Ak ja... D. 19. januar blev jeg ringet op af min kordinator fra Africa Intouch med dårlige nyheder. Urolighederne i Nigeria var så voldsomme at vores rejse var blevet udsat.Indtil videre var det "kun" 14 dage.
Så sad jeg der med en virkelig kedelig følelse i kroppen. Hvad i alverden skulle jeg få 14 dage til at gå med, når det hele var købt og pakket? Og ville det hele falde til ro tide, så jeg kunne komme derned? Spøgsmålene væltede frem samtidig med at tårene stille og roligt trillede ned af kinden, kunne det passe at min drøm, der var så tæt på, alligevel var så langtvæk og fjern?
Heldigvis har jeg en dejlig opmuntrende familie :) Det passede nemlig lige med at jeg kunne nå at komme på skiferie med min Fatter, brormand Jes og min fasters familie. Dejligt! Havde også været lidt sur over at jeg ikke ville kunne nå at komme ud på skiene i år. Føler jo en vis forpligtigelse til mine kære ski over at de mindst en gang om året skal luftes. Så det blev de heldigvis også i år på det dejlige Hafjell i Norge.
Mens jeg susede ned af de skønne pister i solskin og med en blå himmel bag mig, modtog jeg en dejlig mail fra Mona (min kordinator). Overskriften var: "Nye planer", hvilket klingede godt i mine ører. Det betød nemlig at min drøm ikke var forsvundet, bare opgraderet en smule.
Så nu sker det virkelig. D. 3 Februar rejser jeg til det østlige Nigeria, hvor jeg skal arbejde på en skole der hedder REMI. Det er en skole med 50 % handicappede børn og 50 % almindelige børn, der er ca. 3-400 elever i det hele. Det er cirka det jeg ved. Informationerne er få, men det gør ikke noget. Der er ikke andet at gøre end at tage det hele som det kommer. Så det gør jeg. Stille og roligt, the african style!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

Ingen kommentarer:
Send en kommentar