Farvel til børnene på Remi...

Nu er det vist også ved at være tid til endnu et blog indlæg. Tiden går så stærkt, og internetturene bliver færre. Men nu vil jeg prøve at råde bod!

Vi er blevet færdige med at arbejde på REMI, da børnene her i slutningen af marts gik på påskeferie. Det er sådan en underlig følelse, for det var trods alt vores hovedopgave arbejdet på REMI. Vi bor her stadig, men der er ikke helt den samme følelse over det mere. Vi vågner ikke mere op til skolebussens larmede måde at starte op på, der er ikke flere nursery børn der samles ude foran vores dør og synger morgensang kl. 7.45. Og det er værste af det hele er, at der er ikke flere børn vi skal lege med fra 8 – 12. Og jeg savner dem!

Det hele havde været lidt mærkeligt op til det afslutningen, for vi vidste ikke helt den dag der var den sidste. Skolens leder sagde at det kom an på deres eksaminer, men lige præcis de børn vi har haft noget at gøre med, altså de handicappede og de helt små, har jo ikke nogen eksaminer, så vi kunne ikke rigtig få svar på hvornår de var færdige. Det er så også endt med at det hele er endt på en mærkelig måde med at det ikke er alle vi har fået sagt farvel til, og det gør lidt ondt i hjertet.

To af de drenge fra special class, som vi har haft mest at gøre med, var der heldigvis. Men det var ikke en sjov oplevelse at forklare til en spastisk lammet dreng, som vi har hygget og leget med i 2 måneder at vi ikke kom til at se ham igen, og der blev også fældet en del tårer. Både fra os volontører, men også fra Patini og deres lærer. Vi har alle været så glade for at være der, at det gjorde virkelig ondt at sige farvel.

De små børn fra playing class var det ikke ligeså hårdt at sige farvel til, for de kommer ikke til at mangle os på helt samme måde som dem fra special class. Men det var stadig ikke sjovt at vide at man havde vinket farvel for sidste gang til de dejlige unger. Men heldigvis er der nogle små episoder som altid vil stå en nær. Fx en af de sidste dage Playing class var der, var Ibrahim ked af det. Han stod bare op af muren med hovedet skjult i sine hænder. Jeg gik så hen til ham og prøvede at trøste ham, det virkede også og jeg fik ham med hen til et sted hvor vi kunne sidde og slappe af. Det endte med at Ibrahim sad ovenpå mig og snorksov, på den sødeste måde. Så jeg kunne bare sidde og observere alle de dejlige børn der legede rundt omkring. Det var en dejlig fornemmelse bare at sidde der med en sød lille dreng på skødet, som sov trygt i ens arme, mens man inde i hovedet, sugede alt, det der skete rundt omkring en, ind, Et minde der altid vil ligge en på sinde!

Jeg savner nu dem alle sammen... Denne her oplevelse er ikke noget der lige vil gå glemt!