mandag den 19. april 2010

Tantille - landsbyen i bushen

Nu da børnene har fået påskeferie, så skal vi også have fyldt vores hverdage ud med noget. På en måde er det trist at sige farvel til REMI, men på den anden side er det også fedt at have masser af tid til at komme ud og opleve Nigeria.

I den første weekend i april var vi helt ude i bushen og bo, i den smukkeste og dejligste landsby, Tantille. Det tog ca. tre timer at køre derud, på den mest humplede grusvej i mands minde. Men vores super seje Toyata minivan klarede turen i stiv arm. Bortset lige fra et fladt dæk in the middle of no where. Men vores kære chauffør fik ordnet det hele, selvom vi havde lidt problemer med vores dunkraft (eller hvordan det nu staves) da det viste sig at den rent faktisk ikke passede til bilen, så der skulle lige findes en stor sten man kunne ligge under, så den kunne løfte bilen ordentligt. Men vi kom afsted igen, og vi nåede sikkert derud, selvom vi godt nok troede det ville gå galt mange gange. Når man hører lyden af undervognen der skraber voldsomt imod en sten på vejen, så smerter det dybt i ens indre.

Vi nåede ud til bjergene og til den dejlige landsby Tantille. Her skulle vi så bo i 3 dage. Vi havde fået at vide at vi skulle regne med at der var intet, og det var sandelig også rigtigt. Vi blev placeret i den gamle missionærbolig, hvor der ikke havde boet nogen i de sidste 20 år. Det bar huset sandelig også præg af. Der var mug huller over det hele i taget, så nogle steder kunne man kigge direkte op på stjernehimlen fra stuen, uden vindue vel at mærke. Der var ingen strøm, intet mobil signal, intet velfungerende toilet, intet ordentlig myggenet, ingen vand, og intet gaskomfur, eller bålsted for den sags skyld. Så vi kunne intet, og var ret afhængige af andre mennesker. Præstens familie sørgede rigtig godt få os, og præstekonen kom med mad til os 2-3 gange om dagen, og hvis man var sulten ud over det, så var der et dejligt mangotræ i baghaven, og ellers så kan man godt vænne sig til at spise havregryn med vand!
Toilet virkede som sagt ikke, men vi fik at vide da vi ankom, at der ville komme en, som ville vise os et toilet hos nogen nede i byen vi kunne bruge. Men denne person dukkede aldrig op. Bag ved huset lå der de smukkeste bjerge, med nogle kæmpe klippestykker og sten, og det blev så vores toilet i 3 dage. Det var nu altid lidt udfordrende at finde et godt sted, hvor ingen kunne se os. Især om aftenen i mørket, var det lidt spændende. Og det skal lige siges at man bliver ret så forskrækket, når man endelig har fundet et sted og sat sig, og lige ved siden af en kravler der en skorpion forbi i retning mod en. Der skete en masse spændende oplevelser derude.

En af dagene var vi ude på bjergvandring en tidlig, tidlig morgenstund. Fjelde i Norge go home, this was the real thing. Jeg kan godt sige jer at det var hårdt at gå op der. Og det værste ved det hele var næsten at vores guide vandrede rundt langt foran os, I SLIPPERS! Ihh altså, det er så typisk nigerianer. Vores chauffør kendte også bjerget, så han hoppede omkring os som en lille bjergged, det var faktisk lidt irriterende i længden, men dejligt at have ham med. Desværre nåede vi ikke toppen grundet af ømme muskler og dårlige ankler, så da vi vendte snuden nedad igen, mødte vi en vaskeægte bladdame. Hun var ved klatre op af bjerget, med en kæmpe stak brænde på hovedet, en stok i hånden og ikke iklædt andet end blade. Hun var på vej op til landsbyen der lå på toppen, det var jo ikke noget problem for hende. Men det var virkelig en sjov oplevelse af møde en som hende.

Turen i Tantille var virkelig dejlig. Livet ude i bushen er skøn og afslappende, men det var nu også dejligt at komme hjem til strøm og mobilsignal. Folkene var så flinke og naturen vidunderlig, så Tantille vil helt sikkert altid have en særlig plads, efter sådan en dejlig tur.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar