REMI – ”Child is Gold”

Fra mandag til torsdag arbejder jeg på skolen REMI. Det er en skole for special need children, altså handicappede. Der går dog flest almindelige børn. I alt går der ca. 460 elever på skolen. Skolens motto er ”Child is Gold”. Deres mål bag skolen, da den blev oprettet, var at blande almindelig børn med de handicappede, så folk ikke fik opfattelsen at the special children, bare skulle gemmes væk derhjemme, og være hårde mod. Men derimod, at børn ikke skulle være bange for hinanden, både de almindelige og de handicappede.

Jeg er virkelig blevet taget godt imod her. Skolens daglige leder hedder Patience er vores nabo, nogle af tøserne deler toilet med hende. Hun er så sød, og vi har det så godt med hende. Nyder virkelig at være her, i sær nu når alle de praktiske ting er faldet på plads.

Det der er tænkt med os, er at vi skal hjælpe i playing class og special class hovedsagligt. Og engang imellem hjælpe inde ved de ældre børn, som en ekstra hjælp, til de børn der har det svært med engelsk og matematik.

Playing class er en slags vuggestue/børnehave. Det er ca. 45 små, mega søde børn, i en alder fra 2 – 4 år. Det er hårdt at være derinde en hel dag. For de skriger og skråler, og snottet render om ørerne på dem! Så meget af tiden går med at trøste os pussenusse omkring dem, og det er virkelig også det de har brug for. Men også bare det at lege med dem. Det er de slet ikke vant til at voksne vil gøre med dem.
Hernede går de voksne rundt med en pind i hånden og truer børnene med slag, hvis de græder for højlydt. Det er virkelig hårdt at se hvordan børn bliver behandlet hernede, og hvordan børnene behandler hinanden. De slår hinanden så hårdt hele tiden, og det er umuligt at få dem til at lade vær'. Men jeg prøver ihærdigt!

Special class er for børn med specielle behov eller handicaps. I klassen er der ca. 7 børn. Men derudover er der også handicappede i klasserne med de andre børn, men som de integrerer i klasserne. Der er mange forskellige slags handicappede, nogle er spastiske, andre er døve, andre er stumme eller autister, og nogle ved vi slet ikke hvad de fejler. Men de er så dejlige, og det især ved de her børn, at vi kan mærke de at vi gør en forskel. Vi gider dem nemlig, og leger med dem. Man holder allerede utrolig meget af dem.