pind i hånden og truer børnene med slag, hvis de græder for højlydt. Det er virkelig hårdt at se hvordan børn bliver behandlet hernede, og hvordan børnene behandler hinanden. De slår hinanden så hårdt hele tiden, og det er umuligt at få dem til at lade vær'. Men jeg prøver ihærdigt!

Special class er for børn med specielle behov eller handicaps. I klassen er der ca. 7 børn. Men derudover er der også handicappede i klasserne med de andre børn, men som de integrerer i klasserne. Der er mange forskellige slags handicappede, nogle er spastiske, andre er døve, andre er stumme eller autister, og nogle ved vi slet ikke hvad de fejler. Men de er så dejlige, og det især ved de her børn, at vi kan mærke de at vi gør en forskel. Vi gider dem nemlig, og leger med dem. Man holder allerede utrolig meget af dem.

Sanukku Everyone :D

Så nu blev det endelig tid til en hilsen her fra det varme Nigeria. Det her været lidt besværligt med at finde tid til et besøg på en internetcafe, men endelig blev der tid. Det er vores første nigerianske ven, Dinke, der har inviteret os på internetcafe. Super sødt af ham!

Vi landede her torsdag morgen, hvor vi ellers bare blev mødt af en chauffør som skulle køre os fra Abuja til Jos, hvor vi skulle overnatte, for så næste dag at smutte videre til Yola. Jeg siger jer! Jeg har aldrig set trafik som hernede. Da vi skulle fra Abuja til Jos ramlede vi lige ind i morgentrafikken. Vi sidder 5 piger og en mand, i en stor bil, godt nok, men som er proppet med bagage, så bagklappen ikke engang kan lukkes. Men i forhold til andre biler er det ingen ting. Vi har super god plads, og bilen er der slet ikke overlæsset, i forhold til hvad nigerianerne synes. Så der vi skulle igennem morgentrafikken kørte vi på en almindelig tosporet vej, eller det ville den være i Dk. Men ikke her! Folk har jo travlt, så de kører ud i rabatten og ned i grøften for så at køre over på den anden side for at kommer længerer frem. Jeg frygtede både for mit liv, og var fascineret på samme tid! ;) På et tidspunkt var vi faktisk 8 biler ved siden af hinanden, hvis man tæller dem på den anden side med.

Den første weekend da vi endelig kom til Yola, var Jakob og Benjamin fra mission Afrika til at tage imod os allesammen. Dejligt at se nogle velkendte (hvide) ansigter ;) De præsenterede os så for Mette og Alex som skal være vores kontaktpersoner hernede. De er virkelig søde og tager sig super godt af os.

Jeg har virkelig oplevet meget i den her lille uge jeg nu har været hernede, så jeg umuligt kan få alt skrevet ned her. Der har været så mange indtryk, så man er fuldstændig udmattet hver dag. Det er virkelig et flot land Nigeria og man kan tydeligt mærke at man er kommet til Afrika. Det er virkelig det rigtige Afrika. Lige uden for vores compound (det er den grund man bor på med en kæmpe mur omkring og vagt ved porten) er der en lille landsby. Her render børnene rundt i laser og bare tæer. Alt er beskidt og støvet, og deres hjem består af små blikskure. Man bliver virkelig ramt dybt i hjertet, og har allerede flere gange haft lyst til at smide mine penge ud til alle de små fattige børn, der løber efter vores bil.

Vi bor på en skole der hedder REMI, som er en skole for børn with special needs. Der er flest almindelige børn, men de går meget op i at de handicappede har godt af at mænge sig med almindelige børn, for derhjemme bliver de bare gemt af vejen. Det er også den her skole vi bor på. Vi har fået 3 værelser til rådighed, et lille køkken og 1½ toilet (da vi deler det ene med den daglige leder af skolen) Det er rigtig hyggeligt, og vi har indrettet os, så nu begynder det ligeså stille at føles som hjemme. Vi bor 3 på det ene værelser og 2 på det andet, og så har vi lavet daglig/spisestue i den anden. Håber jeg kan få lagt nogle billeder af det ind engang.

Jeg havde min første arbejdsdag i dag, og det var virkelig hårdt. Sophie og jeg blev sendt ind i playing class, som er 30 børn ca. på 2-4 år gamle. De er så søde, men de græder rigtig meget, og vi forstår ikke et ord af hvad de siger. Så det er ret hårdt arbejde. Ellers så er planen at vi kommer til at hjælpe de børn i klasserne der har problemer med at stave og regne og det. Så det glæder jeg mig til at komme i gang med.Glæder mig til man ligesom har fået en hverdag op at køre hernede, så det bliver rutine at stå hver aften og blande mælk til havregrynene næste morgen, og at man ikke ligger mærker til firbenene og alle kakkerlakkerne på badeværelset!(Uh.. Vi så faktisk en slange i aften, så klamme dyr af der nok af, men okay, det er jo også Afrika)

Men ja håber at komme oftere ind og opdatere bloggen, nu når jeg har fundet noget net. Håber I har det godt derhjemme, og skriv endelig nogle mails til mig, da det altid er skønt at høre hjemme fra de dejlige mennesker. Så håber I har det godt alle sammen, det har jeg hvertfald! Sai angema ;) (Farvel)

Nye planer!

Ak ja... D. 19. januar blev jeg ringet op af min kordinator fra Africa Intouch med dårlige nyheder. Urolighederne i Nigeria var så voldsomme at vores rejse var blevet udsat.Indtil videre var det "kun" 14 dage.

Så sad jeg der med en virkelig kedelig følelse i kroppen. Hvad i alverden skulle jeg få 14 dage til at gå med, når det hele var købt og pakket? Og ville det hele falde til ro tide, så jeg kunne komme derned? Spøgsmålene væltede frem samtidig med at tårene stille og roligt trillede ned af kinden, kunne det passe at min drøm, der var så tæt på, alligevel var så langtvæk og fjern?

Heldigvis har jeg en dejlig opmuntrende familie :) Det passede nemlig lige med at jeg kunne nå at komme på skiferie med min Fatter, brormand Jes og min fasters familie. Dejligt! Havde også været lidt sur over at jeg ikke ville kunne nå at komme ud på skiene i år. Føler jo en vis forpligtigelse til mine kære ski over at de mindst en gang om året skal luftes. Så det blev de heldigvis også i år på det dejlige Hafjell i Norge.

Mens jeg susede ned af de skønne pister i solskin og med en blå himmel bag mig, modtog jeg en dejlig mail fra Mona (min kordinator). Overskriften var: "Nye planer", hvilket klingede godt i mine ører. Det betød nemlig at min drøm ikke var forsvundet, bare opgraderet en smule.

Så nu sker det virkelig. D. 3 Februar rejser jeg til det østlige Nigeria, hvor jeg skal arbejde på en skole der hedder REMI. Det er en skole med 50 % handicappede børn og 50 % almindelige børn, der er ca. 3-400 elever i det hele. Det er cirka det jeg ved. Informationerne er få, men det gør ikke noget. Der er ikke andet at gøre end at tage det hele som det kommer. Så det gør jeg. Stille og roligt, the african style!