Her forleden aften var Maiken og jeg ude med skraldet. Det er lige godt en ting man både skal i Nigeria og Danmark, ud med skraldet. Dog foregår det på 2 vidt forskellige måder. I Dk er det bare ud i døren og smid posen i skraldespanden... Voila! Det er der nu ikke mange ben i. I Nigeria skal du først ud og af din compound, så lige rundt om hjørnet og ud på den åbne mark, hvor du så finder et hul du kan smide dit skrald i. Derefter begynder det spændende arbejde med at sætte ild til hele møget nemlig, dette kan nogle gange var mere tricky end andre.
Men Maiken og jeg var så ude med skraldet. Det var mørkt, så det eneste lys vi havde, var min pandelampe. Vi får så smidt vores skrald i en bunke og får sat ligeså stille ild til det. Lige pludselig hører jeg en skummel lyd bag mig. Jeg vender mig om, og hvad ser jeg.... En kæmpe, sort ko, med de længste horn! Savlet dryppede fra mundvigen, så sulten var den. I starten kredser den bare lidt rundt om vores skrald, men mens vi står og nyder flammerne er råden frugt og gammel havregrød, går koen minsandten i skraldet. Jeg var flad af grin! Maiken begynder at lave nogle mærkelig lyde til det for at få den til at smutte, og jeg kunne ikke andet end at stå med krydsede ben, for jeg var virkelig tæt på at tisse i bukserne af grin. Det var så morsomt! Maiken stod og svingede med vores skraldespand foran vores bål af gammelt skrald, mens den kæmpe sorte ko, begynder at rode rundt i flammerne efter noget spiseligt. Den finder så en rød plasticpose, og begynder så at gumle på den. På det tidspunkt var det virkelig ved at gå galt for mig, for så er det så at Maiken begynder at råbe den lige op i hovedet: ”DU DØR!!!” utrolig mange gange efter hinanden. Puha... Sikke en grinetur jeg var ude for mig der. Heldigvis lod den posen ligge og gik vores brændene ananas i stedet for, det var vist lidt sundere for den. Men de køer, de kan nu nemt snige sig ind på en!
tirsdag den 20. april 2010
mandag den 19. april 2010
Tantille - landsbyen i bushen
Nu da børnene har fået påskeferie, så skal vi også have fyldt vores hverdage ud med noget. På en måde er det trist at sige farvel til REMI, men på den anden side er det også fedt at have masser af tid til at komme ud og opleve Nigeria.
I den første weekend i april var vi helt ude i bushen og bo, i den smukkeste og dejligste landsby, Tantille. Det tog ca. tre timer at køre derud, på den mest humplede grusvej i mands minde. Men vores super seje Toyata minivan klarede turen i stiv arm. Bortset lige fra et fladt dæk in the middle of no where. Men vores kære chauffør fik ordnet det hele, selvom vi havde lidt problemer med vores dunkraft (eller hvordan det nu staves) da det viste sig at den rent faktisk ikke passede til bilen, så der skulle lige findes en stor sten man kunne ligge under, så den kunne løfte bilen ordentligt. Men vi kom afsted igen, og vi nåede sikkert derud, selvom vi godt nok troede det ville gå galt mange gange. Når man hører lyden af undervognen der skraber voldsomt imod en sten på vejen, så smerter det dybt i ens indre.
Vi nåede ud til bjergene og til den dejlige landsby Tantille. Her skulle vi så bo i 3 dage. Vi havde fået at vide at vi skulle regne med at der var intet, og det var sandelig også rigtigt. Vi blev placeret i den gamle missionærbolig, hvor der ikke havde boet nogen i de sidste 20 år. Det bar huset sandelig også præg af. Der var mug huller over det hele i taget, så nogle steder kunne man kigge direkte op på stjernehimlen fra stuen, uden vindue vel at mærke. Der var ingen strøm, intet mobil signal, intet velfungerende toilet, intet ordentlig myggenet, ingen vand, og intet gaskomfur, eller bålsted for den sags skyld. Så vi kunne intet, og var ret afhængige af andre mennesker. Præstens familie sørgede rigtig godt få os, og præstekonen kom med mad til os 2-3 gange om dagen, og hvis man var sulten ud over det, så var der et dejligt mangotræ i baghaven, og ellers så kan man godt vænne sig til at spise havregryn med vand!
