Til bryllup...

Her i lørdags var vi til bryllup, true Nigerian style! Godt nok anede jeg ikke hvem det var der skulle giftes, men sådan nogle detaljer er vel egentlig bare bagateller. Vi var blevet inviteret af en ven (eller ven og ven, nærmere bekendt) hernedefra. Det er også ham der er principal på den skole, hvor jeg er lærer hver mandag og onsdag.

Det er sådan her i Nigeria, at når man skal til bryllup, så har man det samme tøj på som dem man følges med. Til hvert bryllup er der også nogle farvetemaer. Ved dette bryllup var det skyeblue og en eller mærkelig farve. Men vi havde rigtig været på markedet og lede efter stof i skyeblue, og er altså ikke nemt. Især ikke når der skal være stof nok til 6 kjoler. Hernede køber man nemlig stof i stykker, ofter 6 yards, og så har de ikke mere end det ene stykke stof med det bestemte tryk. Så det er sjældent man ser to med det samme tryk! Men det lykkedes da også at finde noget, det var måske ikke yndlingsstoffet, men det var skyeblue og det var det gældte.
Her er lige et billede af mig i min skyeblue dress.



Vi havde så alle sammen fået syet tøj i det samme stof sammen med Alex og Mette, de to missionærer der er vores kontaktpersoner hernede. Og hvor følte jeg mig dog bare noller (bare for at sige det rent ud) For det første så er det alt for matchende det hele, det er jeg slet ikke vant til hjemmefra. Og så følte man sig så dum når man bare kunne se den kjole man selv havde på rundt omkring, puha... Det blev alt for skyeblue til min stil.

Det hele forgår lidt mere festligt hernede end derhjemme. For det første så har gommen 5 best men og bruden 5 bridesmaids. Og de danser alle sammen ind af kirkegulvet. Jeg kunne faktisk ikke se hvem gommen var før bruden kom og sad ved siden af ham. Bruden bliver ikke fulgt ind af sin far. Hun danser selv ind. Mens hun danser og og musikker er MEGA høj, så sidder de ældre damer og siger en rigtig høj lyd, det minder om sådan et indianerhyl, ai ai ai ai aiiii... Og så i en høj oktav. Det er ret sjovt at høre, og kunne simpelthen ikke lade vær' med at grine første gang jeg hørte det. Mens bruden danser op af kirkegulvet, så kommer faderen og nogle andre vigtige mænd og kaster penge efter hende og på hende. Det er noget med at hvis pengene sidder fast i panden, så giver det rigtig meget lykke, eller sådan noget. Og når man holder bryllup i 40 graders varme, så er der ikke nogle problemer med at få dem til at sidde fast. Så det så lidt sjovt ud når de sådan rendte rundt med penge på panden.

Efter kirken var til reception, som tog plads på en fodboldstadion (Og nu skal I jo ikke tro at der er græs på sådan en, nej nej... Der er bare grus og nogle tribuner, men det er jo også tørketid og afrika) Først blev vi placeret under en teltdug lignende noget, men gik vores chauffør og ven, Donge, hen til ham der havde inviteret os og sagde at det var alt for varmt for Baturi'erne, så vi blev rykket op på tribunen hvor der var noget vind. Og så sad vi ellers godt der, så vi kunne holde øje med det hele.

Men vi kunne ikke sidder der hele tiden, for så skulle vi ned og have taget billede med brudeparret. Vi var jo, ”the friends from Denmark”, så der jeg stod der ved siden af gommen, så fik jeg da også lige ønsket ham tillykke med det hele, og det tror jeg da han satte pris på.

Det meste af receptionen gik så mest ud på at brudeparret stod midt i det hele og dansede sådan lidt frem tilbage, ikke sammen, bare sådan lidt på stedet, og så kom alle deres onkler og tanter, og jeg skal komme efter dig af familie, ud og kastede penge på dem. Havde virkelig ondt af dem, for de stod godt der midt i den bagende sol i mange timer og dansede.
Her er der gang i den typiske stammedans, mens de kaster penge på brudeparret, som står lige til venstre for den blå port.



Det var rigtig fedt at være til bryllup. Virkelig en fed oplevelse, og det er ikke alle der får sådan noget oplevet når de er i afrika. Det skal så lige siges at det var to rige familier der holdte bryllup, så det hele var også rigtig fint. Vi fik skam også serveret mad i paptallerkner, og det var så rice and stew (Nogenlunde det samme som hvis vi fik serveret en hamburger til bryllup), hvis man var heldig så kunne der måske være et lille stykke kød i.
Endnu en god oplevelse til samlingen, der vokser sig større og større.

