Her forleden aften var Maiken og jeg ude med skraldet. Det er lige godt en ting man både skal i Nigeria og Danmark, ud med skraldet. Dog foregår det på 2 vidt forskellige måder. I Dk er det bare ud i døren og smid posen i skraldespanden... Voila! Det er der nu ikke mange ben i. I Nigeria skal du først ud og af din compound, så lige rundt om hjørnet og ud på den åbne mark, hvor du så finder et hul du kan smide dit skrald i. Derefter begynder det spændende arbejde med at sætte ild til hele møget nemlig, dette kan nogle gange var mere tricky end andre.
Men Maiken og jeg var så ude med skraldet. Det var mørkt, så det eneste lys vi havde, var min pandelampe. Vi får så smidt vores skrald i en bunke og får sat ligeså stille ild til det. Lige pludselig hører jeg en skummel lyd bag mig. Jeg vender mig om, og hvad ser jeg.... En kæmpe, sort ko, med de længste horn! Savlet dryppede fra mundvigen, så sulten var den. I starten kredser den bare lidt rundt om vores skrald, men mens vi står og nyder flammerne er råden frugt og gammel havregrød, går koen minsandten i skraldet. Jeg var flad af grin! Maiken begynder at lave nogle mærkelig lyde til det for at få den til at smutte, og jeg kunne ikke andet end at stå med krydsede ben, for jeg var virkelig tæt på at tisse i bukserne af grin. Det var så morsomt! Maiken stod og svingede med vores skraldespand foran vores bål af gammelt skrald, mens den kæmpe sorte ko, begynder at rode rundt i flammerne efter noget spiseligt. Den finder så en rød plasticpose, og begynder så at gumle på den. På det tidspunkt var det virkelig ved at gå galt for mig, for så er det så at Maiken begynder at råbe den lige op i hovedet: ”DU DØR!!!” utrolig mange gange efter hinanden. Puha... Sikke en grinetur jeg var ude for mig der. Heldigvis lod den posen ligge og gik vores brændene ananas i stedet for, det var vist lidt sundere for den. Men de køer, de kan nu nemt snige sig ind på en!
tirsdag den 20. april 2010
mandag den 19. april 2010
Tantille - landsbyen i bushen
Nu da børnene har fået påskeferie, så skal vi også have fyldt vores hverdage ud med noget. På en måde er det trist at sige farvel til REMI, men på den anden side er det også fedt at have masser af tid til at komme ud og opleve Nigeria.
I den første weekend i april var vi helt ude i bushen og bo, i den smukkeste og dejligste landsby, Tantille. Det tog ca. tre timer at køre derud, på den mest humplede grusvej i mands minde. Men vores super seje Toyata minivan klarede turen i stiv arm. Bortset lige fra et fladt dæk in the middle of no where. Men vores kære chauffør fik ordnet det hele, selvom vi havde lidt problemer med vores dunkraft (eller hvordan det nu staves) da det viste sig at den rent faktisk ikke passede til bilen, så der skulle lige findes en stor sten man kunne ligge under, så den kunne løfte bilen ordentligt. Men vi kom afsted igen, og vi nåede sikkert derud, selvom vi godt nok troede det ville gå galt mange gange. Når man hører lyden af undervognen der skraber voldsomt imod en sten på vejen, så smerter det dybt i ens indre.
Vi nåede ud til bjergene og til den dejlige landsby Tantille. Her skulle vi så bo i 3 dage. Vi havde fået at vide at vi skulle regne med at der var intet, og det var sandelig også rigtigt. Vi blev placeret i den gamle missionærbolig, hvor der ikke havde boet nogen i de sidste 20 år. Det bar huset sandelig også præg af. Der var mug huller over det hele i taget, så nogle steder kunne man kigge direkte op på stjernehimlen fra stuen, uden vindue vel at mærke. Der var ingen strøm, intet mobil signal, intet velfungerende toilet, intet ordentlig myggenet, ingen vand, og intet gaskomfur, eller bålsted for den sags skyld. Så vi kunne intet, og var ret afhængige af andre mennesker. Præstens familie sørgede rigtig godt få os, og præstekonen kom med mad til os 2-3 gange om dagen, og hvis man var sulten ud over det, så var der et dejligt mangotræ i baghaven, og ellers så kan man godt vænne sig til at spise havregryn med vand!
Toilet virkede som sagt ikke, men vi fik at vide da vi ankom, at der ville komme en, som ville vise os et toilet hos nogen nede i byen vi kunne bruge. Men denne person dukkede aldrig op. Bag ved huset lå der de smukkeste bjerge, med nogle kæmpe klippestykker og sten, og det blev så vores toilet i 3 dage. Det var nu altid lidt udfordrende at finde et godt sted, hvor ingen kunne se os. Især om aftenen i mørket, var det lidt spændende. Og det skal lige siges at man bliver ret så forskrækket, når man endelig har fundet et sted og sat sig, og lige ved siden af en kravler der en skorpion forbi i retning mod en. Der skete en masse spændende oplevelser derude.
En af dagene var vi ude på bjergvandring en tidlig, tidlig morgenstund. Fjelde i Norge go home, this was the real thing. Jeg kan godt sige jer at det var hårdt at gå op der. Og det værste ved det hele var næsten at vores guide vandrede rundt langt foran os, I SLIPPERS! Ihh altså, det er så typisk nigerianer. Vores chauffør kendte også bjerget, så han hoppede omkring os som en lille bjergged, det var faktisk lidt irriterende i længden, men dejligt at have ham med. Desværre nåede vi ikke toppen grundet af ømme muskler og dårlige ankler, så da vi vendte snuden nedad igen, mødte vi en vaskeægte bladdame. Hun var ved klatre op af bjerget, med en kæmpe stak brænde på hovedet, en stok i hånden og ikke iklædt andet end blade. Hun var på vej op til landsbyen der lå på toppen, det var jo ikke noget problem for hende. Men det var virkelig en sjov oplevelse af møde en som hende.
Turen i Tantille var virkelig dejlig. Livet ude i bushen er skøn og afslappende, men det var nu også dejligt at komme hjem til strøm og mobilsignal. Folkene var så flinke og naturen vidunderlig, så Tantille vil helt sikkert altid have en særlig plads, efter sådan en dejlig tur.
I den første weekend i april var vi helt ude i bushen og bo, i den smukkeste og dejligste landsby, Tantille. Det tog ca. tre timer at køre derud, på den mest humplede grusvej i mands minde. Men vores super seje Toyata minivan klarede turen i stiv arm. Bortset lige fra et fladt dæk in the middle of no where. Men vores kære chauffør fik ordnet det hele, selvom vi havde lidt problemer med vores dunkraft (eller hvordan det nu staves) da det viste sig at den rent faktisk ikke passede til bilen, så der skulle lige findes en stor sten man kunne ligge under, så den kunne løfte bilen ordentligt. Men vi kom afsted igen, og vi nåede sikkert derud, selvom vi godt nok troede det ville gå galt mange gange. Når man hører lyden af undervognen der skraber voldsomt imod en sten på vejen, så smerter det dybt i ens indre.
Vi nåede ud til bjergene og til den dejlige landsby Tantille. Her skulle vi så bo i 3 dage. Vi havde fået at vide at vi skulle regne med at der var intet, og det var sandelig også rigtigt. Vi blev placeret i den gamle missionærbolig, hvor der ikke havde boet nogen i de sidste 20 år. Det bar huset sandelig også præg af. Der var mug huller over det hele i taget, så nogle steder kunne man kigge direkte op på stjernehimlen fra stuen, uden vindue vel at mærke. Der var ingen strøm, intet mobil signal, intet velfungerende toilet, intet ordentlig myggenet, ingen vand, og intet gaskomfur, eller bålsted for den sags skyld. Så vi kunne intet, og var ret afhængige af andre mennesker. Præstens familie sørgede rigtig godt få os, og præstekonen kom med mad til os 2-3 gange om dagen, og hvis man var sulten ud over det, så var der et dejligt mangotræ i baghaven, og ellers så kan man godt vænne sig til at spise havregryn med vand!
Toilet virkede som sagt ikke, men vi fik at vide da vi ankom, at der ville komme en, som ville vise os et toilet hos nogen nede i byen vi kunne bruge. Men denne person dukkede aldrig op. Bag ved huset lå der de smukkeste bjerge, med nogle kæmpe klippestykker og sten, og det blev så vores toilet i 3 dage. Det var nu altid lidt udfordrende at finde et godt sted, hvor ingen kunne se os. Især om aftenen i mørket, var det lidt spændende. Og det skal lige siges at man bliver ret så forskrækket, når man endelig har fundet et sted og sat sig, og lige ved siden af en kravler der en skorpion forbi i retning mod en. Der skete en masse spændende oplevelser derude.
En af dagene var vi ude på bjergvandring en tidlig, tidlig morgenstund. Fjelde i Norge go home, this was the real thing. Jeg kan godt sige jer at det var hårdt at gå op der. Og det værste ved det hele var næsten at vores guide vandrede rundt langt foran os, I SLIPPERS! Ihh altså, det er så typisk nigerianer. Vores chauffør kendte også bjerget, så han hoppede omkring os som en lille bjergged, det var faktisk lidt irriterende i længden, men dejligt at have ham med. Desværre nåede vi ikke toppen grundet af ømme muskler og dårlige ankler, så da vi vendte snuden nedad igen, mødte vi en vaskeægte bladdame. Hun var ved klatre op af bjerget, med en kæmpe stak brænde på hovedet, en stok i hånden og ikke iklædt andet end blade. Hun var på vej op til landsbyen der lå på toppen, det var jo ikke noget problem for hende. Men det var virkelig en sjov oplevelse af møde en som hende.
Turen i Tantille var virkelig dejlig. Livet ude i bushen er skøn og afslappende, men det var nu også dejligt at komme hjem til strøm og mobilsignal. Folkene var så flinke og naturen vidunderlig, så Tantille vil helt sikkert altid have en særlig plads, efter sådan en dejlig tur.
torsdag den 15. april 2010
Farvel til børnene på Remi...
Nu er det vist også ved at være tid til endnu et blog indlæg. Tiden går så stærkt, og internetturene bliver færre. Men nu vil jeg prøve at råde bod!
Vi er blevet færdige med at arbejde på REMI, da børnene her i slutningen af marts gik på påskeferie. Det er sådan en underlig følelse, for det var trods alt vores hovedopgave arbejdet på REMI. Vi bor her stadig, men der er ikke helt den samme følelse over det mere. Vi vågner ikke mere op til skolebussens larmede måde at starte op på, der er ikke flere nursery børn der samles ude foran vores dør og synger morgensang kl. 7.45. Og det er værste af det hele er, at der er ikke flere børn vi skal lege med fra 8 – 12. Og jeg savner dem!
Det hele havde været lidt mærkeligt op til det afslutningen, for vi vidste ikke helt den dag der var den sidste. Skolens leder sagde at det kom an på deres eksaminer, men lige præcis de børn vi har haft noget at gøre med, altså de handicappede og de helt små, har jo ikke nogen eksaminer, så vi kunne ikke rigtig få svar på hvornår de var færdige. Det er så også endt med at det hele er endt på en mærkelig måde med at det ikke er alle vi har fået sagt farvel til, og det gør lidt ondt i hjertet.
To af de drenge fra special class, som vi har haft mest at gøre med, var der heldigvis. Men det var ikke en sjov oplevelse at forklare til en spastisk lammet dreng, som vi har hygget og leget med i 2 måneder at vi ikke kom til at se ham igen, og der blev også fældet en del tårer. Både fra os volontører, men også fra Patini og deres lærer. Vi har alle været så glade for at være der, at det gjorde virkelig ondt at sige farvel.
