Her forleden aften var Maiken og jeg ude med skraldet. Det er lige godt en ting man både skal i Nigeria og Danmark, ud med skraldet. Dog foregår det på 2 vidt forskellige måder. I Dk er det bare ud i døren og smid posen i skraldespanden... Voila! Det er der nu ikke mange ben i. I Nigeria skal du først ud og af din compound, så lige rundt om hjørnet og ud på den åbne mark, hvor du så finder et hul du kan smide dit skrald i. Derefter begynder det spændende arbejde med at sætte ild til hele møget nemlig, dette kan nogle gange var mere tricky end andre.
Men Maiken og jeg var så ude med skraldet. Det var mørkt, så det eneste lys vi havde, var min pandelampe. Vi får så smidt vores skrald i en bunke og får sat ligeså stille ild til det. Lige pludselig hører jeg en skummel lyd bag mig. Jeg vender mig om, og hvad ser jeg.... En kæmpe, sort ko, med de længste horn! Savlet dryppede fra mundvigen, så sulten var den. I starten kredser den bare lidt rundt om vores skrald, men mens vi står og nyder flammerne er råden frugt og gammel havregrød, går koen minsandten i skraldet. Jeg var flad af grin! Maiken begynder at lave nogle mærkelig lyde til det for at få den til at smutte, og jeg kunne ikke andet end at stå med krydsede ben, for jeg var virkelig tæt på at tisse i bukserne af grin. Det var så morsomt! Maiken stod og svingede med vores skraldespand foran vores bål af gammelt skrald, mens den kæmpe sorte ko, begynder at rode rundt i flammerne efter noget spiseligt. Den finder så en rød plasticpose, og begynder så at gumle på den. På det tidspunkt var det virkelig ved at gå galt for mig, for så er det så at Maiken begynder at råbe den lige op i hovedet: ”DU DØR!!!” utrolig mange gange efter hinanden. Puha... Sikke en grinetur jeg var ude for mig der. Heldigvis lod den posen ligge og gik vores brændene ananas i stedet for, det var vist lidt sundere for den. Men de køer, de kan nu nemt snige sig ind på en!
tirsdag den 20. april 2010
mandag den 19. april 2010
Tantille - landsbyen i bushen
Nu da børnene har fået påskeferie, så skal vi også have fyldt vores hverdage ud med noget. På en måde er det trist at sige farvel til REMI, men på den anden side er det også fedt at have masser af tid til at komme ud og opleve Nigeria.
I den første weekend i april var vi helt ude i bushen og bo, i den smukkeste og dejligste landsby, Tantille. Det tog ca. tre timer at køre derud, på den mest humplede grusvej i mands minde. Men vores super seje Toyata minivan klarede turen i stiv arm. Bortset lige fra et fladt dæk in the middle of no where. Men vores kære chauffør fik ordnet det hele, selvom vi havde lidt problemer med vores dunkraft (eller hvordan det nu staves) da det viste sig at den rent faktisk ikke passede til bilen, så der skulle lige findes en stor sten man kunne ligge under, så den kunne løfte bilen ordentligt. Men vi kom afsted igen, og vi nåede sikkert derud, selvom vi godt nok troede det ville gå galt mange gange. Når man hører lyden af undervognen der skraber voldsomt imod en sten på vejen, så smerter det dybt i ens indre.
Vi nåede ud til bjergene og til den dejlige landsby Tantille. Her skulle vi så bo i 3 dage. Vi havde fået at vide at vi skulle regne med at der var intet, og det var sandelig også rigtigt. Vi blev placeret i den gamle missionærbolig, hvor der ikke havde boet nogen i de sidste 20 år. Det bar huset sandelig også præg af. Der var mug huller over det hele i taget, så nogle steder kunne man kigge direkte op på stjernehimlen fra stuen, uden vindue vel at mærke. Der var ingen strøm, intet mobil signal, intet velfungerende toilet, intet ordentlig myggenet, ingen vand, og intet gaskomfur, eller bålsted for den sags skyld. Så vi kunne intet, og var ret afhængige af andre mennesker. Præstens familie sørgede rigtig godt få os, og præstekonen kom med mad til os 2-3 gange om dagen, og hvis man var sulten ud over det, så var der et dejligt mangotræ i baghaven, og ellers så kan man godt vænne sig til at spise havregryn med vand!