Toilet virkede som sagt ikke, men vi fik at vide da vi ankom, at der ville komme en, som ville vise os et toilet hos nogen nede i byen vi kunne bruge. Men denne person dukkede aldrig op. Bag ved huset lå der de smukkeste bjerge, med nogle kæmpe klippestykker og sten, og det blev så vores toilet i 3 dage. Det var nu altid lidt udfordrende at finde et godt sted, hvor ingen kunne se os. Især om aftenen i mørket, var det lidt spændende. Og det skal lige siges at man bliver ret så forskrækket, når man endelig har fundet et sted og sat sig, og lige ved siden af en kravler der en skorpion forbi i retning mod en. Der skete en masse spændende oplevelser derude.
En af dagene var vi ude på bjergvandring en tidlig, tidlig morgenstund. Fjelde i Norge go home, this was the real thing. Jeg kan godt sige jer at det var hårdt at gå op der. Og det værste ved det hele var næsten at vores guide vandrede rundt langt foran os, I SLIPPERS! Ihh altså, det er så typisk nigerianer. Vores chauffør kendte også bjerget, så han hoppede omkring os som en lille bjergged, det var faktisk lidt irriterende i længden, men dejligt at have ham med. Desværre nåede vi ikke toppen grundet af ømme muskler og dårlige ankler, så da vi vendte snuden nedad igen, mødte vi en vaskeægte bladdame. Hun var ved klatre op af bjerget, med en kæmpe stak brænde på hovedet, en stok i hånden og ikke iklædt andet end blade. Hun var på vej op til landsbyen der lå på toppen, det var jo ikke noget problem for hende. Men det var virkelig en sjov oplevelse af møde en som hende.
Turen i Tantille var virkelig dejlig. Livet ude i bushen er skøn og afslappende, men det var nu også dejligt at komme hjem til strøm og mobilsignal. Folkene var så flinke og naturen vidunderlig, så Tantille vil helt sikkert altid have en særlig plads, efter sådan en dejlig tur.
I den første weekend i april var vi helt ude i bushen og bo, i den smukkeste og dejligste landsby, Tantille. Det tog ca. tre timer at køre derud, på den mest humplede grusvej i mands minde. Men vores super seje Toyata minivan klarede turen i stiv arm. Bortset lige fra et fladt dæk in the middle of no where. Men vores kære chauffør fik ordnet det hele, selvom vi havde lidt problemer med vores dunkraft (eller hvordan det nu staves) da det viste sig at den rent faktisk ikke passede til bilen, så der skulle lige findes en stor sten man kunne ligge under, så den kunne løfte bilen ordentligt. Men vi kom afsted igen, og vi nåede sikkert derud, selvom vi godt nok troede det ville gå galt mange gange. Når man hører lyden af undervognen der skraber voldsomt imod en sten på vejen, så smerter det dybt i ens indre.
Vi nåede ud til bjergene og til den dejlige landsby Tantille. Her skulle vi så bo i 3 dage. Vi havde fået at vide at vi skulle regne med at der var intet, og det var sandelig også rigtigt. Vi blev placeret i den gamle missionærbolig, hvor der ikke havde boet nogen i de sidste 20 år. Det bar huset sandelig også præg af. Der var mug huller over det hele i taget, så nogle steder kunne man kigge direkte op på stjernehimlen fra stuen, uden vindue vel at mærke. Der var ingen strøm, intet mobil signal, intet velfungerende toilet, intet ordentlig myggenet, ingen vand, og intet gaskomfur, eller bålsted for den sags skyld. Så vi kunne intet, og var ret afhængige af andre mennesker. Præstens familie sørgede rigtig godt få os, og præstekonen kom med mad til os 2-3 gange om dagen, og hvis man var sulten ud over det, så var der et dejligt mangotræ i baghaven, og ellers så kan man godt vænne sig til at spise havregryn med vand!