De små børn fra playing class var det ikke ligeså hårdt at sige farvel til, for de kommer ikke til at mangle os på helt samme måde som dem fra special class. Men det var stadig ikke sjovt at vide at man havde vinket farvel for sidste gang til de dejlige unger. Men heldigvis er der nogle små episoder som altid vil stå en nær. Fx en af de sidste dage Playing class var der, var Ibrahim ked af det. Han stod bare op af muren med hovedet skjult i sine hænder. Jeg gik så hen til ham og prøvede at trøste ham, det virkede også og jeg fik ham med hen til et sted hvor vi kunne sidde og slappe af. Det endte med at Ibrahim sad ovenpå mig og snorksov, på den sødeste måde. Så jeg kunne bare sidde og observere alle de dejlige børn der legede rundt omkring. Det var en dejlig fornemmelse bare at sidde der med en sød lille dreng på skødet, som sov trygt i ens arme, mens man inde i hovedet, sugede alt, det der skete rundt omkring en, ind, Et minde der altid vil ligge en på sinde!
Jeg savner nu dem alle sammen... Denne her oplevelse er ikke noget der lige vil gå glemt!
Vi er blevet færdige med at arbejde på REMI, da børnene her i slutningen af marts gik på påskeferie. Det er sådan en underlig følelse, for det var trods alt vores hovedopgave arbejdet på REMI. Vi bor her stadig, men der er ikke helt den samme følelse over det mere. Vi vågner ikke mere op til skolebussens larmede måde at starte op på, der er ikke flere nursery børn der samles ude foran vores dør og synger morgensang kl. 7.45. Og det er værste af det hele er, at der er ikke flere børn vi skal lege med fra 8 – 12. Og jeg savner dem!
Det hele havde været lidt mærkeligt op til det afslutningen, for vi vidste ikke helt den dag der var den sidste. Skolens leder sagde at det kom an på deres eksaminer, men lige præcis de børn vi har haft noget at gøre med, altså de handicappede og de helt små, har jo ikke nogen eksaminer, så vi kunne ikke rigtig få svar på hvornår de var færdige. Det er så også endt med at det hele er endt på en mærkelig måde med at det ikke er alle vi har fået sagt farvel til, og det gør lidt ondt i hjertet.
To af de drenge fra special class, som vi har haft mest at gøre med, var der heldigvis. Men det var ikke en sjov oplevelse at forklare til en spastisk lammet dreng, som vi har hygget og leget med i 2 måneder at vi ikke kom til at se ham igen, og der blev også fældet en del tårer. Både fra os volontører, men også fra Patini og deres lærer. Vi har alle været så glade for at være der, at det gjorde virkelig ondt at sige farvel.
De små børn fra playing class var det ikke ligeså hårdt at sige farvel til, for de kommer ikke til at mangle os på helt samme måde som dem fra special class. Men det var stadig ikke sjovt at vide at man havde vinket farvel for sidste gang til de dejlige unger. Men heldigvis er der nogle små episoder som altid vil stå en nær. Fx en af de sidste dage Playing class var der, var Ibrahim ked af det. Han stod bare op af muren med hovedet skjult i sine hænder. Jeg gik så hen til ham og prøvede at trøste ham, det virkede også og jeg fik ham med hen til et sted hvor vi kunne sidde og slappe af. Det endte med at Ibrahim sad ovenpå mig og snorksov, på den sødeste måde. Så jeg kunne bare sidde og observere alle de dejlige børn der legede rundt omkring. Det var en dejlig fornemmelse bare at sidde der med en sød lille dreng på skødet, som sov trygt i ens arme, mens man inde i hovedet, sugede alt, det der skete rundt omkring en, ind, Et minde der altid vil ligge en på sinde!
Jeg savner nu dem alle sammen... Denne her oplevelse er ikke noget der lige vil gå glemt!
tirsdag den 23. marts 2010
slangejagt ved aftensmaden !
En dag havde vi endelig fået taget os tid til at spise sådan forholdsvis tidligt. (Hernede ender klokken ofte med at blive mange når man spiser, da det tager tid at lave mad, fx skal grønsagerne desinficeres i et kvarter først) Vi sad faktisk og nød en rigtig dejlig middag, og dem er vi faktisk gode til at lave!
Snakken går og vi hygger. Vores nabo går forbi med en af hendes veninder. Pludselig skriger de voldsomt, og lige foran os kryber der så en halvanden meter lang slange forbi os. Vi skriger alle voldsomt, og hoppe op på verandaen. Patience (vores nabo) får så kaldt en af de fyre der også bor på vores compund, og så begyndte der ellers en slangejagt med lygter. De kunne ikke finde den, og den tanke var vi ikke så glad for, da det er lidt skræmmende at vide der er slange omkring ens hjem.
Noget tid efter hører vi en masse mænd råbe. Vi løber ud og ser hvad der sker. Så løber alle mændene rundt og brækker små træer i stykker for at få fat i en kæp, for nu har de fundet slangen. Det viser sig så at slangen ligger på en gammel bil der står lige ved siden af os, lige ved vinduesviskerne. Tanta (en af mændene) tager en pind og smadrer ellers bare til, så ruden flækker. Han fik den ikke helt, for lidt efter gik hans fætter ellers amok nede ved et af hjulene.
Til sidst endte det med at de fik den, og nøj hvor de glade. De opførte sig alle som små drenge der lige havde fanget et lille dyr eller sådan noget. De synes også lige at vi skulle ud og se hvordan den ser ud, sådan en slange. Så jeg var helt tæt på, og føj! Det var lidt ulækkert. Det viste sig så at slangen ledte efter et sted hvor den kunne lægge sine æg. De havde smadret slangen så meget at æggene bare hang ud. AD!
Men her er lige et billede af de glade mænd og den maste slange.
Snakken går og vi hygger. Vores nabo går forbi med en af hendes veninder. Pludselig skriger de voldsomt, og lige foran os kryber der så en halvanden meter lang slange forbi os. Vi skriger alle voldsomt, og hoppe op på verandaen. Patience (vores nabo) får så kaldt en af de fyre der også bor på vores compund, og så begyndte der ellers en slangejagt med lygter. De kunne ikke finde den, og den tanke var vi ikke så glad for, da det er lidt skræmmende at vide der er slange omkring ens hjem.
Noget tid efter hører vi en masse mænd råbe. Vi løber ud og ser hvad der sker. Så løber alle mændene rundt og brækker små træer i stykker for at få fat i en kæp, for nu har de fundet slangen. Det viser sig så at slangen ligger på en gammel bil der står lige ved siden af os, lige ved vinduesviskerne. Tanta (en af mændene) tager en pind og smadrer ellers bare til, så ruden flækker. Han fik den ikke helt, for lidt efter gik hans fætter ellers amok nede ved et af hjulene.
Til sidst endte det med at de fik den, og nøj hvor de glade. De opførte sig alle som små drenge der lige havde fanget et lille dyr eller sådan noget. De synes også lige at vi skulle ud og se hvordan den ser ud, sådan en slange. Så jeg var helt tæt på, og føj! Det var lidt ulækkert. Det viste sig så at slangen ledte efter et sted hvor den kunne lægge sine æg. De havde smadret slangen så meget at æggene bare hang ud. AD!
Men her er lige et billede af de glade mænd og den maste slange.
tirsdag den 16. marts 2010
Three Sisters Rock
Sidste lørdag var det tid til endnu en tur ud i naturen, og se noget af den smukke natur der er her i Nigeria. Godt nok er jeg her på den tid af året, hvor alt er tørt og næsten intet er grønt. Men vi tog Alex og Mette og vores kære chauffør med ud til nogle bjerge, der hedder Three sisters rock en meget tidlig morgen. For i den her varme, så skal man helst gøre det hele så tidligt som muligt, så ikke bliver brændt af solen.
Det tog ca. to timer at køre ud til bjergene. Men efter vi havde kørt de første 10 km, begynder det lige pludselig at ryge op fra vores motor. ”Åh åhh...” Tænkte vi alle sammen, og håbede inderligt på at vi stadig kunne komme afsted. Troede den var helt gal med vores bil. Som vi efterhånden bruger ret mange penge på at reparere en ny ting hver uge. Men det viser sig så at Donge (chaufføren) havde hældt vand på om morgenen, og så havde han glemt at sætte låget på igen. Så motoren skulle bare lige køles lidt af og så lige noget nyt vand på, og så var vi ellers på vejen igen. Der var virkelig også mange der gloede på os. Det er ikke ofte de ser 7 Baturi'er stående i vejkanten på en stor vej. Men ja, det er man jo efterhånden vant til at de gør.
Da vi endelig kom ud til bjerne ville Donge have os så tæt på som overhovedet muligt. Det skal jo lige siges at vores chauffør er nigerianer, og nigerianere kan finde vej hvor vi andre for længst ville have vendt om. Men han får os hen til foden af søstrene, men så bumper vi også over noget der lignede folks marker og ned i kæmpe hul som vi aldrig troede vi kom op af. Men vores bil kan alt! Motor mi cjow = God bil...
Så begyndte vi ellers opstigningen, og hvor var det dog skønt at bevæge sig ordenligt. Og til vores store glæde kom der mere vind jo højere vi kom op. Det var fedt at klatre rundt på de store sten, og der var også noget udfordring. Jubii... Elsker når der er noget action!
Jeg ville helst have haft vi besteg storesøsteren, men den var lidt større end jeg lige havde regnet med. Så det blev kun til lillesøsteren, men jeg skulle til toppen, det var hvertfald en ting der var sikkert. Det blev kun Maiken og jeg der kravlede til toppen. Det sidste stykke var ren klippevæg, så man skulle bare stole på at ens sandaler ville stå ordentlig fast. Men det var sjovt, og sikke en udsigt der var fra toppen ud over savannen. Det er nu et dejligt land Nigeria. Her er lige et dejligt naturbillede fra toppen, dejlige udsigt ud over savannen.
Det tog ca. to timer at køre ud til bjergene. Men efter vi havde kørt de første 10 km, begynder det lige pludselig at ryge op fra vores motor. ”Åh åhh...” Tænkte vi alle sammen, og håbede inderligt på at vi stadig kunne komme afsted. Troede den var helt gal med vores bil. Som vi efterhånden bruger ret mange penge på at reparere en ny ting hver uge. Men det viser sig så at Donge (chaufføren) havde hældt vand på om morgenen, og så havde han glemt at sætte låget på igen. Så motoren skulle bare lige køles lidt af og så lige noget nyt vand på, og så var vi ellers på vejen igen. Der var virkelig også mange der gloede på os. Det er ikke ofte de ser 7 Baturi'er stående i vejkanten på en stor vej. Men ja, det er man jo efterhånden vant til at de gør.
Da vi endelig kom ud til bjerne ville Donge have os så tæt på som overhovedet muligt. Det skal jo lige siges at vores chauffør er nigerianer, og nigerianere kan finde vej hvor vi andre for længst ville have vendt om. Men han får os hen til foden af søstrene, men så bumper vi også over noget der lignede folks marker og ned i kæmpe hul som vi aldrig troede vi kom op af. Men vores bil kan alt! Motor mi cjow = God bil...
Så begyndte vi ellers opstigningen, og hvor var det dog skønt at bevæge sig ordenligt. Og til vores store glæde kom der mere vind jo højere vi kom op. Det var fedt at klatre rundt på de store sten, og der var også noget udfordring. Jubii... Elsker når der er noget action!
Jeg ville helst have haft vi besteg storesøsteren, men den var lidt større end jeg lige havde regnet med. Så det blev kun til lillesøsteren, men jeg skulle til toppen, det var hvertfald en ting der var sikkert. Det blev kun Maiken og jeg der kravlede til toppen. Det sidste stykke var ren klippevæg, så man skulle bare stole på at ens sandaler ville stå ordentlig fast. Men det var sjovt, og sikke en udsigt der var fra toppen ud over savannen. Det er nu et dejligt land Nigeria. Her er lige et dejligt naturbillede fra toppen, dejlige udsigt ud over savannen.