Watch out - The nigerian papparazzi!!!!

Jeg begynder ligeså stille at få medlidenhed med Britney Spears og alle de andre berømtheder i Hollywood. For det der med at alle kigger efter en... KONSTANT, er ikke altid lige fedt! Det er efterhånden sket flere gange, at folk har stoppet os og spurgt ad om de måtte tage et billede sammen med os. Det er også fair nok, vi tager jo så mange billeder af dem. Så at man engang imellem skal stille sig med nogle vildt fremmede mennesker, mens du ligner lort og lige har været ude med skraldet eller sådan noget, det kan man godt holde til. Men nu er det så også begyndt at tage billeder af os uden at spørge.

Jeg er begyndt at undervise på en skole hver mandag og onsdag. Forleden sad vi til et møde, hvor vi skylle møde de andre lærer på skolen. (Der dukkede kun to op) Men den ene af dem tog lige mobilen op og tog et billede af os, mens vi sad og snakkede med dem! Mage til frækhed... Men selvfølgelig siger vi ikke noget til det. For hvad skulle man lige sige.

Her i weekenden var til et kæmpe stort kirkemøde i den lutherske kirke. Flere tusinde mennesker var samlet, og de kiggede så meget på os. Bare fordi vi var en del hvide mennesker på samme tid. Men det er de jo ikke vant til at se. Vi blev også vist hen til der hvor alle de finde mennesker sad. På forreste række sad alle biskopperne i Nigeria og nogle af de andre rige og magtfulde mennesker. På anden række sad lille Anne fra Danmark, bare fordi hun er hvid! Se det var ret underligt. Og rundt om os stod der omrking 70 mennesker og nedstirrede os som om de var statuer eller sådan noget. Vi skyndte os nu at dele os op, så det ikke virkede så overvældende for dem. Men stadig mens man gik rundt på markedet var der nogen der stak en mobil op i hovedet på en for at tage et billede.

Her er et billede af kirkemødet i Dhemsa. Der var virkelig mange mennesker! Det her er bare en lille del...



Hvor jeg virkelig kommer til at savne al den opmærksomhed jeg får hernede, mens jeg vandrer rundt i mine trek-sandaler uden make-up, i noget meget mærkeligt tøj og med sved over det hele, når jeg kommer hjem til Danmark. Det er faktisk lige pinligt hvor mange hæslige billeder der findes af mig rundt omkring her i Nigeria... Stakkels mennesker... Hehe :)

Leg med børnene i Mbamba Out

Hver fredag eftermiddag er vi ude i en lille, rigtig fattig landsby for at lege med børnene. Det er virkelig en oplevelse hver gang! Vi har nu været derude to gange, og jeg synes virkelig bare det er så livsbekræftende når man er derude.

Der er nok omkring 100 børn samlet i deres lille kirke, og når vi kommer gående mod dem, så styrter de ud og omfavner os. Årh de er bare så dejlige!
I dag da vi kom derud havde vores ven Dan, som er vores oversætter derude, samlet alle børnene i kirken. Da han så fik dem meddelt at vi skulle ud og lege, råbte de alle sammen og løb mod udgangen mens de trak os med ud. Nu skulle vi nemlig ud og synge boggie wuggie, yogi-bear og alle mulige andre sanglege vi har lært dem. Det er så skønt at være derude, og nærmest alt hvad vi laver er et hit, så det kunne jo ikke være meget bedre. Vi har lavet sækkeløb, limbo, sjippetorv, torvtrækning og bankebøf. Ideer er der masser af!

Godt nok er det en super fed oplevelse. Men det er virkelig også fysisk og psykisk hårdt. For det første så forgår det næsten lige i middagssolen. Så når man laver sanglege med omkring 100 børn i omkring de 40 grader og man hele tiden skal være på og synge med og huske alle trinene, er der ret hårdt i længden. For det andet, skal man hele tiden være klar på hvad man skal lege bagefter, hvilken sang vi nu skal synge og det. Der er ret mange ting at holde styr på, samtidig med at minimum 5 børn prøver at gribe fat i din ene hånd.

