Sanukku Everyone :D

Så nu blev det endelig tid til en hilsen her fra det varme Nigeria. Det her været lidt besværligt med at finde tid til et besøg på en internetcafe, men endelig blev der tid. Det er vores første nigerianske ven, Dinke, der har inviteret os på internetcafe. Super sødt af ham!

Vi landede her torsdag morgen, hvor vi ellers bare blev mødt af en chauffør som skulle køre os fra Abuja til Jos, hvor vi skulle overnatte, for så næste dag at smutte videre til Yola. Jeg siger jer! Jeg har aldrig set trafik som hernede. Da vi skulle fra Abuja til Jos ramlede vi lige ind i morgentrafikken. Vi sidder 5 piger og en mand, i en stor bil, godt nok, men som er proppet med bagage, så bagklappen ikke engang kan lukkes. Men i forhold til andre biler er det ingen ting. Vi har super god plads, og bilen er der slet ikke overlæsset, i forhold til hvad nigerianerne synes. Så der vi skulle igennem morgentrafikken kørte vi på en almindelig tosporet vej, eller det ville den være i Dk. Men ikke her! Folk har jo travlt, så de kører ud i rabatten og ned i grøften for så at køre over på den anden side for at kommer længerer frem. Jeg frygtede både for mit liv, og var fascineret på samme tid! ;) På et tidspunkt var vi faktisk 8 biler ved siden af hinanden, hvis man tæller dem på den anden side med.

Den første weekend da vi endelig kom til Yola, var Jakob og Benjamin fra mission Afrika til at tage imod os allesammen. Dejligt at se nogle velkendte (hvide) ansigter ;) De præsenterede os så for Mette og Alex som skal være vores kontaktpersoner hernede. De er virkelig søde og tager sig super godt af os.

Jeg har virkelig oplevet meget i den her lille uge jeg nu har været hernede, så jeg umuligt kan få alt skrevet ned her. Der har været så mange indtryk, så man er fuldstændig udmattet hver dag. Det er virkelig et flot land Nigeria og man kan tydeligt mærke at man er kommet til Afrika. Det er virkelig det rigtige Afrika. Lige uden for vores compound (det er den grund man bor på med en kæmpe mur omkring og vagt ved porten) er der en lille landsby. Her render børnene rundt i laser og bare tæer. Alt er beskidt og støvet, og deres hjem består af små blikskure. Man bliver virkelig ramt dybt i hjertet, og har allerede flere gange haft lyst til at smide mine penge ud til alle de små fattige børn, der løber efter vores bil.

Vi bor på en skole der hedder REMI, som er en skole for børn with special needs. Der er flest almindelige børn, men de går meget op i at de handicappede har godt af at mænge sig med almindelige børn, for derhjemme bliver de bare gemt af vejen. Det er også den her skole vi bor på. Vi har fået 3 værelser til rådighed, et lille køkken og 1½ toilet (da vi deler det ene med den daglige leder af skolen) Det er rigtig hyggeligt, og vi har indrettet os, så nu begynder det ligeså stille at føles som hjemme. Vi bor 3 på det ene værelser og 2 på det andet, og så har vi lavet daglig/spisestue i den anden. Håber jeg kan få lagt nogle billeder af det ind engang.

Jeg havde min første arbejdsdag i dag, og det var virkelig hårdt. Sophie og jeg blev sendt ind i playing class, som er 30 børn ca. på 2-4 år gamle. De er så søde, men de græder rigtig meget, og vi forstår ikke et ord af hvad de siger. Så det er ret hårdt arbejde. Ellers så er planen at vi kommer til at hjælpe de børn i klasserne der har problemer med at stave og regne og det. Så det glæder jeg mig til at komme i gang med.Glæder mig til man ligesom har fået en hverdag op at køre hernede, så det bliver rutine at stå hver aften og blande mælk til havregrynene næste morgen, og at man ikke ligger mærker til firbenene og alle kakkerlakkerne på badeværelset!(Uh.. Vi så faktisk en slange i aften, så klamme dyr af der nok af, men okay, det er jo også Afrika)

Men ja håber at komme oftere ind og opdatere bloggen, nu når jeg har fundet noget net. Håber I har det godt derhjemme, og skriv endelig nogle mails til mig, da det altid er skønt at høre hjemme fra de dejlige mennesker. Så håber I har det godt alle sammen, det har jeg hvertfald! Sai angema ;) (Farvel)