Top 8: ”Wauw... Hvor går tingene dog hurtigt i Danmark i forhold til Nigeria”
1)Internet
Tålmodighed er en dyd her i Nigeria. Så når man skal på nettet, gælder det om at have en masse vand med, en vifte og helst noget tøj meget løst og ikke så varmt tøj. For når det er 40 grader udenfor, så er det ret varmt i lille rum med omkring 7 computere der kører samtidigt!
2) Opvask
Her skal du koge vandet i et kvarter for at få bakterierne væk, derefter bliver du nødt til at vente på at vandet bliver koldt nok til at du kan holde ud at have nallerne i det.
3) Tøjvask
Her skal du for det første altid sikre dig at der er vand nok til at vaske tøj, og så smider du det hele ned i en stor balje med en masse vand og sæbe. Derefter går du så ellers bage i gang med at skrubbe og skrubbe med hænderne. Jeg har efterhånden fået vabler på mine fingre pga det. Det tager cirka en dag, hvor du er i gang hele tiden. Men så har du også fået ordnet det meste.
4) Drikke vand
Vi har et filtersystem. Så der står en stor sort tønde på vores bord, der ligger der et filter i, hvor der så går et rør ned i en anden tønde på gulvet. Det tager altså et stykke tid med det filtervand, så man skal hele tiden sikre sig at filterne er rene og der er vand i tønden, for filtrene må ikke løbe tør.
5) Skylle ud i toilettet!
Foregår på den gode gamle måde med en øse og så noget vand. Og så må man ellers blive ved til det er væk. Hvis toilettet er ved at stoppe, så er det meget vigtigt at man får det hele væk. Vi har en gang nu haft et stoppet toilet, og det var godt nok ulækkert. Men med en svupper, så går det hele nok. Men sikke nogle jubelskrig der kom, da vi endelig fik det hele skyllet ud... Halleluja!
6) Vaske hænder
Denne simpel ting er man nødt til at være to til, da der ikke er vand i vandhanerne. Så når man trænger til det er man nødt til at høre om der er nogen der gider at være ens vandhane.
7) Handle ind
Det kræver altid noget planlægning. Da man først skal have fat i vores chauffør. For det andet så skal man ofte flere forskellige steder hen, for der er ikke et sted hvor man kan få det hele. Så når man skal handle ind, så tager det minimum én time, men så skal du heller ikke have særlig meget. For man skal også huske på at man lige skal give sig tid til at få pruttet om priserne.
8) Tempoet generelt
Tempoet hernede er virkelig anderledes end derhjemme. Alt går meget langsommere end vi vant til (undtagen når der skal køres bil, det er lige det omvendte!) En af vores venner spurgte mig en gang hvordan det kunne være vi altid gik så hurtigt. Og på det tidspunkt gik jeg ikke stærkt... Overhovedet! Tænkte også at det var godt han ikke skulle ud og gå en tur med min mor. Så ville han da blive chokeret!
Tålmodighed er en dyd her i Nigeria. Så når man skal på nettet, gælder det om at have en masse vand med, en vifte og helst noget tøj meget løst og ikke så varmt tøj. For når det er 40 grader udenfor, så er det ret varmt i lille rum med omkring 7 computere der kører samtidigt!
2) Opvask
Her skal du koge vandet i et kvarter for at få bakterierne væk, derefter bliver du nødt til at vente på at vandet bliver koldt nok til at du kan holde ud at have nallerne i det.
3) Tøjvask
Her skal du for det første altid sikre dig at der er vand nok til at vaske tøj, og så smider du det hele ned i en stor balje med en masse vand og sæbe. Derefter går du så ellers bage i gang med at skrubbe og skrubbe med hænderne. Jeg har efterhånden fået vabler på mine fingre pga det. Det tager cirka en dag, hvor du er i gang hele tiden. Men så har du også fået ordnet det meste.
4) Drikke vand
Vi har et filtersystem. Så der står en stor sort tønde på vores bord, der ligger der et filter i, hvor der så går et rør ned i en anden tønde på gulvet. Det tager altså et stykke tid med det filtervand, så man skal hele tiden sikre sig at filterne er rene og der er vand i tønden, for filtrene må ikke løbe tør.
5) Skylle ud i toilettet!
Foregår på den gode gamle måde med en øse og så noget vand. Og så må man ellers blive ved til det er væk. Hvis toilettet er ved at stoppe, så er det meget vigtigt at man får det hele væk. Vi har en gang nu haft et stoppet toilet, og det var godt nok ulækkert. Men med en svupper, så går det hele nok. Men sikke nogle jubelskrig der kom, da vi endelig fik det hele skyllet ud... Halleluja!
6) Vaske hænder
Denne simpel ting er man nødt til at være to til, da der ikke er vand i vandhanerne. Så når man trænger til det er man nødt til at høre om der er nogen der gider at være ens vandhane.
7) Handle ind
Det kræver altid noget planlægning. Da man først skal have fat i vores chauffør. For det andet så skal man ofte flere forskellige steder hen, for der er ikke et sted hvor man kan få det hele. Så når man skal handle ind, så tager det minimum én time, men så skal du heller ikke have særlig meget. For man skal også huske på at man lige skal give sig tid til at få pruttet om priserne.
8) Tempoet generelt
Tempoet hernede er virkelig anderledes end derhjemme. Alt går meget langsommere end vi vant til (undtagen når der skal køres bil, det er lige det omvendte!) En af vores venner spurgte mig en gang hvordan det kunne være vi altid gik så hurtigt. Og på det tidspunkt gik jeg ikke stærkt... Overhovedet! Tænkte også at det var godt han ikke skulle ud og gå en tur med min mor. Så ville han da blive chokeret!
torsdag den 11. marts 2010
Yola School 1
Hver mandag og onsdag er jeg henne på en anden skole her i Yola, hvor jeg sammen med Maiken underviser i engelsk i JSS1 og JSS2 (Junior secondary school 1 og 2). Det er virkelig nogle helt andre forhold end på REMI, den skole jeg normalt er på. Lokalerne er meget anderledes. De er mørke og grå. Gulvene er i stykker og rundt omkring ligger der skolebænke som er faldet sammen. Tavlen er så dårlig at når jeg skriver med kridt, så kan du næsten ikke se hvad man har skrevet, og det et tydeligt man ridser ind i træet. Men børnene er super flinke og imødekommende. Lidt for meget faktisk. Vi er ved at have lært dem at de ikke behøver at stå op når de snakker til os.
I de klasser jeg underviser er der elever fra 13 - 17 år. Så de er alligevel ret gamle. Men bare fordi nogle er ældre end andre, gør det dem ikke bedre til engelsk.Hernede er det meget normalt at eleverne ikke har samme alder, da det er forskelligt hvornår de er begyndt i skole, og hvor gode de er. Ofte er det ikke altid de består eksaminerne for at komme videre til næste klasse.
Det er virkelig svært at undervise nogle der ikke forstår engelsk, engelsk på engelsk. (hvis I forstår!) Hver eneste gang du spørg om de har forstået noget siger de bare "yes". Hvis du spørg om det er noget vrøvl lige efter du har spurgt om de forstod det, hvor de så svarede ja, så svarer de bare igen "yes".
Igår da vi var i skole ville vi prøve at lære dem at lytte til engelsk, ved at jeg tog min bærbar med for at spille noget musik, hvor de så skulle så fortælle hvad sangen handlede om. Da jeg spurgte dem om de kendte Mariah Carey, så svarede ham der var bedst til engelsk: "laptop". Ak og ve... Det er lidt en udfordring. Men det er sjovt, og de er rigtig søde ved os.
Her er lige et billede fra klassen...
I de klasser jeg underviser er der elever fra 13 - 17 år. Så de er alligevel ret gamle. Men bare fordi nogle er ældre end andre, gør det dem ikke bedre til engelsk.Hernede er det meget normalt at eleverne ikke har samme alder, da det er forskelligt hvornår de er begyndt i skole, og hvor gode de er. Ofte er det ikke altid de består eksaminerne for at komme videre til næste klasse.
Det er virkelig svært at undervise nogle der ikke forstår engelsk, engelsk på engelsk. (hvis I forstår!) Hver eneste gang du spørg om de har forstået noget siger de bare "yes". Hvis du spørg om det er noget vrøvl lige efter du har spurgt om de forstod det, hvor de så svarede ja, så svarer de bare igen "yes".
Igår da vi var i skole ville vi prøve at lære dem at lytte til engelsk, ved at jeg tog min bærbar med for at spille noget musik, hvor de så skulle så fortælle hvad sangen handlede om. Da jeg spurgte dem om de kendte Mariah Carey, så svarede ham der var bedst til engelsk: "laptop". Ak og ve... Det er lidt en udfordring. Men det er sjovt, og de er rigtig søde ved os.
Her er lige et billede fra klassen...
tirsdag den 9. marts 2010
Til bryllup...
Her i lørdags var vi til bryllup, true Nigerian style! Godt nok anede jeg ikke hvem det var der skulle giftes, men sådan nogle detaljer er vel egentlig bare bagateller. Vi var blevet inviteret af en ven (eller ven og ven, nærmere bekendt) hernedefra. Det er også ham der er principal på den skole, hvor jeg er lærer hver mandag og onsdag.
Det er sådan her i Nigeria, at når man skal til bryllup, så har man det samme tøj på som dem man følges med. Til hvert bryllup er der også nogle farvetemaer. Ved dette bryllup var det skyeblue og en eller mærkelig farve. Men vi havde rigtig været på markedet og lede efter stof i skyeblue, og er altså ikke nemt. Især ikke når der skal være stof nok til 6 kjoler. Hernede køber man nemlig stof i stykker, ofter 6 yards, og så har de ikke mere end det ene stykke stof med det bestemte tryk. Så det er sjældent man ser to med det samme tryk! Men det lykkedes da også at finde noget, det var måske ikke yndlingsstoffet, men det var skyeblue og det var det gældte.
Her er lige et billede af mig i min skyeblue dress.
Vi havde så alle sammen fået syet tøj i det samme stof sammen med Alex og Mette, de to missionærer der er vores kontaktpersoner hernede. Og hvor følte jeg mig dog bare noller (bare for at sige det rent ud) For det første så er det alt for matchende det hele, det er jeg slet ikke vant til hjemmefra. Og så følte man sig så dum når man bare kunne se den kjole man selv havde på rundt omkring, puha... Det blev alt for skyeblue til min stil.
Det hele forgår lidt mere festligt hernede end derhjemme. For det første så har gommen 5 best men og bruden 5 bridesmaids. Og de danser alle sammen ind af kirkegulvet. Jeg kunne faktisk ikke se hvem gommen var før bruden kom og sad ved siden af ham. Bruden bliver ikke fulgt ind af sin far. Hun danser selv ind. Mens hun danser og og musikker er MEGA høj, så sidder de ældre damer og siger en rigtig høj lyd, det minder om sådan et indianerhyl, ai ai ai ai aiiii... Og så i en høj oktav. Det er ret sjovt at høre, og kunne simpelthen ikke lade vær' med at grine første gang jeg hørte det. Mens bruden danser op af kirkegulvet, så kommer faderen og nogle andre vigtige mænd og kaster penge efter hende og på hende. Det er noget med at hvis pengene sidder fast i panden, så giver det rigtig meget lykke, eller sådan noget. Og når man holder bryllup i 40 graders varme, så er der ikke nogle problemer med at få dem til at sidde fast. Så det så lidt sjovt ud når de sådan rendte rundt med penge på panden.
Efter kirken var til reception, som tog plads på en fodboldstadion (Og nu skal I jo ikke tro at der er græs på sådan en, nej nej... Der er bare grus og nogle tribuner, men det er jo også tørketid og afrika) Først blev vi placeret under en teltdug lignende noget, men gik vores chauffør og ven, Donge, hen til ham der havde inviteret os og sagde at det var alt for varmt for Baturi'erne, så vi blev rykket op på tribunen hvor der var noget vind. Og så sad vi ellers godt der, så vi kunne holde øje med det hele.
Men vi kunne ikke sidder der hele tiden, for så skulle vi ned og have taget billede med brudeparret. Vi var jo, ”the friends from Denmark”, så der jeg stod der ved siden af gommen, så fik jeg da også lige ønsket ham tillykke med det hele, og det tror jeg da han satte pris på.
Det meste af receptionen gik så mest ud på at brudeparret stod midt i det hele og dansede sådan lidt frem tilbage, ikke sammen, bare sådan lidt på stedet, og så kom alle deres onkler og tanter, og jeg skal komme efter dig af familie, ud og kastede penge på dem. Havde virkelig ondt af dem, for de stod godt der midt i den bagende sol i mange timer og dansede.
Her er der gang i den typiske stammedans, mens de kaster penge på brudeparret, som står lige til venstre for den blå port.
Det var rigtig fedt at være til bryllup. Virkelig en fed oplevelse, og det er ikke alle der får sådan noget oplevet når de er i afrika. Det skal så lige siges at det var to rige familier der holdte bryllup, så det hele var også rigtig fint. Vi fik skam også serveret mad i paptallerkner, og det var så rice and stew (Nogenlunde det samme som hvis vi fik serveret en hamburger til bryllup), hvis man var heldig så kunne der måske være et lille stykke kød i.
Endnu en god oplevelse til samlingen, der vokser sig større og større.
Det er sådan her i Nigeria, at når man skal til bryllup, så har man det samme tøj på som dem man følges med. Til hvert bryllup er der også nogle farvetemaer. Ved dette bryllup var det skyeblue og en eller mærkelig farve. Men vi havde rigtig været på markedet og lede efter stof i skyeblue, og er altså ikke nemt. Især ikke når der skal være stof nok til 6 kjoler. Hernede køber man nemlig stof i stykker, ofter 6 yards, og så har de ikke mere end det ene stykke stof med det bestemte tryk. Så det er sjældent man ser to med det samme tryk! Men det lykkedes da også at finde noget, det var måske ikke yndlingsstoffet, men det var skyeblue og det var det gældte.
Her er lige et billede af mig i min skyeblue dress.
Vi havde så alle sammen fået syet tøj i det samme stof sammen med Alex og Mette, de to missionærer der er vores kontaktpersoner hernede. Og hvor følte jeg mig dog bare noller (bare for at sige det rent ud) For det første så er det alt for matchende det hele, det er jeg slet ikke vant til hjemmefra. Og så følte man sig så dum når man bare kunne se den kjole man selv havde på rundt omkring, puha... Det blev alt for skyeblue til min stil.
Det hele forgår lidt mere festligt hernede end derhjemme. For det første så har gommen 5 best men og bruden 5 bridesmaids. Og de danser alle sammen ind af kirkegulvet. Jeg kunne faktisk ikke se hvem gommen var før bruden kom og sad ved siden af ham. Bruden bliver ikke fulgt ind af sin far. Hun danser selv ind. Mens hun danser og og musikker er MEGA høj, så sidder de ældre damer og siger en rigtig høj lyd, det minder om sådan et indianerhyl, ai ai ai ai aiiii... Og så i en høj oktav. Det er ret sjovt at høre, og kunne simpelthen ikke lade vær' med at grine første gang jeg hørte det. Mens bruden danser op af kirkegulvet, så kommer faderen og nogle andre vigtige mænd og kaster penge efter hende og på hende. Det er noget med at hvis pengene sidder fast i panden, så giver det rigtig meget lykke, eller sådan noget. Og når man holder bryllup i 40 graders varme, så er der ikke nogle problemer med at få dem til at sidde fast. Så det så lidt sjovt ud når de sådan rendte rundt med penge på panden.
Efter kirken var til reception, som tog plads på en fodboldstadion (Og nu skal I jo ikke tro at der er græs på sådan en, nej nej... Der er bare grus og nogle tribuner, men det er jo også tørketid og afrika) Først blev vi placeret under en teltdug lignende noget, men gik vores chauffør og ven, Donge, hen til ham der havde inviteret os og sagde at det var alt for varmt for Baturi'erne, så vi blev rykket op på tribunen hvor der var noget vind. Og så sad vi ellers godt der, så vi kunne holde øje med det hele.
Men vi kunne ikke sidder der hele tiden, for så skulle vi ned og have taget billede med brudeparret. Vi var jo, ”the friends from Denmark”, så der jeg stod der ved siden af gommen, så fik jeg da også lige ønsket ham tillykke med det hele, og det tror jeg da han satte pris på.
Det meste af receptionen gik så mest ud på at brudeparret stod midt i det hele og dansede sådan lidt frem tilbage, ikke sammen, bare sådan lidt på stedet, og så kom alle deres onkler og tanter, og jeg skal komme efter dig af familie, ud og kastede penge på dem. Havde virkelig ondt af dem, for de stod godt der midt i den bagende sol i mange timer og dansede.
Her er der gang i den typiske stammedans, mens de kaster penge på brudeparret, som står lige til venstre for den blå port.
Det var rigtig fedt at være til bryllup. Virkelig en fed oplevelse, og det er ikke alle der får sådan noget oplevet når de er i afrika. Det skal så lige siges at det var to rige familier der holdte bryllup, så det hele var også rigtig fint. Vi fik skam også serveret mad i paptallerkner, og det var så rice and stew (Nogenlunde det samme som hvis vi fik serveret en hamburger til bryllup), hvis man var heldig så kunne der måske være et lille stykke kød i.
Endnu en god oplevelse til samlingen, der vokser sig større og større.
tirsdag den 2. marts 2010
Watch out - The nigerian papparazzi!!!!
Jeg begynder ligeså stille at få medlidenhed med Britney Spears og alle de andre berømtheder i Hollywood. For det der med at alle kigger efter en... KONSTANT, er ikke altid lige fedt! Det er efterhånden sket flere gange, at folk har stoppet os og spurgt ad om de måtte tage et billede sammen med os. Det er også fair nok, vi tager jo så mange billeder af dem. Så at man engang imellem skal stille sig med nogle vildt fremmede mennesker, mens du ligner lort og lige har været ude med skraldet eller sådan noget, det kan man godt holde til. Men nu er det så også begyndt at tage billeder af os uden at spørge.
Jeg er begyndt at undervise på en skole hver mandag og onsdag. Forleden sad vi til et møde, hvor vi skylle møde de andre lærer på skolen. (Der dukkede kun to op) Men den ene af dem tog lige mobilen op og tog et billede af os, mens vi sad og snakkede med dem! Mage til frækhed... Men selvfølgelig siger vi ikke noget til det. For hvad skulle man lige sige.
Her i weekenden var til et kæmpe stort kirkemøde i den lutherske kirke. Flere tusinde mennesker var samlet, og de kiggede så meget på os. Bare fordi vi var en del hvide mennesker på samme tid. Men det er de jo ikke vant til at se. Vi blev også vist hen til der hvor alle de finde mennesker sad. På forreste række sad alle biskopperne i Nigeria og nogle af de andre rige og magtfulde mennesker. På anden række sad lille Anne fra Danmark, bare fordi hun er hvid! Se det var ret underligt. Og rundt om os stod der omrking 70 mennesker og nedstirrede os som om de var statuer eller sådan noget. Vi skyndte os nu at dele os op, så det ikke virkede så overvældende for dem. Men stadig mens man gik rundt på markedet var der nogen der stak en mobil op i hovedet på en for at tage et billede.
Her er et billede af kirkemødet i Dhemsa. Der var virkelig mange mennesker! Det her er bare en lille del...
Hvor jeg virkelig kommer til at savne al den opmærksomhed jeg får hernede, mens jeg vandrer rundt i mine trek-sandaler uden make-up, i noget meget mærkeligt tøj og med sved over det hele, når jeg kommer hjem til Danmark. Det er faktisk lige pinligt hvor mange hæslige billeder der findes af mig rundt omkring her i Nigeria... Stakkels mennesker... Hehe :)
Jeg er begyndt at undervise på en skole hver mandag og onsdag. Forleden sad vi til et møde, hvor vi skylle møde de andre lærer på skolen. (Der dukkede kun to op) Men den ene af dem tog lige mobilen op og tog et billede af os, mens vi sad og snakkede med dem! Mage til frækhed... Men selvfølgelig siger vi ikke noget til det. For hvad skulle man lige sige.
Her i weekenden var til et kæmpe stort kirkemøde i den lutherske kirke. Flere tusinde mennesker var samlet, og de kiggede så meget på os. Bare fordi vi var en del hvide mennesker på samme tid. Men det er de jo ikke vant til at se. Vi blev også vist hen til der hvor alle de finde mennesker sad. På forreste række sad alle biskopperne i Nigeria og nogle af de andre rige og magtfulde mennesker. På anden række sad lille Anne fra Danmark, bare fordi hun er hvid! Se det var ret underligt. Og rundt om os stod der omrking 70 mennesker og nedstirrede os som om de var statuer eller sådan noget. Vi skyndte os nu at dele os op, så det ikke virkede så overvældende for dem. Men stadig mens man gik rundt på markedet var der nogen der stak en mobil op i hovedet på en for at tage et billede.
Her er et billede af kirkemødet i Dhemsa. Der var virkelig mange mennesker! Det her er bare en lille del...
Hvor jeg virkelig kommer til at savne al den opmærksomhed jeg får hernede, mens jeg vandrer rundt i mine trek-sandaler uden make-up, i noget meget mærkeligt tøj og med sved over det hele, når jeg kommer hjem til Danmark. Det er faktisk lige pinligt hvor mange hæslige billeder der findes af mig rundt omkring her i Nigeria... Stakkels mennesker... Hehe :)
Leg med børnene i Mbamba Out
Hver fredag eftermiddag er vi ude i en lille, rigtig fattig landsby for at lege med børnene. Det er virkelig en oplevelse hver gang! Vi har nu været derude to gange, og jeg synes virkelig bare det er så livsbekræftende når man er derude.
Der er nok omkring 100 børn samlet i deres lille kirke, og når vi kommer gående mod dem, så styrter de ud og omfavner os. Årh de er bare så dejlige!
I dag da vi kom derud havde vores ven Dan, som er vores oversætter derude, samlet alle børnene i kirken. Da han så fik dem meddelt at vi skulle ud og lege, råbte de alle sammen og løb mod udgangen mens de trak os med ud. Nu skulle vi nemlig ud og synge boggie wuggie, yogi-bear og alle mulige andre sanglege vi har lært dem. Det er så skønt at være derude, og nærmest alt hvad vi laver er et hit, så det kunne jo ikke være meget bedre. Vi har lavet sækkeløb, limbo, sjippetorv, torvtrækning og bankebøf. Ideer er der masser af!
Godt nok er det en super fed oplevelse. Men det er virkelig også fysisk og psykisk hårdt. For det første så forgår det næsten lige i middagssolen. Så når man laver sanglege med omkring 100 børn i omkring de 40 grader og man hele tiden skal være på og synge med og huske alle trinene, er der ret hårdt i længden. For det andet, skal man hele tiden være klar på hvad man skal lege bagefter, hvilken sang vi nu skal synge og det. Der er ret mange ting at holde styr på, samtidig med at minimum 5 børn prøver at gribe fat i din ene hånd.
Vi har lavet den ordning at hver anden gang laver vi en risret til dem, og hver anden gang en lille snack, ofte bestående af kiks, for hvad skal man ellers lige give dem.
Men det er rigtig svært at lave mad til 100 børn. For hvor meget ris spiser 100 sultne afrikanske børn lige? … MEGET! Og hvis ikke de får nok, så skal de skrappe afrikanske madammer nok stå bag dem og sige de skal have mere. Puha... De madammer havde vi lidt problemer med forholde os til den første gang. De ville det ene og det andet, og så var der ikke nok mad, det var ret trættende. Men efterhånden fik vi dem da sat på plads, håber vi da...