Vi har lavet den ordning at hver anden gang laver vi en risret til dem, og hver anden gang en lille snack, ofte bestående af kiks, for hvad skal man ellers lige give dem.
Men det er rigtig svært at lave mad til 100 børn. For hvor meget ris spiser 100 sultne afrikanske børn lige? … MEGET! Og hvis ikke de får nok, så skal de skrappe afrikanske madammer nok stå bag dem og sige de skal have mere. Puha... De madammer havde vi lidt problemer med forholde os til den første gang. De ville det ene og det andet, og så var der ikke nok mad, det var ret trættende. Men efterhånden fik vi dem da sat på plads, håber vi da...

Men om aftenen når man er kommet hjem efter en eftermiddag i Mbamba Out. Så er man bare kvæstet! Puha da... Så står den bare på ren afslapning i håbet om strøm en hel aften!

Her er et billede af børnene i en tæt cirkel mens vi synger sanglege. De er så dejlige... Og hver fredag ender det med at mange ingen stemme har tilbage. For når alle 100 børn skal høre dig synge, så skal man skråle til! Og det er hårdt, især i 40 graders varme lige i solen...

Vores dejlig bil med chauffør!

Som nogle luksusdyr, så har vi vores helt egen bil med chauffør. Og når vi så føler vi får brug for den, så ringer vi bare... Badamoir = No problem. Vores bil er den her super smarte Toyota minivan, i hvid. (Minder utrolig meget om alle de andre biler hernede)

Vores kære chauffør hedder Donge :) Og ham er vi bare glade for. Han er en lille mand, med en god blandet tøjstil. Det er altid spændende at se hvad han nu har på. Det skifter fra den typiske afrikanske dragt, til hip-hop outfit med hængerøv. Vi synes han er ret sej! Men Donge er vores ven, og når vi på makedet, så følger han os rundt og passer på os og prutter priserne for os. Vi siger bare hvad vi vil have, og så begynder han ellers bare at prutte på Hausa. Der er ikke rigtig andet at gøre end at kigge sig lidt omkring, og se hvad alle andre køber. For det de siger forstår man ikke et hak af.

Vi holder utrolig meget af vores kære, lille bil allerede, og føler det er vores lille skatterbasse! Men den er ikke uden skavanker. Når vi lukker skydedøren, så skal man lige rette på en lille dims så den sidder lige, og så ellers bare smække den i. Men så holder den også. Vi har også været ude for lige at skulle holde den lukket med foden mens vi kørte, men skidt. Det kan vi jo sagtens klare!

Men her forleden havde Donge lige sat nogle af pigerne af, og så sagde han: ”Anne, come. I want to show you something!” Af en eller anden grund, så tror folk hernede at jeg har forstand på alle ting. Men jeg fulgte så med for at hvad han ville vise mig. Han slår så førersædet ned, hvilket jeg jo ikke anede man kunne. Det der kom frem var så karburatoren (eller hvordan det lige staves) fik jeg at vide, og den var beskidt, så vi var nødt til at tage den til mekanikeren for at få den renset, siger Donge. Fint nok, var så mit svar. Men så er det så det at Maiken og jeg skal med. Maiken styrer alle vores pengesager, og jeg, ja... Jeg skulle bare med! Men vi skulle være vidner på at mekanikeren gjorde det rigtig, så vi ikke fik noget forkert sat i! Og her er det tilladt at grine, for vi har da ingen jordisk forstand på hvordan en ordentlig karpurator ser ud.

Vi ankommer så til mekanikeren. Det ligner en kæmpe stor bil gravgård! Der er en del mænd der sidder under nogle stråtage med olie ud over det hele. Ellers så var der ikke andet end bilvrag over det hele. Men der befandt jeg mig så i en times tid ca, og da kapuratoren blev sat i, var det meget vigtigt at jeg så om han gjorde det ordentlig. Og det gjorde han... tror jeg da ;) Men ja... Bare en lille mærkelig oplevelse fra min side.

En tur på markedet.

Hernede er man også nødt til at handle ind. Men det er ikke ligesom derhjemme, hvor man brokker sig over at skulle hoppe op på cyklen og køre ned i den lokale brugs, for man magter det ikke lige. Der er ikke andet at sige, end lucky you! Sådan her handler jeg ind.

For det første så er der altid koldt når man kommer ind i det lokale supermarked hjemme i Danmark, og når du kommer hjem, så smider du det bare ind i dit kolde køleskab. Se det er jo besværligt... Nej! Hernede i det varme afrika, hvor der kun er strøm om aftenen, foregår det hele lidt anderledes.