Toilet virkede som sagt ikke, men vi fik at vide da vi ankom, at der ville komme en, som ville vise os et toilet hos nogen nede i byen vi kunne bruge. Men denne person dukkede aldrig op. Bag ved huset lå der de smukkeste bjerge, med nogle kæmpe klippestykker og sten, og det blev så vores toilet i 3 dage. Det var nu altid lidt udfordrende at finde et godt sted, hvor ingen kunne se os. Især om aftenen i mørket, var det lidt spændende. Og det skal lige siges at man bliver ret så forskrækket, når man endelig har fundet et sted og sat sig, og lige ved siden af en kravler der en skorpion forbi i retning mod en. Der skete en masse spændende oplevelser derude.
En af dagene var vi ude på bjergvandring en tidlig, tidlig morgenstund. Fjelde i Norge go home, this was the real thing. Jeg kan godt sige jer at det var hårdt at gå op der. Og det værste ved det hele var næsten at vores guide vandrede rundt langt foran os, I SLIPPERS! Ihh altså, det er så typisk nigerianer. Vores chauffør kendte også bjerget, så han hoppede omkring os som en lille bjergged, det var faktisk lidt irriterende i længden, men dejligt at have ham med. Desværre nåede vi ikke toppen grundet af ømme muskler og dårlige ankler, så da vi vendte snuden nedad igen, mødte vi en vaskeægte bladdame. Hun var ved klatre op af bjerget, med en kæmpe stak brænde på hovedet, en stok i hånden og ikke iklædt andet end blade. Hun var på vej op til landsbyen der lå på toppen, det var jo ikke noget problem for hende. Men det var virkelig en sjov oplevelse af møde en som hende.
Turen i Tantille var virkelig dejlig. Livet ude i bushen er skøn og afslappende, men det var nu også dejligt at komme hjem til strøm og mobilsignal. Folkene var så flinke og naturen vidunderlig, så Tantille vil helt sikkert altid have en særlig plads, efter sådan en dejlig tur.
I den første weekend i april var vi helt ude i bushen og bo, i den smukkeste og dejligste landsby, Tantille. Det tog ca. tre timer at køre derud, på den mest humplede grusvej i mands minde. Men vores super seje Toyata minivan klarede turen i stiv arm. Bortset lige fra et fladt dæk in the middle of no where. Men vores kære chauffør fik ordnet det hele, selvom vi havde lidt problemer med vores dunkraft (eller hvordan det nu staves) da det viste sig at den rent faktisk ikke passede til bilen, så der skulle lige findes en stor sten man kunne ligge under, så den kunne løfte bilen ordentligt. Men vi kom afsted igen, og vi nåede sikkert derud, selvom vi godt nok troede det ville gå galt mange gange. Når man hører lyden af undervognen der skraber voldsomt imod en sten på vejen, så smerter det dybt i ens indre.
Vi nåede ud til bjergene og til den dejlige landsby Tantille. Her skulle vi så bo i 3 dage. Vi havde fået at vide at vi skulle regne med at der var intet, og det var sandelig også rigtigt. Vi blev placeret i den gamle missionærbolig, hvor der ikke havde boet nogen i de sidste 20 år. Det bar huset sandelig også præg af. Der var mug huller over det hele i taget, så nogle steder kunne man kigge direkte op på stjernehimlen fra stuen, uden vindue vel at mærke. Der var ingen strøm, intet mobil signal, intet velfungerende toilet, intet ordentlig myggenet, ingen vand, og intet gaskomfur, eller bålsted for den sags skyld. Så vi kunne intet, og var ret afhængige af andre mennesker. Præstens familie sørgede rigtig godt få os, og præstekonen kom med mad til os 2-3 gange om dagen, og hvis man var sulten ud over det, så var der et dejligt mangotræ i baghaven, og ellers så kan man godt vænne sig til at spise havregryn med vand!