Men om aftenen når man er kommet hjem efter en eftermiddag i Mbamba Out. Så er man bare kvæstet! Puha da... Så står den bare på ren afslapning i håbet om strøm en hel aften!
Her er et billede af børnene i en tæt cirkel mens vi synger sanglege. De er så dejlige... Og hver fredag ender det med at mange ingen stemme har tilbage. For når alle 100 børn skal høre dig synge, så skal man skråle til! Og det er hårdt, især i 40 graders varme lige i solen...
Der er nok omkring 100 børn samlet i deres lille kirke, og når vi kommer gående mod dem, så styrter de ud og omfavner os. Årh de er bare så dejlige!
I dag da vi kom derud havde vores ven Dan, som er vores oversætter derude, samlet alle børnene i kirken. Da han så fik dem meddelt at vi skulle ud og lege, råbte de alle sammen og løb mod udgangen mens de trak os med ud. Nu skulle vi nemlig ud og synge boggie wuggie, yogi-bear og alle mulige andre sanglege vi har lært dem. Det er så skønt at være derude, og nærmest alt hvad vi laver er et hit, så det kunne jo ikke være meget bedre. Vi har lavet sækkeløb, limbo, sjippetorv, torvtrækning og bankebøf. Ideer er der masser af!
Godt nok er det en super fed oplevelse. Men det er virkelig også fysisk og psykisk hårdt. For det første så forgår det næsten lige i middagssolen. Så når man laver sanglege med omkring 100 børn i omkring de 40 grader og man hele tiden skal være på og synge med og huske alle trinene, er der ret hårdt i længden. For det andet, skal man hele tiden være klar på hvad man skal lege bagefter, hvilken sang vi nu skal synge og det. Der er ret mange ting at holde styr på, samtidig med at minimum 5 børn prøver at gribe fat i din ene hånd.
Vi har lavet den ordning at hver anden gang laver vi en risret til dem, og hver anden gang en lille snack, ofte bestående af kiks, for hvad skal man ellers lige give dem.
Men det er rigtig svært at lave mad til 100 børn. For hvor meget ris spiser 100 sultne afrikanske børn lige? … MEGET! Og hvis ikke de får nok, så skal de skrappe afrikanske madammer nok stå bag dem og sige de skal have mere. Puha... De madammer havde vi lidt problemer med forholde os til den første gang. De ville det ene og det andet, og så var der ikke nok mad, det var ret trættende. Men efterhånden fik vi dem da sat på plads, håber vi da...
Men om aftenen når man er kommet hjem efter en eftermiddag i Mbamba Out. Så er man bare kvæstet! Puha da... Så står den bare på ren afslapning i håbet om strøm en hel aften!
Her er et billede af børnene i en tæt cirkel mens vi synger sanglege. De er så dejlige... Og hver fredag ender det med at mange ingen stemme har tilbage. For når alle 100 børn skal høre dig synge, så skal man skråle til! Og det er hårdt, især i 40 graders varme lige i solen...
tirsdag den 23. februar 2010
Vores dejlig bil med chauffør!
Som nogle luksusdyr, så har vi vores helt egen bil med chauffør. Og når vi så føler vi får brug for den, så ringer vi bare... Badamoir = No problem. Vores bil er den her super smarte Toyota minivan, i hvid. (Minder utrolig meget om alle de andre biler hernede)
Vores kære chauffør hedder Donge :) Og ham er vi bare glade for. Han er en lille mand, med en god blandet tøjstil. Det er altid spændende at se hvad han nu har på. Det skifter fra den typiske afrikanske dragt, til hip-hop outfit med hængerøv. Vi synes han er ret sej! Men Donge er vores ven, og når vi på makedet, så følger han os rundt og passer på os og prutter priserne for os. Vi siger bare hvad vi vil have, og så begynder han ellers bare at prutte på Hausa. Der er ikke rigtig andet at gøre end at kigge sig lidt omkring, og se hvad alle andre køber. For det de siger forstår man ikke et hak af.
Vi holder utrolig meget af vores kære, lille bil allerede, og føler det er vores lille skatterbasse! Men den er ikke uden skavanker. Når vi lukker skydedøren, så skal man lige rette på en lille dims så den sidder lige, og så ellers bare smække den i. Men så holder den også. Vi har også været ude for lige at skulle holde den lukket med foden mens vi kørte, men skidt. Det kan vi jo sagtens klare!
Men her forleden havde Donge lige sat nogle af pigerne af, og så sagde han: ”Anne, come. I want to show you something!” Af en eller anden grund, så tror folk hernede at jeg har forstand på alle ting. Men jeg fulgte så med for at hvad han ville vise mig. Han slår så førersædet ned, hvilket jeg jo ikke anede man kunne. Det der kom frem var så karburatoren (eller hvordan det lige staves) fik jeg at vide, og den var beskidt, så vi var nødt til at tage den til mekanikeren for at få den renset, siger Donge. Fint nok, var så mit svar. Men så er det så det at Maiken og jeg skal med. Maiken styrer alle vores pengesager, og jeg, ja... Jeg skulle bare med! Men vi skulle være vidner på at mekanikeren gjorde det rigtig, så vi ikke fik noget forkert sat i! Og her er det tilladt at grine, for vi har da ingen jordisk forstand på hvordan en ordentlig karpurator ser ud.
Vi ankommer så til mekanikeren. Det ligner en kæmpe stor bil gravgård! Der er en del mænd der sidder under nogle stråtage med olie ud over det hele. Ellers så var der ikke andet end bilvrag over det hele. Men der befandt jeg mig så i en times tid ca, og da kapuratoren blev sat i, var det meget vigtigt at jeg så om han gjorde det ordentlig. Og det gjorde han... tror jeg da ;) Men ja... Bare en lille mærkelig oplevelse fra min side.
Vores kære chauffør hedder Donge :) Og ham er vi bare glade for. Han er en lille mand, med en god blandet tøjstil. Det er altid spændende at se hvad han nu har på. Det skifter fra den typiske afrikanske dragt, til hip-hop outfit med hængerøv. Vi synes han er ret sej! Men Donge er vores ven, og når vi på makedet, så følger han os rundt og passer på os og prutter priserne for os. Vi siger bare hvad vi vil have, og så begynder han ellers bare at prutte på Hausa. Der er ikke rigtig andet at gøre end at kigge sig lidt omkring, og se hvad alle andre køber. For det de siger forstår man ikke et hak af.
Vi holder utrolig meget af vores kære, lille bil allerede, og føler det er vores lille skatterbasse! Men den er ikke uden skavanker. Når vi lukker skydedøren, så skal man lige rette på en lille dims så den sidder lige, og så ellers bare smække den i. Men så holder den også. Vi har også været ude for lige at skulle holde den lukket med foden mens vi kørte, men skidt. Det kan vi jo sagtens klare!
Men her forleden havde Donge lige sat nogle af pigerne af, og så sagde han: ”Anne, come. I want to show you something!” Af en eller anden grund, så tror folk hernede at jeg har forstand på alle ting. Men jeg fulgte så med for at hvad han ville vise mig. Han slår så førersædet ned, hvilket jeg jo ikke anede man kunne. Det der kom frem var så karburatoren (eller hvordan det lige staves) fik jeg at vide, og den var beskidt, så vi var nødt til at tage den til mekanikeren for at få den renset, siger Donge. Fint nok, var så mit svar. Men så er det så det at Maiken og jeg skal med. Maiken styrer alle vores pengesager, og jeg, ja... Jeg skulle bare med! Men vi skulle være vidner på at mekanikeren gjorde det rigtig, så vi ikke fik noget forkert sat i! Og her er det tilladt at grine, for vi har da ingen jordisk forstand på hvordan en ordentlig karpurator ser ud.
Vi ankommer så til mekanikeren. Det ligner en kæmpe stor bil gravgård! Der er en del mænd der sidder under nogle stråtage med olie ud over det hele. Ellers så var der ikke andet end bilvrag over det hele. Men der befandt jeg mig så i en times tid ca, og da kapuratoren blev sat i, var det meget vigtigt at jeg så om han gjorde det ordentlig. Og det gjorde han... tror jeg da ;) Men ja... Bare en lille mærkelig oplevelse fra min side.
En tur på markedet.
Hernede er man også nødt til at handle ind. Men det er ikke ligesom derhjemme, hvor man brokker sig over at skulle hoppe op på cyklen og køre ned i den lokale brugs, for man magter det ikke lige. Der er ikke andet at sige, end lucky you! Sådan her handler jeg ind.
For det første så er der altid koldt når man kommer ind i det lokale supermarked hjemme i Danmark, og når du kommer hjem, så smider du det bare ind i dit kolde køleskab. Se det er jo besværligt... Nej! Hernede i det varme afrika, hvor der kun er strøm om aftenen, foregår det hele lidt anderledes.
Vi er ca. på markedet hver anden dag, men når strømmen er så dårlig, er vi nødt til at gøre det oftere, for at maden ikke bliver for dårlig.
For det første skal vi have fat i vores chauffør. Men det er som regel ikke noget problem (bortset fra når bilen ikke lige gider at virke) Men når han så er ankommet, er det ellers bare afsted i vores superfede minivan.
Hernede kører man som død og ulykke. Det er virkelig et stort virvar af biler og chappere (motorcykeltaxier), som kører ud og ind mellem hinanden. Men det er ikke kun billisterne der er noget galt med. Vejene er virkelig, VIRKELIG dårlige. Der er huller og forskellige former for andre ting i asfalten, så man bumler bare derudaf. (Det er lidt skræmmende at indrømme, men jeg tænker faktisk ikke mere over at jeg sidder og hoppe i en halv time af gangen...) Og når man så endelig er kommet op i fart, så står der pludselig et par får midt på vejene, og de flytter sig ikke! Hornet i bund og holder farten indtil du er 2 meter fra dem, så bremser man også, for hvis man kører et får ned, så skal man af med mange penge! Det er en dyr ejendom hernede.
Når vi endelig kommer hen til markedet, og for krydset de livs farlige gader. Så er det ikke fordi at det hele bliver mere afslappet. Fra hvert hjørne laver mændene sådan en kysseagtig lyd for at få ens opmærksomhed, og så råber de: ”BATURI, BATURI”. De ser ikke hvid hud når de ser os, de ser bare dollarstegn, hvilket er lidt belastende i længden. Her i går var der en der prøvede at sælge os 5 tomater for 500 Naira, bare fordi vi var hvide. Men heldigvis havde vi vores trofaste chauffør med, som fik dem pruttet ned til 50 Naira. Så vi gik derfra med 5 tomater for 1½ kr. glade og tilfredse.
Men duften på markedet er helt speciel. Forestil jer ekstrem mange forskellige dufter blandet sammen med benzin-os og den klassiske duft af afrikansk sved. Se det, kan man ikke opleve mange steder. Local-market, som er det lille marked vi bor tættest på, er et klassisk, afrikansk marked. Boderne er mast sammen af gamle bliktage og sække som tag. Fluerne svæver over alle grønsagerne og kødet. Mel, ris og sukker står i kæmpe sække udenfor. Så du aner aldrig hvad der har været i! Det er virkelig en speciel følelse at være der, og hver gang jeg er der bliver jeg stadig lige forundret (okay, har også kun været her i knap 3 uger, men alligevel)
Hvis man har besluttet sig at lave rice and stew til aftensmad. Så køber man bare lige nogle tomater, noget chili og noget rødløg. Går hen til nogle mænd, som står dybt inde i markedet. De tager så grønsagerne og for 30 ører så skylle der lige det hele og renser det (altså, på den afrikanske måde. Det er tit der, man lige kigger væk, så man ikke har set hvordan de gør det) Så tænder de ellers en maskine, som ligner lidt motoren på vores gamle græsslåmaskine, hælder grønsagerne ned i og maser med en stor pind. Grønsagerne bliver så dejlig, maste i den utrolige ”velholdte og hygiejniske” maskine. (Den ser så ulækker og klam ud, men pyt med det, det er jo Afrika det her) Det hele ender så nede i en plastic pose, som ligner en lille affaldssæk, og dem får man så under armen, glad og tilfreds som kunde! Puha... Det er lidt overraskende hvordan man kan vænne sig til tingene!