Vi er ca. på markedet hver anden dag, men når strømmen er så dårlig, er vi nødt til at gøre det oftere, for at maden ikke bliver for dårlig.
For det første skal vi have fat i vores chauffør. Men det er som regel ikke noget problem (bortset fra når bilen ikke lige gider at virke) Men når han så er ankommet, er det ellers bare afsted i vores superfede minivan.

Hernede kører man som død og ulykke. Det er virkelig et stort virvar af biler og chappere (motorcykeltaxier), som kører ud og ind mellem hinanden. Men det er ikke kun billisterne der er noget galt med. Vejene er virkelig, VIRKELIG dårlige. Der er huller og forskellige former for andre ting i asfalten, så man bumler bare derudaf. (Det er lidt skræmmende at indrømme, men jeg tænker faktisk ikke mere over at jeg sidder og hoppe i en halv time af gangen...) Og når man så endelig er kommet op i fart, så står der pludselig et par får midt på vejene, og de flytter sig ikke! Hornet i bund og holder farten indtil du er 2 meter fra dem, så bremser man også, for hvis man kører et får ned, så skal man af med mange penge! Det er en dyr ejendom hernede.

Når vi endelig kommer hen til markedet, og for krydset de livs farlige gader. Så er det ikke fordi at det hele bliver mere afslappet. Fra hvert hjørne laver mændene sådan en kysseagtig lyd for at få ens opmærksomhed, og så råber de: ”BATURI, BATURI”. De ser ikke hvid hud når de ser os, de ser bare dollarstegn, hvilket er lidt belastende i længden. Her i går var der en der prøvede at sælge os 5 tomater for 500 Naira, bare fordi vi var hvide. Men heldigvis havde vi vores trofaste chauffør med, som fik dem pruttet ned til 50 Naira. Så vi gik derfra med 5 tomater for 1½ kr. glade og tilfredse.

Men duften på markedet er helt speciel. Forestil jer ekstrem mange forskellige dufter blandet sammen med benzin-os og den klassiske duft af afrikansk sved. Se det, kan man ikke opleve mange steder. Local-market, som er det lille marked vi bor tættest på, er et klassisk, afrikansk marked. Boderne er mast sammen af gamle bliktage og sække som tag. Fluerne svæver over alle grønsagerne og kødet. Mel, ris og sukker står i kæmpe sække udenfor. Så du aner aldrig hvad der har været i! Det er virkelig en speciel følelse at være der, og hver gang jeg er der bliver jeg stadig lige forundret (okay, har også kun været her i knap 3 uger, men alligevel)

Hvis man har besluttet sig at lave rice and stew til aftensmad. Så køber man bare lige nogle tomater, noget chili og noget rødløg. Går hen til nogle mænd, som står dybt inde i markedet. De tager så grønsagerne og for 30 ører så skylle der lige det hele og renser det (altså, på den afrikanske måde. Det er tit der, man lige kigger væk, så man ikke har set hvordan de gør det) Så tænder de ellers en maskine, som ligner lidt motoren på vores gamle græsslåmaskine, hælder grønsagerne ned i og maser med en stor pind. Grønsagerne bliver så dejlig, maste i den utrolige ”velholdte og hygiejniske” maskine. (Den ser så ulækker og klam ud, men pyt med det, det er jo Afrika det her) Det hele ender så nede i en plastic pose, som ligner en lille affaldssæk, og dem får man så under armen, glad og tilfreds som kunde! Puha... Det er lidt overraskende hvordan man kan vænne sig til tingene!

Ulækkerheden i Nigeria!

"How is the sun?" Det er et spørgsmål jeg tit hører fra nigerianerne, og hver gang står jeg med sveden piblende ud af samtlige og porer og svarer: "It's a little bit hot" Og så griner de og ryster på hovedet. Efterhånden begynder de også at synes her ved at være varmt. Men derfor har mændene stadig jakkesæt og strømper på. Samtidig render jeg rundt i så lidt tøj som jeg kan tillade mig, og med det samme jeg er indenfor mine egne 4 vægge, så folder jeg nederdelen op som et lille miniskirt og smider T-shirten så jeg kun har en top på. Så bare rolig, jeg går ikke og fryser hernede som alle jer hjemme i Danmark. Temperaturen nærmer sig hastigt de 40 grader. Men ja det er kun februar, så bare vent til marts.