Toilet virkede som sagt ikke, men vi fik at vide da vi ankom, at der ville komme en, som ville vise os et toilet hos nogen nede i byen vi kunne bruge. Men denne person dukkede aldrig op. Bag ved huset lå der de smukkeste bjerge, med nogle kæmpe klippestykker og sten, og det blev så vores toilet i 3 dage. Det var nu altid lidt udfordrende at finde et godt sted, hvor ingen kunne se os. Især om aftenen i mørket, var det lidt spændende. Og det skal lige siges at man bliver ret så forskrækket, når man endelig har fundet et sted og sat sig, og lige ved siden af en kravler der en skorpion forbi i retning mod en. Der skete en masse spændende oplevelser derude.
En af dagene var vi ude på bjergvandring en tidlig, tidlig morgenstund. Fjelde i Norge go home, this was the real thing. Jeg kan godt sige jer at det var hårdt at gå op der. Og det værste ved det hele var næsten at vores guide vandrede rundt langt foran os, I SLIPPERS! Ihh altså, det er så typisk nigerianer. Vores chauffør kendte også bjerget, så han hoppede omkring os som en lille bjergged, det var faktisk lidt irriterende i længden, men dejligt at have ham med. Desværre nåede vi ikke toppen grundet af ømme muskler og dårlige ankler, så da vi vendte snuden nedad igen, mødte vi en vaskeægte bladdame. Hun var ved klatre op af bjerget, med en kæmpe stak brænde på hovedet, en stok i hånden og ikke iklædt andet end blade. Hun var på vej op til landsbyen der lå på toppen, det var jo ikke noget problem for hende. Men det var virkelig en sjov oplevelse af møde en som hende.
Turen i Tantille var virkelig dejlig. Livet ude i bushen er skøn og afslappende, men det var nu også dejligt at komme hjem til strøm og mobilsignal. Folkene var så flinke og naturen vidunderlig, så Tantille vil helt sikkert altid have en særlig plads, efter sådan en dejlig tur.
torsdag den 15. april 2010
Farvel til børnene på Remi...
Nu er det vist også ved at være tid til endnu et blog indlæg. Tiden går så stærkt, og internetturene bliver færre. Men nu vil jeg prøve at råde bod!
Vi er blevet færdige med at arbejde på REMI, da børnene her i slutningen af marts gik på påskeferie. Det er sådan en underlig følelse, for det var trods alt vores hovedopgave arbejdet på REMI. Vi bor her stadig, men der er ikke helt den samme følelse over det mere. Vi vågner ikke mere op til skolebussens larmede måde at starte op på, der er ikke flere nursery børn der samles ude foran vores dør og synger morgensang kl. 7.45. Og det er værste af det hele er, at der er ikke flere børn vi skal lege med fra 8 – 12. Og jeg savner dem!
Det hele havde været lidt mærkeligt op til det afslutningen, for vi vidste ikke helt den dag der var den sidste. Skolens leder sagde at det kom an på deres eksaminer, men lige præcis de børn vi har haft noget at gøre med, altså de handicappede og de helt små, har jo ikke nogen eksaminer, så vi kunne ikke rigtig få svar på hvornår de var færdige. Det er så også endt med at det hele er endt på en mærkelig måde med at det ikke er alle vi har fået sagt farvel til, og det gør lidt ondt i hjertet.
To af de drenge fra special class, som vi har haft mest at gøre med, var der heldigvis. Men det var ikke en sjov oplevelse at forklare til en spastisk lammet dreng, som vi har hygget og leget med i 2 måneder at vi ikke kom til at se ham igen, og der blev også fældet en del tårer. Både fra os volontører, men også fra Patini og deres lærer. Vi har alle været så glade for at være der, at det gjorde virkelig ondt at sige farvel.