For det første så er der altid koldt når man kommer ind i det lokale supermarked hjemme i Danmark, og når du kommer hjem, så smider du det bare ind i dit kolde køleskab. Se det er jo besværligt... Nej! Hernede i det varme afrika, hvor der kun er strøm om aftenen, foregår det hele lidt anderledes.
Vi er ca. på markedet hver anden dag, men når strømmen er så dårlig, er vi nødt til at gøre det oftere, for at maden ikke bliver for dårlig.
For det første skal vi have fat i vores chauffør. Men det er som regel ikke noget problem (bortset fra når bilen ikke lige gider at virke) Men når han så er ankommet, er det ellers bare afsted i vores superfede minivan.
Hernede kører man som død og ulykke. Det er virkelig et stort virvar af biler og chappere (motorcykeltaxier), som kører ud og ind mellem hinanden. Men det er ikke kun billisterne der er noget galt med. Vejene er virkelig, VIRKELIG dårlige. Der er huller og forskellige former for andre ting i asfalten, så man bumler bare derudaf. (Det er lidt skræmmende at indrømme, men jeg tænker faktisk ikke mere over at jeg sidder og hoppe i en halv time af gangen...) Og når man så endelig er kommet op i fart, så står der pludselig et par får midt på vejene, og de flytter sig ikke! Hornet i bund og holder farten indtil du er 2 meter fra dem, så bremser man også, for hvis man kører et får ned, så skal man af med mange penge! Det er en dyr ejendom hernede.
Når vi endelig kommer hen til markedet, og for krydset de livs farlige gader. Så er det ikke fordi at det hele bliver mere afslappet. Fra hvert hjørne laver mændene sådan en kysseagtig lyd for at få ens opmærksomhed, og så råber de: ”BATURI, BATURI”. De ser ikke hvid hud når de ser os, de ser bare dollarstegn, hvilket er lidt belastende i længden. Her i går var der en der prøvede at sælge os 5 tomater for 500 Naira, bare fordi vi var hvide. Men heldigvis havde vi vores trofaste chauffør med, som fik dem pruttet ned til 50 Naira. Så vi gik derfra med 5 tomater for 1½ kr. glade og tilfredse.
Men duften på markedet er helt speciel. Forestil jer ekstrem mange forskellige dufter blandet sammen med benzin-os og den klassiske duft af afrikansk sved. Se det, kan man ikke opleve mange steder. Local-market, som er det lille marked vi bor tættest på, er et klassisk, afrikansk marked. Boderne er mast sammen af gamle bliktage og sække som tag. Fluerne svæver over alle grønsagerne og kødet. Mel, ris og sukker står i kæmpe sække udenfor. Så du aner aldrig hvad der har været i! Det er virkelig en speciel følelse at være der, og hver gang jeg er der bliver jeg stadig lige forundret (okay, har også kun været her i knap 3 uger, men alligevel)
Hvis man har besluttet sig at lave rice and stew til aftensmad. Så køber man bare lige nogle tomater, noget chili og noget rødløg. Går hen til nogle mænd, som står dybt inde i markedet. De tager så grønsagerne og for 30 ører så skylle der lige det hele og renser det (altså, på den afrikanske måde. Det er tit der, man lige kigger væk, så man ikke har set hvordan de gør det) Så tænder de ellers en maskine, som ligner lidt motoren på vores gamle græsslåmaskine, hælder grønsagerne ned i og maser med en stor pind. Grønsagerne bliver så dejlig, maste i den utrolige ”velholdte og hygiejniske” maskine. (Den ser så ulækker og klam ud, men pyt med det, det er jo Afrika det her) Det hele ender så nede i en plastic pose, som ligner en lille affaldssæk, og dem får man så under armen, glad og tilfreds som kunde! Puha... Det er lidt overraskende hvordan man kan vænne sig til tingene!
torsdag den 18. februar 2010
Ulækkerheden i Nigeria!
"How is the sun?" Det er et spørgsmål jeg tit hører fra nigerianerne, og hver gang står jeg med sveden piblende ud af samtlige og porer og svarer: "It's a little bit hot" Og så griner de og ryster på hovedet. Efterhånden begynder de også at synes her ved at være varmt. Men derfor har mændene stadig jakkesæt og strømper på. Samtidig render jeg rundt i så lidt tøj som jeg kan tillade mig, og med det samme jeg er indenfor mine egne 4 vægge, så folder jeg nederdelen op som et lille miniskirt og smider T-shirten så jeg kun har en top på. Så bare rolig, jeg går ikke og fryser hernede som alle jer hjemme i Danmark. Temperaturen nærmer sig hastigt de 40 grader. Men ja det er kun februar, så bare vent til marts.
Som jeg nok har fortalt lidt om, så er Nigeria ret så støvet. Så hver eftermiddag sidder vi og snakker om al den farve vi har fået! Men nej... Snydt! Når du så gnubber dig lidt, opdager du, at det hele bare er skidt, og du faktisk bare så møg beskidt at det halve ville have været rigeligt!
Efterhånden har vi også nogle utrolig mærkelig samtaler, som man derhjemme, ville have været noget så flov over. Men nej ikke hernede! Her forleden havde Sussie og jeg været inde i Playing class (de helt små børn), og sidst på dagen lugter det altid af tis derinde, så man skal være lidt varsom med hvem man tager op, for mange af dem tisser i bukserne. Der er nu også et toilet der, men det bruger børnene ikke. De hiver bare op i kjolen, eller ned i bukserne, og så gå de bare ind og tisser på gulvet. Sådan gør børn hernede! Men ja, Sussie og jeg havde lige fået fri, men det var som at der hele tiden lugtede af tis, men vi tænkte det var børnene. Men til sidst så kom konstateringen, mens vi var ved at hænge vores vasketøj op: ”Jeg er ret sikker på at det er os der lugter af tis!”
Men ja så tænkte I sikkert, at så tog de nok hjem i bad. Men nej, det gjorde vi ikke. For man går ikke bare lige i bad hernede. For det første skal man have timet om man overhovedet har vand nok til det, for det andet så er det rarest at gøre om aftenen, for der sveder man ikke helt så meget. Så vi gik bare tilbage for at skifte tøj, og så tog vi ellers på markedet, og tis kunne vi ikke lugte mere!
Noget andet er vores toilet. Det virker ikke helt optimalt. Når man skal skylle ud, skal du holde slippet nede, mens du hælder vand i. Men for det andet, så er den stadig dårlig til at få det hele ud, og det skal man jo også tænke på man bruger vand på. Vi genbruger vores opvaskevand og sådan noget til det, men man bruger faktisk mere vand på det end man lige tror. Så det er da også sket, at spørgsmålet om det er okay man lige lader en lille bommelom blive liggende, for den vil simpelthen ikke ud, og det tager for meget vand, er blevet stillet. Men det tager man også stille og roligt. For hvis det er vi bruger alt vandet, så skal vi ud og fange vandmændene og prøve at få dem til at forstå hvad vi siger. For de taler nemlig kun Hausa, og ikke engelsk. Suk... Og der ingen lighed mellem de to sprog.
Her er lige et billede af mig, som sveder! Der er virkelig varmt inde i playing class når løfter rundt på de små unger. Men her er jeg sammen med en af de søde, dejlige drenge :D
Som jeg nok har fortalt lidt om, så er Nigeria ret så støvet. Så hver eftermiddag sidder vi og snakker om al den farve vi har fået! Men nej... Snydt! Når du så gnubber dig lidt, opdager du, at det hele bare er skidt, og du faktisk bare så møg beskidt at det halve ville have været rigeligt!
Efterhånden har vi også nogle utrolig mærkelig samtaler, som man derhjemme, ville have været noget så flov over. Men nej ikke hernede! Her forleden havde Sussie og jeg været inde i Playing class (de helt små børn), og sidst på dagen lugter det altid af tis derinde, så man skal være lidt varsom med hvem man tager op, for mange af dem tisser i bukserne. Der er nu også et toilet der, men det bruger børnene ikke. De hiver bare op i kjolen, eller ned i bukserne, og så gå de bare ind og tisser på gulvet. Sådan gør børn hernede! Men ja, Sussie og jeg havde lige fået fri, men det var som at der hele tiden lugtede af tis, men vi tænkte det var børnene. Men til sidst så kom konstateringen, mens vi var ved at hænge vores vasketøj op: ”Jeg er ret sikker på at det er os der lugter af tis!”
Men ja så tænkte I sikkert, at så tog de nok hjem i bad. Men nej, det gjorde vi ikke. For man går ikke bare lige i bad hernede. For det første skal man have timet om man overhovedet har vand nok til det, for det andet så er det rarest at gøre om aftenen, for der sveder man ikke helt så meget. Så vi gik bare tilbage for at skifte tøj, og så tog vi ellers på markedet, og tis kunne vi ikke lugte mere!
Noget andet er vores toilet. Det virker ikke helt optimalt. Når man skal skylle ud, skal du holde slippet nede, mens du hælder vand i. Men for det andet, så er den stadig dårlig til at få det hele ud, og det skal man jo også tænke på man bruger vand på. Vi genbruger vores opvaskevand og sådan noget til det, men man bruger faktisk mere vand på det end man lige tror. Så det er da også sket, at spørgsmålet om det er okay man lige lader en lille bommelom blive liggende, for den vil simpelthen ikke ud, og det tager for meget vand, er blevet stillet. Men det tager man også stille og roligt. For hvis det er vi bruger alt vandet, så skal vi ud og fange vandmændene og prøve at få dem til at forstå hvad vi siger. For de taler nemlig kun Hausa, og ikke engelsk. Suk... Og der ingen lighed mellem de to sprog.
Her er lige et billede af mig, som sveder! Der er virkelig varmt inde i playing class når løfter rundt på de små unger. Men her er jeg sammen med en af de søde, dejlige drenge :D
søndag den 14. februar 2010
Hiking ved floden Benue
Vi har i dag været ude og gå ved floden Benue. Det er en kæmpe stor flod, men her i tørretiden er den virkelig bare skrumpet ind til det vi i Danmark ville kalde en stor å. Vi startede ud en tidlig morgenstund, for at vi ikke kom til at gå lige midt i heden. Jimeta, som er den by som Yola er forbundet med, er den varmeste i hele Nigeria!
Først så startede vi med at gå over broen der fører over floden, og sikke en udsigt. Det var så flot. Så kunne man se alle fiskerne der smider deres net ud og kvinderne der står ved bredden og vasker tøj. Men selve naturen var nu også super smuk, med bjergene i baggrunden, helt diset på grund af Hamartanen som ligger over Nigeria i denne tid. Hamartanen er sand fra Saharaørkenen der ligger sig som en stor støvsky over det hele, så det alt sammen virker en smule diset. Det er også den der gør at solen ikke varmer så meget, og at nigerianerne definerer det som den kolde tid. Der er jo kun 35 grader!
Efter broen begyndte vi at gå langs med flodbredden, og endte til sidst med at gå på det som normalt er flodbunden i regntiden, men ikke her i tørketiden, hvor al vand bare er skrumpet ind. Det var virkelig en dejligt tur, og dejligt at få lidt motion. Selvom det var meget varmt!