Toilet virkede som sagt ikke, men vi fik at vide da vi ankom, at der ville komme en, som ville vise os et toilet hos nogen nede i byen vi kunne bruge. Men denne person dukkede aldrig op. Bag ved huset lå der de smukkeste bjerge, med nogle kæmpe klippestykker og sten, og det blev så vores toilet i 3 dage. Det var nu altid lidt udfordrende at finde et godt sted, hvor ingen kunne se os. Især om aftenen i mørket, var det lidt spændende. Og det skal lige siges at man bliver ret så forskrækket, når man endelig har fundet et sted og sat sig, og lige ved siden af en kravler der en skorpion forbi i retning mod en. Der skete en masse spændende oplevelser derude.
En af dagene var vi ude på bjergvandring en tidlig, tidlig morgenstund. Fjelde i Norge go home, this was the real thing. Jeg kan godt sige jer at det var hårdt at gå op der. Og det værste ved det hele var næsten at vores guide vandrede rundt langt foran os, I SLIPPERS! Ihh altså, det er så typisk nigerianer. Vores chauffør kendte også bjerget, så han hoppede omkring os som en lille bjergged, det var faktisk lidt irriterende i længden, men dejligt at have ham med. Desværre nåede vi ikke toppen grundet af ømme muskler og dårlige ankler, så da vi vendte snuden nedad igen, mødte vi en vaskeægte bladdame. Hun var ved klatre op af bjerget, med en kæmpe stak brænde på hovedet, en stok i hånden og ikke iklædt andet end blade. Hun var på vej op til landsbyen der lå på toppen, det var jo ikke noget problem for hende. Men det var virkelig en sjov oplevelse af møde en som hende.
Turen i Tantille var virkelig dejlig. Livet ude i bushen er skøn og afslappende, men det var nu også dejligt at komme hjem til strøm og mobilsignal. Folkene var så flinke og naturen vidunderlig, så Tantille vil helt sikkert altid have en særlig plads, efter sådan en dejlig tur.
torsdag den 15. april 2010
Farvel til børnene på Remi...
Nu er det vist også ved at være tid til endnu et blog indlæg. Tiden går så stærkt, og internetturene bliver færre. Men nu vil jeg prøve at råde bod!
Vi er blevet færdige med at arbejde på REMI, da børnene her i slutningen af marts gik på påskeferie. Det er sådan en underlig følelse, for det var trods alt vores hovedopgave arbejdet på REMI. Vi bor her stadig, men der er ikke helt den samme følelse over det mere. Vi vågner ikke mere op til skolebussens larmede måde at starte op på, der er ikke flere nursery børn der samles ude foran vores dør og synger morgensang kl. 7.45. Og det er værste af det hele er, at der er ikke flere børn vi skal lege med fra 8 – 12. Og jeg savner dem!
Det hele havde været lidt mærkeligt op til det afslutningen, for vi vidste ikke helt den dag der var den sidste. Skolens leder sagde at det kom an på deres eksaminer, men lige præcis de børn vi har haft noget at gøre med, altså de handicappede og de helt små, har jo ikke nogen eksaminer, så vi kunne ikke rigtig få svar på hvornår de var færdige. Det er så også endt med at det hele er endt på en mærkelig måde med at det ikke er alle vi har fået sagt farvel til, og det gør lidt ondt i hjertet.
To af de drenge fra special class, som vi har haft mest at gøre med, var der heldigvis. Men det var ikke en sjov oplevelse at forklare til en spastisk lammet dreng, som vi har hygget og leget med i 2 måneder at vi ikke kom til at se ham igen, og der blev også fældet en del tårer. Både fra os volontører, men også fra Patini og deres lærer. Vi har alle været så glade for at være der, at det gjorde virkelig ondt at sige farvel.