De små børn fra playing class var det ikke ligeså hårdt at sige farvel til, for de kommer ikke til at mangle os på helt samme måde som dem fra special class. Men det var stadig ikke sjovt at vide at man havde vinket farvel for sidste gang til de dejlige unger. Men heldigvis er der nogle små episoder som altid vil stå en nær. Fx en af de sidste dage Playing class var der, var Ibrahim ked af det. Han stod bare op af muren med hovedet skjult i sine hænder. Jeg gik så hen til ham og prøvede at trøste ham, det virkede også og jeg fik ham med hen til et sted hvor vi kunne sidde og slappe af. Det endte med at Ibrahim sad ovenpå mig og snorksov, på den sødeste måde. Så jeg kunne bare sidde og observere alle de dejlige børn der legede rundt omkring. Det var en dejlig fornemmelse bare at sidde der med en sød lille dreng på skødet, som sov trygt i ens arme, mens man inde i hovedet, sugede alt, det der skete rundt omkring en, ind, Et minde der altid vil ligge en på sinde!
Jeg savner nu dem alle sammen... Denne her oplevelse er ikke noget der lige vil gå glemt!
Vi er blevet færdige med at arbejde på REMI, da børnene her i slutningen af marts gik på påskeferie. Det er sådan en underlig følelse, for det var trods alt vores hovedopgave arbejdet på REMI. Vi bor her stadig, men der er ikke helt den samme følelse over det mere. Vi vågner ikke mere op til skolebussens larmede måde at starte op på, der er ikke flere nursery børn der samles ude foran vores dør og synger morgensang kl. 7.45. Og det er værste af det hele er, at der er ikke flere børn vi skal lege med fra 8 – 12. Og jeg savner dem!
Det hele havde været lidt mærkeligt op til det afslutningen, for vi vidste ikke helt den dag der var den sidste. Skolens leder sagde at det kom an på deres eksaminer, men lige præcis de børn vi har haft noget at gøre med, altså de handicappede og de helt små, har jo ikke nogen eksaminer, så vi kunne ikke rigtig få svar på hvornår de var færdige. Det er så også endt med at det hele er endt på en mærkelig måde med at det ikke er alle vi har fået sagt farvel til, og det gør lidt ondt i hjertet.
To af de drenge fra special class, som vi har haft mest at gøre med, var der heldigvis. Men det var ikke en sjov oplevelse at forklare til en spastisk lammet dreng, som vi har hygget og leget med i 2 måneder at vi ikke kom til at se ham igen, og der blev også fældet en del tårer. Både fra os volontører, men også fra Patini og deres lærer. Vi har alle været så glade for at være der, at det gjorde virkelig ondt at sige farvel.
De små børn fra playing class var det ikke ligeså hårdt at sige farvel til, for de kommer ikke til at mangle os på helt samme måde som dem fra special class. Men det var stadig ikke sjovt at vide at man havde vinket farvel for sidste gang til de dejlige unger. Men heldigvis er der nogle små episoder som altid vil stå en nær. Fx en af de sidste dage Playing class var der, var Ibrahim ked af det. Han stod bare op af muren med hovedet skjult i sine hænder. Jeg gik så hen til ham og prøvede at trøste ham, det virkede også og jeg fik ham med hen til et sted hvor vi kunne sidde og slappe af. Det endte med at Ibrahim sad ovenpå mig og snorksov, på den sødeste måde. Så jeg kunne bare sidde og observere alle de dejlige børn der legede rundt omkring. Det var en dejlig fornemmelse bare at sidde der med en sød lille dreng på skødet, som sov trygt i ens arme, mens man inde i hovedet, sugede alt, det der skete rundt omkring en, ind, Et minde der altid vil ligge en på sinde!
Jeg savner nu dem alle sammen... Denne her oplevelse er ikke noget der lige vil gå glemt!
tirsdag den 23. marts 2010
slangejagt ved aftensmaden !
En dag havde vi endelig fået taget os tid til at spise sådan forholdsvis tidligt. (Hernede ender klokken ofte med at blive mange når man spiser, da det tager tid at lave mad, fx skal grønsagerne desinficeres i et kvarter først) Vi sad faktisk og nød en rigtig dejlig middag, og dem er vi faktisk gode til at lave!
Snakken går og vi hygger. Vores nabo går forbi med en af hendes veninder. Pludselig skriger de voldsomt, og lige foran os kryber der så en halvanden meter lang slange forbi os. Vi skriger alle voldsomt, og hoppe op på verandaen. Patience (vores nabo) får så kaldt en af de fyre der også bor på vores compund, og så begyndte der ellers en slangejagt med lygter. De kunne ikke finde den, og den tanke var vi ikke så glad for, da det er lidt skræmmende at vide der er slange omkring ens hjem.