Da vi kom tilbage tog vi en bid mad fra madpakken, og så havde vores super seje chauffør lige skaffede os en billig tur med en kæmpe kano op af floden. Så der sad vi de næste halvanden time. Det var virkelig en lækker tur og flot tur. Det er nu helt utrolig hvad nigerianere kan få transporteret på diverse transportmidler. Det var så synd for den her fyr, hvis kano var ved at synke, da han havde læsset den for meget, og en for dårlig kano. Flere gange overhalede han os, og så overhalede vi ham senere hvor han står ude og kanoen og øser vand ud med sin sko.
Først så startede vi med at gå over broen der fører over floden, og sikke en udsigt. Det var så flot. Så kunne man se alle fiskerne der smider deres net ud og kvinderne der står ved bredden og vasker tøj. Men selve naturen var nu også super smuk, med bjergene i baggrunden, helt diset på grund af Hamartanen som ligger over Nigeria i denne tid. Hamartanen er sand fra Saharaørkenen der ligger sig som en stor støvsky over det hele, så det alt sammen virker en smule diset. Det er også den der gør at solen ikke varmer så meget, og at nigerianerne definerer det som den kolde tid. Der er jo kun 35 grader!
Efter broen begyndte vi at gå langs med flodbredden, og endte til sidst med at gå på det som normalt er flodbunden i regntiden, men ikke her i tørketiden, hvor al vand bare er skrumpet ind. Det var virkelig en dejligt tur, og dejligt at få lidt motion. Selvom det var meget varmt!
Da vi kom tilbage tog vi en bid mad fra madpakken, og så havde vores super seje chauffør lige skaffede os en billig tur med en kæmpe kano op af floden. Så der sad vi de næste halvanden time. Det var virkelig en lækker tur og flot tur. Det er nu helt utrolig hvad nigerianere kan få transporteret på diverse transportmidler. Det var så synd for den her fyr, hvis kano var ved at synke, da han havde læsset den for meget, og en for dårlig kano. Flere gange overhalede han os, og så overhalede vi ham senere hvor han står ude og kanoen og øser vand ud med sin sko.
En lille smule hverdag begynder at indfinde sig!
Jeg bor sammen med de 4 andre tøser på skolen REMI, hvor vi har fået nogle hyggelige værelser. Vi skulle have boet 2-2-1. Men nu bor vi 3-2, og så har vi lavet det sidste værelse om til en hyggelig stue. For at gøre det lidt hjemligt så har vi hængt nogle billeder op på væggene (vores souvenirs begynder allerede at hobe sig op) så efterhånden føles det faktisk som hjemme. Vi kan i hvertfald slappe af her, og det er jo det vigtigste. Men det er lidt svært at få noget alene tid, da vi jo som sagt bor på skolen. Så i hverdagene er der børn fra kl. 6 til kl. 17 og de larmer en smule om morgenen. Især når du ikke engang kan gå uden for en dør uden der kommer minimum 5 børn løbende hen mod dig: ”Auntie Auntie” og tager ens hånd.
Det ”værste” hernede er morgenerne. Det starter med at man lige pludselig vågner og rent faktisk fryser, så man ligger lige og kutter sig. Så falder man i søvn igen og vågner et par timer senere af nogle skide KALKUNER!!! De lyde kalkuner udsender er den værste der kan vække én! Virkelig!! Et kvarter senere begynder skolebussen at starte, den er parkeret udenfor for vores værelse. Hernede starter bilerne altså ikke med det samme, så den står lige og brummer i et par minutter mens speederen bliver trykket i bund, for lige at tjekke om den virker. Nå, men så indgår man endelig det kompromis med sig selv, om at finde nogle ørepropper. Så man tvinger benene ud over sengekanten, og prøver at finde det sted hvor jeg kan kommer ud under mit kæmpe blå myggenet (Har ingen anelse om hvorfor det er blåt!) Endelig finder man så de skide ørepropper i, og så går der et kvarter og så ringer vækkeuret.
Nå, men så bøvler man sig igen ud af sit KÆMPE myggenet igen, og prøver at tage noget tøj på. Man lister ud af døren og tænder for gassen, meget diskret, så ingen børn opdager os, og så skal vi ellers ind og lave havregrød. Det er faktisk en af de tinge der smager som hjemme i Danmark. Havregrøden! Mums... Det er vi godt nok blevet glade for. Men kl. 7.45, så begynder vores dag i skolen hvor vi er lidt i playing class (noget lignende vores vuggestue) og special class (de handicappede børn). I næste uge begynder vi også at hjælpe i klasserne som noget ekstra hjælp. Så det bliver spændende at komme i gang med.
Efter vores dag i skolen, som slutter kl. 12, er det blevet frokost tid, og noget af det vi har spist hernede er brød og bananer. Bananerne er virkelig gode! Dem får vi faktisk en del af i løbet af dagen. Men brød hernede er det samme som hvidt toastbrød derhjemme. Der er intet der hedder groft brød hernede. Hvis man vil have noget groft bliver du selv nødt til at bage det og det eneste du kan få fat i, som det grove, er havregryn. Så ingen kerner! Dem kan vi kun finde i de rugbrødsblandinger vi har med hjemmefra.
Efter vores dejlige, dog efterhånden lidt ensformige frokost, så skal vi ud til vores eftermiddags aktiviteter. Eller hvis der endelig er en fri eftermiddag, så ender det med at en af vores nigerianske venner kommer og tager os med til et eller andet. Puha... Det er ret hårdt når det hele foregår i 37 graders varme. Men det er hyggeligt og dejligt at folk tager sig så godt af os!
Det ”værste” hernede er morgenerne. Det starter med at man lige pludselig vågner og rent faktisk fryser, så man ligger lige og kutter sig. Så falder man i søvn igen og vågner et par timer senere af nogle skide KALKUNER!!! De lyde kalkuner udsender er den værste der kan vække én! Virkelig!! Et kvarter senere begynder skolebussen at starte, den er parkeret udenfor for vores værelse. Hernede starter bilerne altså ikke med det samme, så den står lige og brummer i et par minutter mens speederen bliver trykket i bund, for lige at tjekke om den virker. Nå, men så indgår man endelig det kompromis med sig selv, om at finde nogle ørepropper. Så man tvinger benene ud over sengekanten, og prøver at finde det sted hvor jeg kan kommer ud under mit kæmpe blå myggenet (Har ingen anelse om hvorfor det er blåt!) Endelig finder man så de skide ørepropper i, og så går der et kvarter og så ringer vækkeuret.
Nå, men så bøvler man sig igen ud af sit KÆMPE myggenet igen, og prøver at tage noget tøj på. Man lister ud af døren og tænder for gassen, meget diskret, så ingen børn opdager os, og så skal vi ellers ind og lave havregrød. Det er faktisk en af de tinge der smager som hjemme i Danmark. Havregrøden! Mums... Det er vi godt nok blevet glade for. Men kl. 7.45, så begynder vores dag i skolen hvor vi er lidt i playing class (noget lignende vores vuggestue) og special class (de handicappede børn). I næste uge begynder vi også at hjælpe i klasserne som noget ekstra hjælp. Så det bliver spændende at komme i gang med.
Efter vores dag i skolen, som slutter kl. 12, er det blevet frokost tid, og noget af det vi har spist hernede er brød og bananer. Bananerne er virkelig gode! Dem får vi faktisk en del af i løbet af dagen. Men brød hernede er det samme som hvidt toastbrød derhjemme. Der er intet der hedder groft brød hernede. Hvis man vil have noget groft bliver du selv nødt til at bage det og det eneste du kan få fat i, som det grove, er havregryn. Så ingen kerner! Dem kan vi kun finde i de rugbrødsblandinger vi har med hjemmefra.
Efter vores dejlige, dog efterhånden lidt ensformige frokost, så skal vi ud til vores eftermiddags aktiviteter. Eller hvis der endelig er en fri eftermiddag, så ender det med at en af vores nigerianske venner kommer og tager os med til et eller andet. Puha... Det er ret hårdt når det hele foregår i 37 graders varme. Men det er hyggeligt og dejligt at folk tager sig så godt af os!
REMI – ”Child is Gold”
Fra mandag til torsdag arbejder jeg på skolen REMI. Det er en skole for special need children, altså handicappede. Der går dog flest almindelige børn. I alt går der ca. 460 elever på skolen. Skolens motto er ”Child is Gold”. Deres mål bag skolen, da den blev oprettet, var at blande almindelig børn med de handicappede, så folk ikke fik opfattelsen at the special children, bare skulle gemmes væk derhjemme, og være hårde mod. Men derimod, at børn ikke skulle være bange for hinanden, både de almindelige og de handicappede.
Jeg er virkelig blevet taget godt imod her. Skolens daglige leder hedder Patience er vores nabo, nogle af tøserne deler toilet med hende. Hun er så sød, og vi har det så godt med hende. Nyder virkelig at være her, i sær nu når alle de praktiske ting er faldet på plads.
Det der er tænkt med os, er at vi skal hjælpe i playing class og special class hovedsagligt. Og engang imellem hjælpe inde ved de ældre børn, som en ekstra hjælp, til de børn der har det svært med engelsk og matematik.
Playing class er en slags vuggestue/børnehave. Det er ca. 45 små, mega søde børn, i en alder fra 2 – 4 år. Det er hårdt at være derinde en hel dag. For de skriger og skråler, og snottet render om ørerne på dem! Så meget af tiden går med at trøste os pussenusse omkring dem, og det er virkelig også det de har brug for. Men også bare det at lege med dem. Det er de slet ikke vant til at voksne vil gøre med dem.
Hernede går de voksne rundt med en pind i hånden og truer børnene med slag, hvis de græder for højlydt. Det er virkelig hårdt at se hvordan børn bliver behandlet hernede, og hvordan børnene behandler hinanden. De slår hinanden så hårdt hele tiden, og det er umuligt at få dem til at lade vær'. Men jeg prøver ihærdigt!
Special class er for børn med specielle behov eller handicaps. I klassen er der ca. 7 børn. Men derudover er der også handicappede i klasserne med de andre børn, men som de integrerer i klasserne. Der er mange forskellige slags handicappede, nogle er spastiske, andre er døve, andre er stumme eller autister, og nogle ved vi slet ikke hvad de fejler. Men de er så dejlige, og det især ved de her børn, at vi kan mærke de at vi gør en forskel. Vi gider dem nemlig, og leger med dem. Man holder allerede utrolig meget af dem.
tirsdag den 9. februar 2010
Sanukku Everyone :D
Så nu blev det endelig tid til en hilsen her fra det varme Nigeria. Det her været lidt besværligt med at finde tid til et besøg på en internetcafe, men endelig blev der tid. Det er vores første nigerianske ven, Dinke, der har inviteret os på internetcafe. Super sødt af ham!
Vi landede her torsdag morgen, hvor vi ellers bare blev mødt af en chauffør som skulle køre os fra Abuja til Jos, hvor vi skulle overnatte, for så næste dag at smutte videre til Yola. Jeg siger jer! Jeg har aldrig set trafik som hernede. Da vi skulle fra Abuja til Jos ramlede vi lige ind i morgentrafikken. Vi sidder 5 piger og en mand, i en stor bil, godt nok, men som er proppet med bagage, så bagklappen ikke engang kan lukkes. Men i forhold til andre biler er det ingen ting. Vi har super god plads, og bilen er der slet ikke overlæsset, i forhold til hvad nigerianerne synes. Så der vi skulle igennem morgentrafikken kørte vi på en almindelig tosporet vej, eller det ville den være i Dk. Men ikke her! Folk har jo travlt, så de kører ud i rabatten og ned i grøften for så at køre over på den anden side for at kommer længerer frem. Jeg frygtede både for mit liv, og var fascineret på samme tid! ;) På et tidspunkt var vi faktisk 8 biler ved siden af hinanden, hvis man tæller dem på den anden side med.
Den første weekend da vi endelig kom til Yola, var Jakob og Benjamin fra mission Afrika til at tage imod os allesammen. Dejligt at se nogle velkendte (hvide) ansigter ;) De præsenterede os så for Mette og Alex som skal være vores kontaktpersoner hernede. De er virkelig søde og tager sig super godt af os.