Som jeg nok har fortalt lidt om, så er Nigeria ret så støvet. Så hver eftermiddag sidder vi og snakker om al den farve vi har fået! Men nej... Snydt! Når du så gnubber dig lidt, opdager du, at det hele bare er skidt, og du faktisk bare så møg beskidt at det halve ville have været rigeligt!

Efterhånden har vi også nogle utrolig mærkelig samtaler, som man derhjemme, ville have været noget så flov over. Men nej ikke hernede! Her forleden havde Sussie og jeg været inde i Playing class (de helt små børn), og sidst på dagen lugter det altid af tis derinde, så man skal være lidt varsom med hvem man tager op, for mange af dem tisser i bukserne. Der er nu også et toilet der, men det bruger børnene ikke. De hiver bare op i kjolen, eller ned i bukserne, og så gå de bare ind og tisser på gulvet. Sådan gør børn hernede! Men ja, Sussie og jeg havde lige fået fri, men det var som at der hele tiden lugtede af tis, men vi tænkte det var børnene. Men til sidst så kom konstateringen, mens vi var ved at hænge vores vasketøj op: ”Jeg er ret sikker på at det er os der lugter af tis!”

Men ja så tænkte I sikkert, at så tog de nok hjem i bad. Men nej, det gjorde vi ikke. For man går ikke bare lige i bad hernede. For det første skal man have timet om man overhovedet har vand nok til det, for det andet så er det rarest at gøre om aftenen, for der sveder man ikke helt så meget. Så vi gik bare tilbage for at skifte tøj, og så tog vi ellers på markedet, og tis kunne vi ikke lugte mere!

Noget andet er vores toilet. Det virker ikke helt optimalt. Når man skal skylle ud, skal du holde slippet nede, mens du hælder vand i. Men for det andet, så er den stadig dårlig til at få det hele ud, og det skal man jo også tænke på man bruger vand på. Vi genbruger vores opvaskevand og sådan noget til det, men man bruger faktisk mere vand på det end man lige tror. Så det er da også sket, at spørgsmålet om det er okay man lige lader en lille bommelom blive liggende, for den vil simpelthen ikke ud, og det tager for meget vand, er blevet stillet. Men det tager man også stille og roligt. For hvis det er vi bruger alt vandet, så skal vi ud og fange vandmændene og prøve at få dem til at forstå hvad vi siger. For de taler nemlig kun Hausa, og ikke engelsk. Suk... Og der ingen lighed mellem de to sprog.

Her er lige et billede af mig, som sveder! Der er virkelig varmt inde i playing class når løfter rundt på de små unger. Men her er jeg sammen med en af de søde, dejlige drenge :D

Hiking ved floden Benue

Vi har i dag været ude og gå ved floden Benue. Det er en kæmpe stor flod, men her i tørretiden er den virkelig bare skrumpet ind til det vi i Danmark ville kalde en stor å. Vi startede ud en tidlig morgenstund, for at vi ikke kom til at gå lige midt i heden. Jimeta, som er den by som Yola er forbundet med, er den varmeste i hele Nigeria!

Først så startede vi med at gå over broen der fører over floden, og sikke en udsigt. Det var så flot. Så kunne man se alle fiskerne der smider deres net ud og kvinderne der står ved bredden og vasker tøj. Men selve naturen var nu også super smuk, med bjergene i baggrunden, helt diset på grund af Hamartanen som ligger over Nigeria i denne tid. Hamartanen er sand fra Saharaørkenen der ligger sig som en stor støvsky over det hele, så det alt sammen virker en smule diset. Det er også den der gør at solen ikke varmer så meget, og at nigerianerne definerer det som den kolde tid. Der er jo kun 35 grader!



Efter broen begyndte vi at gå langs med flodbredden, og endte til sidst med at gå på det som normalt er flodbunden i regntiden, men ikke her i tørketiden, hvor al vand bare er skrumpet ind. Det var virkelig en dejligt tur, og dejligt at få lidt motion. Selvom det var meget varmt!

Da vi kom tilbage tog vi en bid mad fra madpakken, og så havde vores super seje chauffør lige skaffede os en billig tur med en kæmpe kano op af floden. Så der sad vi de næste halvanden time. Det var virkelig en lækker tur og flot tur. Det er nu helt utrolig hvad nigerianere kan få transporteret på diverse transportmidler. Det var så synd for den her fyr, hvis kano var ved at synke, da han havde læsset den for meget, og en for dårlig kano. Flere gange overhalede han os, og så overhalede vi ham senere hvor han står ude og kanoen og øser vand ud med sin sko.