Noget tid efter hører vi en masse mænd råbe. Vi løber ud og ser hvad der sker. Så løber alle mændene rundt og brækker små træer i stykker for at få fat i en kæp, for nu har de fundet slangen. Det viser sig så at slangen ligger på en gammel bil der står lige ved siden af os, lige ved vinduesviskerne. Tanta (en af mændene) tager en pind og smadrer ellers bare til, så ruden flækker. Han fik den ikke helt, for lidt efter gik hans fætter ellers amok nede ved et af hjulene.
Til sidst endte det med at de fik den, og nøj hvor de glade. De opførte sig alle som små drenge der lige havde fanget et lille dyr eller sådan noget. De synes også lige at vi skulle ud og se hvordan den ser ud, sådan en slange. Så jeg var helt tæt på, og føj! Det var lidt ulækkert. Det viste sig så at slangen ledte efter et sted hvor den kunne lægge sine æg. De havde smadret slangen så meget at æggene bare hang ud. AD!
Men her er lige et billede af de glade mænd og den maste slange.
Snakken går og vi hygger. Vores nabo går forbi med en af hendes veninder. Pludselig skriger de voldsomt, og lige foran os kryber der så en halvanden meter lang slange forbi os. Vi skriger alle voldsomt, og hoppe op på verandaen. Patience (vores nabo) får så kaldt en af de fyre der også bor på vores compund, og så begyndte der ellers en slangejagt med lygter. De kunne ikke finde den, og den tanke var vi ikke så glad for, da det er lidt skræmmende at vide der er slange omkring ens hjem.
Noget tid efter hører vi en masse mænd råbe. Vi løber ud og ser hvad der sker. Så løber alle mændene rundt og brækker små træer i stykker for at få fat i en kæp, for nu har de fundet slangen. Det viser sig så at slangen ligger på en gammel bil der står lige ved siden af os, lige ved vinduesviskerne. Tanta (en af mændene) tager en pind og smadrer ellers bare til, så ruden flækker. Han fik den ikke helt, for lidt efter gik hans fætter ellers amok nede ved et af hjulene.
Til sidst endte det med at de fik den, og nøj hvor de glade. De opførte sig alle som små drenge der lige havde fanget et lille dyr eller sådan noget. De synes også lige at vi skulle ud og se hvordan den ser ud, sådan en slange. Så jeg var helt tæt på, og føj! Det var lidt ulækkert. Det viste sig så at slangen ledte efter et sted hvor den kunne lægge sine æg. De havde smadret slangen så meget at æggene bare hang ud. AD!
Men her er lige et billede af de glade mænd og den maste slange.
tirsdag den 16. marts 2010
Three Sisters Rock
Sidste lørdag var det tid til endnu en tur ud i naturen, og se noget af den smukke natur der er her i Nigeria. Godt nok er jeg her på den tid af året, hvor alt er tørt og næsten intet er grønt. Men vi tog Alex og Mette og vores kære chauffør med ud til nogle bjerge, der hedder Three sisters rock en meget tidlig morgen. For i den her varme, så skal man helst gøre det hele så tidligt som muligt, så ikke bliver brændt af solen.
Det tog ca. to timer at køre ud til bjergene. Men efter vi havde kørt de første 10 km, begynder det lige pludselig at ryge op fra vores motor. ”Åh åhh...” Tænkte vi alle sammen, og håbede inderligt på at vi stadig kunne komme afsted. Troede den var helt gal med vores bil. Som vi efterhånden bruger ret mange penge på at reparere en ny ting hver uge. Men det viser sig så at Donge (chaufføren) havde hældt vand på om morgenen, og så havde han glemt at sætte låget på igen. Så motoren skulle bare lige køles lidt af og så lige noget nyt vand på, og så var vi ellers på vejen igen. Der var virkelig også mange der gloede på os. Det er ikke ofte de ser 7 Baturi'er stående i vejkanten på en stor vej. Men ja, det er man jo efterhånden vant til at de gør.