Jeg har virkelig oplevet meget i den her lille uge jeg nu har været hernede, så jeg umuligt kan få alt skrevet ned her. Der har været så mange indtryk, så man er fuldstændig udmattet hver dag. Det er virkelig et flot land Nigeria og man kan tydeligt mærke at man er kommet til Afrika. Det er virkelig det rigtige Afrika. Lige uden for vores compound (det er den grund man bor på med en kæmpe mur omkring og vagt ved porten) er der en lille landsby. Her render børnene rundt i laser og bare tæer. Alt er beskidt og støvet, og deres hjem består af små blikskure. Man bliver virkelig ramt dybt i hjertet, og har allerede flere gange haft lyst til at smide mine penge ud til alle de små fattige børn, der løber efter vores bil.
Vi bor på en skole der hedder REMI, som er en skole for børn with special needs. Der er flest almindelige børn, men de går meget op i at de handicappede har godt af at mænge sig med almindelige børn, for derhjemme bliver de bare gemt af vejen. Det er også den her skole vi bor på. Vi har fået 3 værelser til rådighed, et lille køkken og 1½ toilet (da vi deler det ene med den daglige leder af skolen) Det er rigtig hyggeligt, og vi har indrettet os, så nu begynder det ligeså stille at føles som hjemme. Vi bor 3 på det ene værelser og 2 på det andet, og så har vi lavet daglig/spisestue i den anden. Håber jeg kan få lagt nogle billeder af det ind engang.
Jeg havde min første arbejdsdag i dag, og det var virkelig hårdt. Sophie og jeg blev sendt ind i playing class, som er 30 børn ca. på 2-4 år gamle. De er så søde, men de græder rigtig meget, og vi forstår ikke et ord af hvad de siger. Så det er ret hårdt arbejde. Ellers så er planen at vi kommer til at hjælpe de børn i klasserne der har problemer med at stave og regne og det. Så det glæder jeg mig til at komme i gang med.Glæder mig til man ligesom har fået en hverdag op at køre hernede, så det bliver rutine at stå hver aften og blande mælk til havregrynene næste morgen, og at man ikke ligger mærker til firbenene og alle kakkerlakkerne på badeværelset!(Uh.. Vi så faktisk en slange i aften, så klamme dyr af der nok af, men okay, det er jo også Afrika)
Men ja håber at komme oftere ind og opdatere bloggen, nu når jeg har fundet noget net. Håber I har det godt derhjemme, og skriv endelig nogle mails til mig, da det altid er skønt at høre hjemme fra de dejlige mennesker. Så håber I har det godt alle sammen, det har jeg hvertfald! Sai angema ;) (Farvel)
Vi landede her torsdag morgen, hvor vi ellers bare blev mødt af en chauffør som skulle køre os fra Abuja til Jos, hvor vi skulle overnatte, for så næste dag at smutte videre til Yola. Jeg siger jer! Jeg har aldrig set trafik som hernede. Da vi skulle fra Abuja til Jos ramlede vi lige ind i morgentrafikken. Vi sidder 5 piger og en mand, i en stor bil, godt nok, men som er proppet med bagage, så bagklappen ikke engang kan lukkes. Men i forhold til andre biler er det ingen ting. Vi har super god plads, og bilen er der slet ikke overlæsset, i forhold til hvad nigerianerne synes. Så der vi skulle igennem morgentrafikken kørte vi på en almindelig tosporet vej, eller det ville den være i Dk. Men ikke her! Folk har jo travlt, så de kører ud i rabatten og ned i grøften for så at køre over på den anden side for at kommer længerer frem. Jeg frygtede både for mit liv, og var fascineret på samme tid! ;) På et tidspunkt var vi faktisk 8 biler ved siden af hinanden, hvis man tæller dem på den anden side med.
Den første weekend da vi endelig kom til Yola, var Jakob og Benjamin fra mission Afrika til at tage imod os allesammen. Dejligt at se nogle velkendte (hvide) ansigter ;) De præsenterede os så for Mette og Alex som skal være vores kontaktpersoner hernede. De er virkelig søde og tager sig super godt af os.
Jeg har virkelig oplevet meget i den her lille uge jeg nu har været hernede, så jeg umuligt kan få alt skrevet ned her. Der har været så mange indtryk, så man er fuldstændig udmattet hver dag. Det er virkelig et flot land Nigeria og man kan tydeligt mærke at man er kommet til Afrika. Det er virkelig det rigtige Afrika. Lige uden for vores compound (det er den grund man bor på med en kæmpe mur omkring og vagt ved porten) er der en lille landsby. Her render børnene rundt i laser og bare tæer. Alt er beskidt og støvet, og deres hjem består af små blikskure. Man bliver virkelig ramt dybt i hjertet, og har allerede flere gange haft lyst til at smide mine penge ud til alle de små fattige børn, der løber efter vores bil.
Vi bor på en skole der hedder REMI, som er en skole for børn with special needs. Der er flest almindelige børn, men de går meget op i at de handicappede har godt af at mænge sig med almindelige børn, for derhjemme bliver de bare gemt af vejen. Det er også den her skole vi bor på. Vi har fået 3 værelser til rådighed, et lille køkken og 1½ toilet (da vi deler det ene med den daglige leder af skolen) Det er rigtig hyggeligt, og vi har indrettet os, så nu begynder det ligeså stille at føles som hjemme. Vi bor 3 på det ene værelser og 2 på det andet, og så har vi lavet daglig/spisestue i den anden. Håber jeg kan få lagt nogle billeder af det ind engang.
Jeg havde min første arbejdsdag i dag, og det var virkelig hårdt. Sophie og jeg blev sendt ind i playing class, som er 30 børn ca. på 2-4 år gamle. De er så søde, men de græder rigtig meget, og vi forstår ikke et ord af hvad de siger. Så det er ret hårdt arbejde. Ellers så er planen at vi kommer til at hjælpe de børn i klasserne der har problemer med at stave og regne og det. Så det glæder jeg mig til at komme i gang med.Glæder mig til man ligesom har fået en hverdag op at køre hernede, så det bliver rutine at stå hver aften og blande mælk til havregrynene næste morgen, og at man ikke ligger mærker til firbenene og alle kakkerlakkerne på badeværelset!(Uh.. Vi så faktisk en slange i aften, så klamme dyr af der nok af, men okay, det er jo også Afrika)
Men ja håber at komme oftere ind og opdatere bloggen, nu når jeg har fundet noget net. Håber I har det godt derhjemme, og skriv endelig nogle mails til mig, da det altid er skønt at høre hjemme fra de dejlige mennesker. Så håber I har det godt alle sammen, det har jeg hvertfald! Sai angema ;) (Farvel)
mandag den 1. februar 2010
Nye planer!
Ak ja... D. 19. januar blev jeg ringet op af min kordinator fra Africa Intouch med dårlige nyheder. Urolighederne i Nigeria var så voldsomme at vores rejse var blevet udsat.Indtil videre var det "kun" 14 dage.
Så sad jeg der med en virkelig kedelig følelse i kroppen. Hvad i alverden skulle jeg få 14 dage til at gå med, når det hele var købt og pakket? Og ville det hele falde til ro tide, så jeg kunne komme derned? Spøgsmålene væltede frem samtidig med at tårene stille og roligt trillede ned af kinden, kunne det passe at min drøm, der var så tæt på, alligevel var så langtvæk og fjern?
Heldigvis har jeg en dejlig opmuntrende familie :) Det passede nemlig lige med at jeg kunne nå at komme på skiferie med min Fatter, brormand Jes og min fasters familie. Dejligt! Havde også været lidt sur over at jeg ikke ville kunne nå at komme ud på skiene i år. Føler jo en vis forpligtigelse til mine kære ski over at de mindst en gang om året skal luftes. Så det blev de heldigvis også i år på det dejlige Hafjell i Norge.
Mens jeg susede ned af de skønne pister i solskin og med en blå himmel bag mig, modtog jeg en dejlig mail fra Mona (min kordinator). Overskriften var: "Nye planer", hvilket klingede godt i mine ører. Det betød nemlig at min drøm ikke var forsvundet, bare opgraderet en smule.
Så nu sker det virkelig. D. 3 Februar rejser jeg til det østlige Nigeria, hvor jeg skal arbejde på en skole der hedder REMI. Det er en skole med 50 % handicappede børn og 50 % almindelige børn, der er ca. 3-400 elever i det hele. Det er cirka det jeg ved. Informationerne er få, men det gør ikke noget. Der er ikke andet at gøre end at tage det hele som det kommer. Så det gør jeg. Stille og roligt, the african style!
Så sad jeg der med en virkelig kedelig følelse i kroppen. Hvad i alverden skulle jeg få 14 dage til at gå med, når det hele var købt og pakket? Og ville det hele falde til ro tide, så jeg kunne komme derned? Spøgsmålene væltede frem samtidig med at tårene stille og roligt trillede ned af kinden, kunne det passe at min drøm, der var så tæt på, alligevel var så langtvæk og fjern?
Heldigvis har jeg en dejlig opmuntrende familie :) Det passede nemlig lige med at jeg kunne nå at komme på skiferie med min Fatter, brormand Jes og min fasters familie. Dejligt! Havde også været lidt sur over at jeg ikke ville kunne nå at komme ud på skiene i år. Føler jo en vis forpligtigelse til mine kære ski over at de mindst en gang om året skal luftes. Så det blev de heldigvis også i år på det dejlige Hafjell i Norge.
Mens jeg susede ned af de skønne pister i solskin og med en blå himmel bag mig, modtog jeg en dejlig mail fra Mona (min kordinator). Overskriften var: "Nye planer", hvilket klingede godt i mine ører. Det betød nemlig at min drøm ikke var forsvundet, bare opgraderet en smule.
Så nu sker det virkelig. D. 3 Februar rejser jeg til det østlige Nigeria, hvor jeg skal arbejde på en skole der hedder REMI. Det er en skole med 50 % handicappede børn og 50 % almindelige børn, der er ca. 3-400 elever i det hele. Det er cirka det jeg ved. Informationerne er få, men det gør ikke noget. Der er ikke andet at gøre end at tage det hele som det kommer. Så det gør jeg. Stille og roligt, the african style!
fredag den 8. januar 2010
Albatroser i maven...
Lige nu er der lige præcis 14 dage og 3 timer til jeg letter fra Kastrup mod mit eventyr i Jos Nigeria. Sommerfuglene har udviklet sig til kæmpe albatrosser i maven, og nu kan jeg snart ikke vente længere, for jeg GLÆDER MIG!
I denne uge har jeg befundet mig på Diakonhøjskolen i Århus. Det har været en rigtig dejlig uge, og det var skønt endelig at møde de piger som jeg skal rejse med. Vi er 5 piger der rejser derned sammen, Sussie, Sophie, Maiken, Maria og jeg. De er nogle super søde piger og vi har det allerede super godt sammen, nu glæder vi os som sagt bare til at komme afsted.
Men vi var ikke de eneste på forbedrelses kursus. Vi er 13 i det hele. Nogle skal til Tanzania, andre til Israel og så nogle til Nigeria, ligesom mig!
Da vi jo er 5 der rejser sammen, og de værelser vi har boet på kun havde plads til 2, var det ikke alle af os der kunne bo med en rejsekammerat. Typisk, typisk mig, kom jeg som den sidste (det undrer jo ikke nogen) og jeg kom så til at bo med Emilie, en rigtig københavner. Ihhh... Hvor har vi dog hygget!
Men ja. Tiden nærmer sig, og de sidste indkøb skal ordnes. (Mit digital kamera er lige gået i stykker, så det skal også ordnes) Men vi kan bare ikke vente med at komme afsted. Så der er vel ikke så meget andet at sige end:: "Watch out Nigeria, 4 blonds and 1 brunette are coming!"
Abonner på:
Opslag (Atom)