De små børn fra playing class var det ikke ligeså hårdt at sige farvel til, for de kommer ikke til at mangle os på helt samme måde som dem fra special class. Men det var stadig ikke sjovt at vide at man havde vinket farvel for sidste gang til de dejlige unger. Men heldigvis er der nogle små episoder som altid vil stå en nær. Fx en af de sidste dage Playing class var der, var Ibrahim ked af det. Han stod bare op af muren med hovedet skjult i sine hænder. Jeg gik så hen til ham og prøvede at trøste ham, det virkede også og jeg fik ham med hen til et sted hvor vi kunne sidde og slappe af. Det endte med at Ibrahim sad ovenpå mig og snorksov, på den sødeste måde. Så jeg kunne bare sidde og observere alle de dejlige børn der legede rundt omkring. Det var en dejlig fornemmelse bare at sidde der med en sød lille dreng på skødet, som sov trygt i ens arme, mens man inde i hovedet, sugede alt, det der skete rundt omkring en, ind, Et minde der altid vil ligge en på sinde!
Jeg savner nu dem alle sammen... Denne her oplevelse er ikke noget der lige vil gå glemt!
Vi er blevet færdige med at arbejde på REMI, da børnene her i slutningen af marts gik på påskeferie. Det er sådan en underlig følelse, for det var trods alt vores hovedopgave arbejdet på REMI. Vi bor her stadig, men der er ikke helt den samme følelse over det mere. Vi vågner ikke mere op til skolebussens larmede måde at starte op på, der er ikke flere nursery børn der samles ude foran vores dør og synger morgensang kl. 7.45. Og det er værste af det hele er, at der er ikke flere børn vi skal lege med fra 8 – 12. Og jeg savner dem!
Det hele havde været lidt mærkeligt op til det afslutningen, for vi vidste ikke helt den dag der var den sidste. Skolens leder sagde at det kom an på deres eksaminer, men lige præcis de børn vi har haft noget at gøre med, altså de handicappede og de helt små, har jo ikke nogen eksaminer, så vi kunne ikke rigtig få svar på hvornår de var færdige. Det er så også endt med at det hele er endt på en mærkelig måde med at det ikke er alle vi har fået sagt farvel til, og det gør lidt ondt i hjertet.
To af de drenge fra special class, som vi har haft mest at gøre med, var der heldigvis. Men det var ikke en sjov oplevelse at forklare til en spastisk lammet dreng, som vi har hygget og leget med i 2 måneder at vi ikke kom til at se ham igen, og der blev også fældet en del tårer. Både fra os volontører, men også fra Patini og deres lærer. Vi har alle været så glade for at være der, at det gjorde virkelig ondt at sige farvel.
De små børn fra playing class var det ikke ligeså hårdt at sige farvel til, for de kommer ikke til at mangle os på helt samme måde som dem fra special class. Men det var stadig ikke sjovt at vide at man havde vinket farvel for sidste gang til de dejlige unger. Men heldigvis er der nogle små episoder som altid vil stå en nær. Fx en af de sidste dage Playing class var der, var Ibrahim ked af det. Han stod bare op af muren med hovedet skjult i sine hænder. Jeg gik så hen til ham og prøvede at trøste ham, det virkede også og jeg fik ham med hen til et sted hvor vi kunne sidde og slappe af. Det endte med at Ibrahim sad ovenpå mig og snorksov, på den sødeste måde. Så jeg kunne bare sidde og observere alle de dejlige børn der legede rundt omkring. Det var en dejlig fornemmelse bare at sidde der med en sød lille dreng på skødet, som sov trygt i ens arme, mens man inde i hovedet, sugede alt, det der skete rundt omkring en, ind, Et minde der altid vil ligge en på sinde!
Jeg savner nu dem alle sammen... Denne her oplevelse er ikke noget der lige vil gå glemt!
Abonner på:
Opslag (Atom)