Da vi endelig kom ud til bjerne ville Donge have os så tæt på som overhovedet muligt. Det skal jo lige siges at vores chauffør er nigerianer, og nigerianere kan finde vej hvor vi andre for længst ville have vendt om. Men han får os hen til foden af søstrene, men så bumper vi også over noget der lignede folks marker og ned i kæmpe hul som vi aldrig troede vi kom op af. Men vores bil kan alt! Motor mi cjow = God bil...
Så begyndte vi ellers opstigningen, og hvor var det dog skønt at bevæge sig ordenligt. Og til vores store glæde kom der mere vind jo højere vi kom op. Det var fedt at klatre rundt på de store sten, og der var også noget udfordring. Jubii... Elsker når der er noget action!
Jeg ville helst have haft vi besteg storesøsteren, men den var lidt større end jeg lige havde regnet med. Så det blev kun til lillesøsteren, men jeg skulle til toppen, det var hvertfald en ting der var sikkert. Det blev kun Maiken og jeg der kravlede til toppen. Det sidste stykke var ren klippevæg, så man skulle bare stole på at ens sandaler ville stå ordentlig fast. Men det var sjovt, og sikke en udsigt der var fra toppen ud over savannen. Det er nu et dejligt land Nigeria. Her er lige et dejligt naturbillede fra toppen, dejlige udsigt ud over savannen.
Det tog ca. to timer at køre ud til bjergene. Men efter vi havde kørt de første 10 km, begynder det lige pludselig at ryge op fra vores motor. ”Åh åhh...” Tænkte vi alle sammen, og håbede inderligt på at vi stadig kunne komme afsted. Troede den var helt gal med vores bil. Som vi efterhånden bruger ret mange penge på at reparere en ny ting hver uge. Men det viser sig så at Donge (chaufføren) havde hældt vand på om morgenen, og så havde han glemt at sætte låget på igen. Så motoren skulle bare lige køles lidt af og så lige noget nyt vand på, og så var vi ellers på vejen igen. Der var virkelig også mange der gloede på os. Det er ikke ofte de ser 7 Baturi'er stående i vejkanten på en stor vej. Men ja, det er man jo efterhånden vant til at de gør.
Da vi endelig kom ud til bjerne ville Donge have os så tæt på som overhovedet muligt. Det skal jo lige siges at vores chauffør er nigerianer, og nigerianere kan finde vej hvor vi andre for længst ville have vendt om. Men han får os hen til foden af søstrene, men så bumper vi også over noget der lignede folks marker og ned i kæmpe hul som vi aldrig troede vi kom op af. Men vores bil kan alt! Motor mi cjow = God bil...
Så begyndte vi ellers opstigningen, og hvor var det dog skønt at bevæge sig ordenligt. Og til vores store glæde kom der mere vind jo højere vi kom op. Det var fedt at klatre rundt på de store sten, og der var også noget udfordring. Jubii... Elsker når der er noget action!
Jeg ville helst have haft vi besteg storesøsteren, men den var lidt større end jeg lige havde regnet med. Så det blev kun til lillesøsteren, men jeg skulle til toppen, det var hvertfald en ting der var sikkert. Det blev kun Maiken og jeg der kravlede til toppen. Det sidste stykke var ren klippevæg, så man skulle bare stole på at ens sandaler ville stå ordentlig fast. Men det var sjovt, og sikke en udsigt der var fra toppen ud over savannen. Det er nu et dejligt land Nigeria. Her er lige et dejligt naturbillede fra toppen, dejlige udsigt ud over savannen.
Top 8: ”Wauw... Hvor går tingene dog hurtigt i Danmark i forhold til Nigeria”
1)Internet
Tålmodighed er en dyd her i Nigeria. Så når man skal på nettet, gælder det om at have en masse vand med, en vifte og helst noget tøj meget løst og ikke så varmt tøj. For når det er 40 grader udenfor, så er det ret varmt i lille rum med omkring 7 computere der kører samtidigt!
2) Opvask
Her skal du koge vandet i et kvarter for at få bakterierne væk, derefter bliver du nødt til at vente på at vandet bliver koldt nok til at du kan holde ud at have nallerne i det.
3) Tøjvask
Her skal du for det første altid sikre dig at der er vand nok til at vaske tøj, og så smider du det hele ned i en stor balje med en masse vand og sæbe. Derefter går du så ellers bage i gang med at skrubbe og skrubbe med hænderne. Jeg har efterhånden fået vabler på mine fingre pga det. Det tager cirka en dag, hvor du er i gang hele tiden. Men så har du også fået ordnet det meste.
4) Drikke vand
Vi har et filtersystem. Så der står en stor sort tønde på vores bord, der ligger der et filter i, hvor der så går et rør ned i en anden tønde på gulvet. Det tager altså et stykke tid med det filtervand, så man skal hele tiden sikre sig at filterne er rene og der er vand i tønden, for filtrene må ikke løbe tør.
5) Skylle ud i toilettet!
Foregår på den gode gamle måde med en øse og så noget vand. Og så må man ellers blive ved til det er væk. Hvis toilettet er ved at stoppe, så er det meget vigtigt at man får det hele væk. Vi har en gang nu haft et stoppet toilet, og det var godt nok ulækkert. Men med en svupper, så går det hele nok. Men sikke nogle jubelskrig der kom, da vi endelig fik det hele skyllet ud... Halleluja!
6) Vaske hænder
Denne simpel ting er man nødt til at være to til, da der ikke er vand i vandhanerne. Så når man trænger til det er man nødt til at høre om der er nogen der gider at være ens vandhane.
7) Handle ind
Det kræver altid noget planlægning. Da man først skal have fat i vores chauffør. For det andet så skal man ofte flere forskellige steder hen, for der er ikke et sted hvor man kan få det hele. Så når man skal handle ind, så tager det minimum én time, men så skal du heller ikke have særlig meget. For man skal også huske på at man lige skal give sig tid til at få pruttet om priserne.
8) Tempoet generelt
Tempoet hernede er virkelig anderledes end derhjemme. Alt går meget langsommere end vi vant til (undtagen når der skal køres bil, det er lige det omvendte!) En af vores venner spurgte mig en gang hvordan det kunne være vi altid gik så hurtigt. Og på det tidspunkt gik jeg ikke stærkt... Overhovedet! Tænkte også at det var godt han ikke skulle ud og gå en tur med min mor. Så ville han da blive chokeret!
Tålmodighed er en dyd her i Nigeria. Så når man skal på nettet, gælder det om at have en masse vand med, en vifte og helst noget tøj meget løst og ikke så varmt tøj. For når det er 40 grader udenfor, så er det ret varmt i lille rum med omkring 7 computere der kører samtidigt!
2) Opvask
Her skal du koge vandet i et kvarter for at få bakterierne væk, derefter bliver du nødt til at vente på at vandet bliver koldt nok til at du kan holde ud at have nallerne i det.
3) Tøjvask
Her skal du for det første altid sikre dig at der er vand nok til at vaske tøj, og så smider du det hele ned i en stor balje med en masse vand og sæbe. Derefter går du så ellers bage i gang med at skrubbe og skrubbe med hænderne. Jeg har efterhånden fået vabler på mine fingre pga det. Det tager cirka en dag, hvor du er i gang hele tiden. Men så har du også fået ordnet det meste.
4) Drikke vand
Vi har et filtersystem. Så der står en stor sort tønde på vores bord, der ligger der et filter i, hvor der så går et rør ned i en anden tønde på gulvet. Det tager altså et stykke tid med det filtervand, så man skal hele tiden sikre sig at filterne er rene og der er vand i tønden, for filtrene må ikke løbe tør.
5) Skylle ud i toilettet!
Foregår på den gode gamle måde med en øse og så noget vand. Og så må man ellers blive ved til det er væk. Hvis toilettet er ved at stoppe, så er det meget vigtigt at man får det hele væk. Vi har en gang nu haft et stoppet toilet, og det var godt nok ulækkert. Men med en svupper, så går det hele nok. Men sikke nogle jubelskrig der kom, da vi endelig fik det hele skyllet ud... Halleluja!
6) Vaske hænder
Denne simpel ting er man nødt til at være to til, da der ikke er vand i vandhanerne. Så når man trænger til det er man nødt til at høre om der er nogen der gider at være ens vandhane.
7) Handle ind
Det kræver altid noget planlægning. Da man først skal have fat i vores chauffør. For det andet så skal man ofte flere forskellige steder hen, for der er ikke et sted hvor man kan få det hele. Så når man skal handle ind, så tager det minimum én time, men så skal du heller ikke have særlig meget. For man skal også huske på at man lige skal give sig tid til at få pruttet om priserne.
8) Tempoet generelt
Tempoet hernede er virkelig anderledes end derhjemme. Alt går meget langsommere end vi vant til (undtagen når der skal køres bil, det er lige det omvendte!) En af vores venner spurgte mig en gang hvordan det kunne være vi altid gik så hurtigt. Og på det tidspunkt gik jeg ikke stærkt... Overhovedet! Tænkte også at det var godt han ikke skulle ud og gå en tur med min mor. Så ville han da blive chokeret!
torsdag den 11. marts 2010
Yola School 1
Hver mandag og onsdag er jeg henne på en anden skole her i Yola, hvor jeg sammen med Maiken underviser i engelsk i JSS1 og JSS2 (Junior secondary school 1 og 2). Det er virkelig nogle helt andre forhold end på REMI, den skole jeg normalt er på. Lokalerne er meget anderledes. De er mørke og grå. Gulvene er i stykker og rundt omkring ligger der skolebænke som er faldet sammen. Tavlen er så dårlig at når jeg skriver med kridt, så kan du næsten ikke se hvad man har skrevet, og det et tydeligt man ridser ind i træet. Men børnene er super flinke og imødekommende. Lidt for meget faktisk. Vi er ved at have lært dem at de ikke behøver at stå op når de snakker til os.
I de klasser jeg underviser er der elever fra 13 - 17 år. Så de er alligevel ret gamle. Men bare fordi nogle er ældre end andre, gør det dem ikke bedre til engelsk.Hernede er det meget normalt at eleverne ikke har samme alder, da det er forskelligt hvornår de er begyndt i skole, og hvor gode de er. Ofte er det ikke altid de består eksaminerne for at komme videre til næste klasse.
Det er virkelig svært at undervise nogle der ikke forstår engelsk, engelsk på engelsk. (hvis I forstår!) Hver eneste gang du spørg om de har forstået noget siger de bare "yes". Hvis du spørg om det er noget vrøvl lige efter du har spurgt om de forstod det, hvor de så svarede ja, så svarer de bare igen "yes".
Igår da vi var i skole ville vi prøve at lære dem at lytte til engelsk, ved at jeg tog min bærbar med for at spille noget musik, hvor de så skulle så fortælle hvad sangen handlede om. Da jeg spurgte dem om de kendte Mariah Carey, så svarede ham der var bedst til engelsk: "laptop". Ak og ve... Det er lidt en udfordring. Men det er sjovt, og de er rigtig søde ved os.
Her er lige et billede fra klassen...
I de klasser jeg underviser er der elever fra 13 - 17 år. Så de er alligevel ret gamle. Men bare fordi nogle er ældre end andre, gør det dem ikke bedre til engelsk.Hernede er det meget normalt at eleverne ikke har samme alder, da det er forskelligt hvornår de er begyndt i skole, og hvor gode de er. Ofte er det ikke altid de består eksaminerne for at komme videre til næste klasse.
Det er virkelig svært at undervise nogle der ikke forstår engelsk, engelsk på engelsk. (hvis I forstår!) Hver eneste gang du spørg om de har forstået noget siger de bare "yes". Hvis du spørg om det er noget vrøvl lige efter du har spurgt om de forstod det, hvor de så svarede ja, så svarer de bare igen "yes".
Igår da vi var i skole ville vi prøve at lære dem at lytte til engelsk, ved at jeg tog min bærbar med for at spille noget musik, hvor de så skulle så fortælle hvad sangen handlede om. Da jeg spurgte dem om de kendte Mariah Carey, så svarede ham der var bedst til engelsk: "laptop". Ak og ve... Det er lidt en udfordring. Men det er sjovt, og de er rigtig søde ved os.
Her er lige et billede fra klassen...
Abonner på:
Opslag (Atom)
